bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 3. spillerunde i 2. Bundesliga: Kings of the North
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga

Hansa-koggen sejler for fulde sejl, og storkene fra Kiel har fået luft under vingerne.
De to nord-klubberer de eneste to hold med maksimumpoint efter de første to spillerunder. HSV blev snydt i overtiden, og så indtages de tre nederste pladser af hold, der alle tidligere har vundet det tyske mesterskab. Så var der for øvrigt endnu en 17-årig, der kom på måltavlen. Denne gang endda med to mål.
Velkommen til optakten til runde 3 i verdens bedste næstbedste liga.

1. FC Kaiserslautern – SV Elversberg – fredag kl. 18.30

Det kører slet ikke for de røde djævle fra Kaiserslautern. Holdet løb ind i et klart nederlag ude mod Schalke, hvor det bestemt ikke hjalp gæsterne, at målmand Andreas Luthe fik rødt kort i det 39. minut, og at Boris Tomiak modtog sit andet gule kort i anden halvleg. De to spillere har efterfølgende fået hhv. to og en spilledags karantæne. Dirk Schuster kan dog glæde sig over, at klubbens topscorer Terrence Boyd er klar igen. Han stod for to af målene, da K´lautern slog Koblenz med 5-0 i pokalen.
Meget bedre gik det ikke Elversberg i klubbens første hjemmekamp i 2. Bundesliga nogensinde. Det så ellers længe ud til, at debutanterne ville vinde kampen. Carlo Sickinger bragte hjemmeholdet foran efter 55 minutter, og i den ordinære spilletids sidste minut brændte Jannik Rochelt et straffespark. I stedet slog gæsterne til og scorede to mål i hhv. det 10. og 13 overtidsminut og kunne tage alle tre point med hjem til Østersøkysten. Wahid Faghir var med fra start, men blev udskiftet kort inden Hansas to mål. K´lautern træner Dirk Schuster er ude på en svær opgave, som Elversberg ikke gør en døjt lettere efter dette opgør.
Bulibolds tip: 1. FC. Kaiserslautern – SV Elversberg 1-2

Wehen Wiesbaden – Karlsruher Sport Club – fredag kl. 18.30

Det var tydeligt at se, at Wehen respekterede det ene point, som klubben havde fra start, da de løb på banen på Olympiastadion i Berlin. Hertha havde bolden mest, men havde svært ved at sætte sig igennem gæsternes forsvar. I overtiden fik Wehens Lasse Günther så pludselig en friløber, som han sikkert eksekverede, og så kunne Wehen trække sig tilbage med tre overraskende point.
KSC slog ligeledes til i dommerens overtid, men her blev det dog kun til et enkelt point. Fabian Schleussener bragte KSC foran 1-0 efter et lille kvarter. men da gæsterne slog til i anden halvleg med to mål inden for fire minutter, lignede det længe en hjemmenederlag til KSC. I femte overtidsminut blev Budu Zivzivadse pludselig spillet fri inde i feltet, og da han flot løftede bolden over en fremadstormende HSV-keeper, så endte kampen 2-2. KSC kan sagtens spille uafgjort her også.
Bulibolds tip: Wehen Wiesbaden – Karlsruher Sport Club 1-1

Fortuna Düsseldorf – SC Paderborn 07 – lørdag kl. 13.00

Fortunaerne kan takke heldet og en dygtig Florian Kastenmeier i målet for, at de fik et point med hjem fra Millerntor. Düsseldorf havde dog også deres chancer, men det var St Pauli, der sad på kampen, som dog endte 0-0.
Paderborn fik rettet op på deres forfærdelige sæsonstart, og det så længe ud til, at Jannis Heuers mål ville blive kampens eneste. Gæsterne fik dog udlignet kort før tid, og så måtte Paderborn skuffende nøjes med et enkelt point mod oprykkerne. I pokalturneringen vandt 07´erne med 7-0 ude mod Energie Cottbus.
Bulibold tip: Fortuna Düseldorf – SC Paderborn 07 2-0

Hansa Rostock – Hannover 96 – lørdag kl. 13.00

De fleste var inden sæsonen enige om, at Hansa ville komme til at kæmpe imod nedrykningen. Det kan de naturligvis nå endnu, men at de lå på førstepladsen efter to runder, kan ingen tage fra dem. Ti minutter inde i anden halvleg bragte Elversberg sig eller på 1-0, hvilket fik Hansa træner Alois Schwartz til at skifte ud. Ind kom bl.a. Juan Perea, og colombianeren, som Rostock blot for et par dage siden havde lejet i Stuttgart, kvitterede med at først udligne og siden score sejrsmålet. Målene faldt i hhv. 10. og 13 overtidsminut. I pokalturneringen er Hansa også videre, selvom der måtte en straffesparkskonkurrence til, før FSV Frankfurt blev besejret.
Hannover så længe ud til at tage alle tre point med fra Max Morlock-Stadion i Nürnberg. 96´erne første 2-0 ved pausen på to straffesparksmål af Cedrich Teuchert, men anden halvleg tilhørte hjemmeholdet, der da også fik udlignet i tillægstiden. I pokalturneringen skuffede Hannover ligeledes, da holdet røg ud til nedrykkerne fra Sandhausen efter straffespark.
Jeg tror Rostocks ”Kogge” sejler videre.
Bulibolds tip: Hansa Rostock – Hannover 96 3-1

Greuter Fürth – FC St Pauli – lørdag kl. 13.00

Fürth fortsatte det gode spil i kampen i Kiel og bragte sig fortjent foran med 1-0 midt i anden halvleg. Igen var det svenske Branimir Hrgota, der var på pletten. De formstærke kielere slog dog til og bragte sig foran med 2-1 i løbet af blot otte minutter. En stilling Fürth ikke kunne true trods enkelte gode chancer.
To gode angreb, to elendige forsvar og to fantastiske målmandpræstationer betød, at den temmelig seværdige kamp mellem St Pauli og Düsseldorf endte 0-0. Især gæsternes målmand bragte sig selv i fokus, da han reddede flere af hjemmeholdets Jackson Irvine meget store chancer. Andreas Albersmåtte nøjes med de sidste 7 minutter på banen, hvor der blev en smule mere plads minutter efter. Her fik hjemmeholdets Karol Mets nemlig det røde kort. Han er efterfølgende blevet idømt to spilledages karantæne.
St Pauli træner Hürzeler var efter kampen rigtig godt tilfreds med spillet, men selvfølgelig ikke med de manglende mål.
Bulibolds tip: Greuter Fürth – FC St Pauli 1-1

HSV – Hertha Berlin – lørdag kl. 20.30

Bedst som man havde troet, at HSV havde sluttet fred med sidste sæson, så leverede hamburgerne noget, der i betænkelig grad mindede om den. Det var stærkt af ”Die Rothosen” at bringe sig foran med 2-1, efter at KSC havde taget føringen. Igen var det Robert Glatzel og Lazlo Benes, der stod for målene. I dommerens overtid udlignede hjemmeholdet dog, da HSV ikke fik bolden sparket ordentligt væk efter et KSC angreb. I pokalkampen mod Rot Weiss Essen spillede HSV igen uafgjort, men her lykkedes det dog Benes at score sejrsmålet til 4-3 i den forlængede spilletid. Robert Glatzel og Bakery Jatta (2) scorede HSV´s øvrige mål.
Hertha lignede et meget lidt sammenspillet hold i hjemmekampen mod Wehen. Berlinerne havde bolden mest, men magtede meget sjældent at udfordre gæsternes solide forsvar, og så stjal Wehen alle tre point med et mål i overtiden. Hvis ikke gæsterne får noget med hjem fra dette opgør, så kan sædet under klublegenden Pal Dárdei allerede blive smålunt, men jeg kan altså ikke se andet, end at HSV vinder en solid sejr her, på trods af at berlinernes 5-0 sejr over Carl Zeiss Jena må have givet lidt selvtillid.
Bulibolds tip: HSV – Hertha Berlin 4-0

  Læs også: Få rabat på quiz om tysk fodbold 

Holstein Kiel – 1. FC Magdeburg – søndag kl. 13.30

”Storken er en dejlig flyver”. Jeg er sikker på at fansene i Hertugdømmernes gamle hovedstad velvilligt vil nynne med på Shu-Bi-Duas gamle omkvæd efter anden kamp i træk, hvor Kiel hentede alle tre point med sene mål. Denne gang var det Jonas Sterner og nyindkøbet med det næsten sci-fi´ske navn Shuto Machino, der stod for målene. Gütersloh var heller ingen opgave for Kiel, da de sendte amatørerne ud med en 2-0-sejr. Holmbert Aron Fridjonsson stod for begge scoringer.
Magdeburg leverede en solid præstation i lokalopgøret hjemme mod Braunschweig. Luca Schuler og Amara Conde bragte østtyskerne foran 2-0 i en kamp, der, trods af gæsternes reduceringsmål i overtiden, aldrig rigtig blev spændende. Jeg tror Magdeburg får et point med hjem.
Bulibolds tip: Holstein Kiel – 1. FC Magdeburg 2-2

Eintracht Braunschweig – Schalke 04 – søndag kl. 13.30

Jens Härtel har et udfordrende job som træner for Eintracht Braunschweig. Først tabte niedersachserne i overtiden mod Kiel, og senest var de ikke i nærheden af point mod naboerne fra Magdeburg. Det eneste positive var, at den gamle målræv Anthony Ujah kom på tavlen i kampens overtid.
Schalke fortsatte det fine spil fra åbningskampen i Hamburg. Det var måske på en lidt billig baggrund, da gæsterne fra Kaiserslautern undervejs fik hele to spillere smidt ud, men det er Thomas Reis og hans mandskab nok pænt ligeglade med. Simon Terodde, Kenan Karaman og den fra Bielefeld ankomne Bryan Lasme scorede målene i Schalkes 3-0-sejr. Schalke vandt generalprøven i pokalturneringen med 3-1. De kan sagtens gentage den sejr i dette opgør.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – Schalke 04 1-3

VFL Osnabrück – 1. FC Nürnberg – søndag kl. 13.30

Osnabrück spillede en meget defensiv kamp ude mod Paderborn. Holdet havde kun bolden i 30 procent af tiden, men formåede både at have lige så mange afslutninger og at score lige så mange mål som hjemmeholdet. Florian Kleinhansl udlignede hjemmeholdets føring med ti minutter igen.
Nürnberg spillede sin 3. dårlige halvleg i træk i hjemmekampen mod Hannover, der gik til pausen med en fortjent 2-0-føring. Christian Fiél har ganske givet talt dunder i pausen, for det var et forvandlet Nürnberg-mandskab, der kom ud til anden halvleg. På det mandskab løber der en 17-årig fyr ved navn Can Uzun rundt. I kampen mod Hannover scorede han begge Nürnbergs mål, således at ”Der Club” trods alt fik et enkelt point. Allerede inden den nye sæson var mange klubber interesserede i den unge mand, og Nürnberg-manager Dieter Hecking lægger ikke skjul på, at tilbuddene kan blive så store, at klubben dårligt kan sige nej. Han håber dog på en model, hvor Uzun bliver solgt for så straks at blive tilbageudlejet til Nürnberg. ”Der Club” har tegnet en kontrakt, der løber ind til 2026 med de unge supertalent, der noterede sig for et hat trick, da Nürnberg ekspederede Oberneuland ud af pokalen med en knusende 9-1 sejr.
Bulibolds tip: VFL Osnabrück – 1. FC Nürnberg 2-2

Topscorerlisten

Tre ud af de fire ”doppeltpack”-skytter fra første runde kom også på tavlen i runde to, så Robert Glatzel, Lazlo Benes og Cedrich Teuchert deler alle førstepladsen med tre mål hver.

3. Liga

Inden pokalrunden tog spillerne fra den 3. bedste række også hul på sæsonen. Ingen af de tre nedrykkere – Sandhausen, Regensburg og Bielefeld – vandt deres første kamp. Sidstnævnte tabte endda ude mod Dynamo Dresden. Løverne fra 1860 slog et andet tidligere Bundesliga-hold, da Waldhof Mannheim blev sendt hjem med et 2-0-nederlag.

 

Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Sæsonoptakt 2. Bundesliga 2024/25 – Alle gode gange syv for HSV?
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Optakt: Tyskland – Spanien: Den moralske (kvart)finale
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
HSV får UEFA til at ændre Målhymne til EM
Hansa Rostock, fodboldrejse, guide, Ostseestadion
Optakt til 34. og sidste runde i 2. Bundesliga – Hansa eller Wehen og dåseølsderbyet