Frem mod den nye sæson gennemgår vi hvert hold i en optakt til Bundesligaen 2013/14 – her følger: FSV Mainz 05.
Sidste sæson: Det blev til en sæson i ingenmandsland for den sidste tilbageværende karnevalsklub i Bundesligaen. En 13. plads med 11 point ned til stregen og ni point til europæisk fodbold fortæller meget godt, at Mainz efter et par flotte præstationer i årene efter oprykningen, nu virker til at have fundet sin hylde lidt under midten i tabellen.
Træner Thomas Tuchel blev undervejs sat i forbindelse med Schalke, da trænersædet blev ledigt efter Huub Stevens, og udefra set virkede det til at fjerne fokus på præstationerne på banen. Siden 1-0 sejren over Leverkusen tilbage i begyndelsen af marts, vandt klubben ikke en eneste af de ni efterfølgende kampe.
Transfers: Mainz fik lov til at beholde Tuchel i endnu sæson, men de kunne ikke stille noget op, da Schalke lagde godt syv millioner euro for topscorer Adam Szalai. Ungareren har været den absolutte stjernespiller for klubben siden Schürrle og Holtby-dagene, og han bliver svær at erstatte.
Til at gøre forsøget har man hentet Dani Schahin i Düsseldorf. Angriberen scorede godkendte otte mål i sit første år i Bundesligaen, men han er et godt stykke fra at have samme klasse som Szalai.
Generelt har der været godt gang i svingdøren hos Mainz. I angrebet er der også taget afsked med Anthony Ujah, og ind er i stedet kommet Sebastian Polter, der har en fortid i Wolfsburg og Nürnberg. Til positionen på fløjen er Shinji Okazaki købt fri af Stuttgart, der ikke havde de store problemer med at lade japaneren gå et år før tid.
I defensiven er der også sket en markant rotation. Den talentfulde Jan Kirchhoff er skiftet på en fri transfer til Bayern, og som afløser har Mainz udnyttet sit gode forhold til Klopp og Dortmund ved at hente Julian Koch, der blandt andet skal kæmpe med Bo Svensson om en startplads.
Endelig er venstrebacken Park Joo-Ho kommet til fra FC Basel.
Styrket/Svækket: Svækket.
Denne sæson: Thomas Tuchel er gennem flere år blevet udråbt til det næste store, tyske trænertalent, men koret er beundrere har været stødt faldende det sidste stykke tid. For ham og Mainz er den kommende sæson på mange måder en eksamen. Er man tilfreds med at være et veletableret midterhold, eller vil man igen op og blande sig i den øverste halvdel?
Svaret giver sig selv, men spørgsmålet er, om de kan. Hvis 13. pladsen skal forbedres, kræver det, at offensiven gør mere væsen af sig, og med Szalais afgang kan det blive mere end vanskeligt. Schahin er som nævnt ikke en målscorer af samme kaliber, og derfor skal spillerne i positionerne lige bag ved byde ind med mere. Den centrale midtbane med Zimling skal støbe kuglerne, og så kan ansvaret for målene meget vel komme til at ligge hos to talentfulde tyskere i form af Nicolai Müller og Shawn Parker.
Førstnævnte spillede en flot sæson med otte scoringer, mens den blot 20-årige Shawn Parker viste glimt af et potentiale, der sagtens kan kaste landskampe af sig om et par år.
Defensiven har altid fungeret ganske fortræffeligt under Tuchel, men spørgsmålet er, om Bo Svensson har endnu en sæson i sig. Den rutinerede dansker skal nok få sine kampe, men nyerhvervelsen Julian Koch kommer til at presse ham på sigt. Koch var, indtil en alvorlig skade næsten kostede ham både benet og karrieren, et kæmpetalent og kan han efter sin lange skadespause finde tilbage i nærheden af det niveau, bliver han et stort aktiv for klubben.
Bud på placering: 10.-13.
Bud på opstilling: Müller – Pospech, Koch (Svensson), Noveski, Park – Baumgartlinger, Zimling, Geis – Müller, Okazaki, Schahin (Parker)
Hold øje med: Shawn Parker. Angriberen har døjet en del med skader, men kommer han til at spille kontinuerligt, kan han være det næste store offensive talent, Bundesligaen spytter ud.
Artikelfoto: rsvlts.com