bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt 2013/14 – 1899 Hoffenheim: Håbet lever

Optakt 2013/14 – 1899 Hoffenheim: Håbet lever

Frem mod den nye sæson gennemgår vi hvert hold i en optakt til Bundesligaen 2013/14 – her følger: 1899 Hoffenheim.

Sidste sæson: Med 13 minutter tilbage af sidste sæsons Bundesliga tydede alt på, at Hoffenheim måtte en tur ned i den næstbedste række. Bagud 1-0 ude mod Dortmund og presset til en sejr, lykkedes det mirakuløst at vende det til 2-1 i slutminutterne takket været to scoringer fra Salihovic og et kontroversielt, men korrekt annulleret mål i det 93. minut.

I de to relegationskampe mod Kaiserslautern red man videre på bølgen og sikrede sig forholdsvis komfortabelt en ny sæson i Bundesligaen.

Det var så også omtrent, hvad der var af positive historier om Hoffenheim i en sæson, hvor alt gik galt. Det elendige spil på banen blev kun overskygget af det forfærdelige biluheld, der nær kostede Boris Vukcevic livet.

Transfers: Hoffenheim har tidligere haft ry for at være aktive på transfermarkedet, men efter Dietmar Hopp har sat sig lidt tungere på pengekassen, er det begrænset, hvad der er kommet ind.

Op til sæsonstart har klubben i stedet valgt at rykke unge spillere som Grifo og Karaman op fra reserveholdet ligesom, der er brugt penge på at forlænge kontrakterne med en række nøglespillere.

De penge der trods alt er brugt er blevet øremærket til offensiven, hvor angriber Anthony Modeste er kommet til fra franske Bordeaux. Han scorede to gange i sin officielle debut mod SG Aumund-Vegesack i pokalen, og han er købt ind som den naturlige afløser for Joselu, der i stedet er skiftet til Frankfurt. Der er også sagt farvel til Igor de Camargo, der efter endt lejemål er skiftet til Standard Liege.

Til den venstre wing har klubben hentet den spændende, norske spiller Tarik Elyounoussi fra Rosenborg, der blandt andet har 21 landskampe og seks mål på CV’et.

Styrket/Svækket: Styrket

Denne sæson: Siden maj måned, hvor overlevelsen blev sikret, har Hoffenheim reddet videre på en bølge af succes. Præstationerne i træningskampene har været imponerende, hvor især 4-1 sejren mod Olympiakos skiller sig ud. I pokalen gik man let videre med hele 9-0, og generelt virker det til, at Hoffenheim spillerne har genfundet den spilleglæde, der ellers var langt væk tilbage i begyndelsen af foråret.

I afdelingen af positive nyheder er det også værd at nævne, at Boris Vukcevic er inkluderet i spillertruppen for den kommende sæson. Selvom han formentlig ikke kommer til at få mange minutter, så er det et signal om den optimisme, der hersker i klubben i øjeblikket.

En stor del af årsagen til den optimisme hedder Markus Gisdol. Den tidligere assistent i Schalke, tog over midt i april efter Marco Kurz, og med ham ved roret er der kommet mere struktur på holdet. Han har fundet en god balance mellem de erfarne kræfter og de unge talenter, og så virker hans åbne kommunikationsstil til at være en succes.

Det er blandt andet kommet Jannik Vestergaard til gode, der forud for denne sæson er blevet udnævnt til delt viceanfører.

Optimisme er selvfølgelig ikke nok til at bære holdet hele vejen igennem, så hvis Hoffenheim ikke skal havne i nedrykningskampen igen, skal der først og fremmest lukkes af i defensiven. Med 67 indkasserede mål var Hoffenheim således det hold, der lukkede flest mål ind. Midterforsvaret, der formentlig kommer til at bestå af Abraham og Vestergaard, har dog virket godt organiseret i træningskampene, og så har man i Casteels endelig fundet sin førstemålmand. Efter sidste års mislykkede eksperiment med først Tim Wiese og sidenhen Gomes, var det først da den knap to-meter høje belgier overtog målet, at der kom styr på defensiven.

Det er stadig tidligt på sæsonen, men Modeste ser allerede nu ud til at blive en stor gevinst, og går alt op i en højere enhed kan Hoffenheim måske endda spille med om de europæiske pladser.

Bud på placering: 8.-12.

Bud på opstilling:  Casteels – Beck, Abraham, Vestergaard, Thesker – Rudy, Firmino, Polanski, Volland, Elyounoussi (Salihovic) – Modeste

Hold øje med: Kevin Volland. Det var svært at se, at sidste år var hans første i Bundesligaen. Var i flere kampe den positive overraskelse hos et ellers underpræsterende Hoffenheim-hold, og han kan blive denne sæsons helt store højdespringer. Forlængede for nyligt sin kontrakt til 2017.

Artikelfoto: sportschau.de

You may also like
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Optakt: Tyskland – Spanien: Den moralske (kvart)finale
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 17 – Was Erlaube Bayern?
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 30 i 2. Bundesliga: Er St. Pauli gået i stå og Nordderby i Hamburg
Hannover, optakt, højdepunkter
Optakt til runde 29 i 2. Bundesliga: Derby i Niedersachsen!