bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Kaiserslauterns skæbnemåned fik lykkelig udgang

Kaiserslauterns skæbnemåned fik lykkelig udgang

I begyndelsen af maj måned stod FC Kaiserslauterns sportslige fremtid helt hen i det uvisse. Ville traditionsklubben efter en vanskelig første sæson i 3. Liga overhovedet få samlet nok point for at forblive i ligaen? Og hvis det skulle lykkes, ville ledelsen så få styr på det finansielle og dermed sikre FCK licensen for at fortsætte i den tredjebedste række? Eller ville det være slut med professionel fodbold på Betzeberg i den kommende sæson?

Der er gået nogle uger, og vi har svarene. Kaiserslautern fans kan ånde lettet op. Nedrykningen blev afværget, og licensen for at fortsætte i 3. Liga er i hus. Med sejren i den regionale forbundspokal sidste weekend over Wormatia Worms sikrede sig holdet endda billetten til DFB-Pokalen 2019/20.

„Wunder vom Betze“ og nedture efter Rehhagel-æra

Men lad os kigge lidt tilbage. Hvordan kunne det overhovedet komme så vidt, at nedrykning til amatørrækken blev en realistisk fare for traditionsklubben, der var stiftende medlem af Bundesligaen i 1963 og en fast del af Tysklands fineste række helt frem til 1996? Minderne om FCKs storhedstid under Otto Rehhagel er endnu forholdsvis friske. Rehhagel førte de „Rote Teufel” tilbage til Bundesligaen i 1997 og vandt mesterskabet året efter. Det var den første — og indtil nu— eneste gang en oprykker vandt Bundesligaen.

På mesterskabsholdet (efter 1951, 1953 og 1991 den fjerde i klubbens historie) var bl.a. Andreas Brehme, Michael Ballack, Ciriaco Sforza og Michael Schjønberg.

Men efter enden af Rehhagel-æraen i 2000 pegede pilen nedad. Tabet af nøglespillere, fejlindkøb og vedholdende finansielle problemer var over tid for meget for klubben, der i 2006 efter nogle år i bunden af tabellen resulterede i klubbens anden nedrykning til 2. Bundesiga.

2010 lykkedes det imidlertid at komme tilbage til Bundesligaen, men kun for to sæsoner. I 2012 måtte FCK igen tage elevatoren ned til 2. Bundesliga, og i 2018 så til 3. Liga. Efter en skuffende første halvdel af sæsonen 2018/19 formåede den nye Kaiserslautern træner Sascha Hildmann i det mindste at jage nedrykningsspøgelset ud af Kaiserslautern og sikre holdet en 9. plads i tabellen.

Denne 9. plads ville have været ensbetydende med, at FCK for første gang i Bundesligaens historie ville gå glip af pokalturneringens første runde, eftersom kun de fire bedst placerede hold fra 3. Liga er automatisk kvalificeret til næste sæsons DFB-Pokal. Men 2-1 sejren over Wormatia Worms i forbundspokalfinalen sidste lørdag sikrede æren for de røde djævle og billetten til DFB-Pokalen, hvor klubbens navn allerede står indgraveret to gange (1990 og 1996).

Håndsrækning fra Luxembourg og München

Men hvad så med de finansielle problemer, som konstant har plaget klubben i de forløbne år? På den front kom der i midten af maj måned hjælp fra det tilgrænsende Luxembourg. Entreprenøren Flavio Becca, der er kendt for sine engagementer i sportsverdenen (bl.a. støtter han det luxembourgske cykelhold Leopard Pro Cycling og de luxembourgske fodboldmestre fra F91 Dudelange), har givet FCK et låntilsagn på 2,6 mio. EUR.

Sammen med lånene fra andre finansielle partnere er det nok for at sikre licensen for den kommende sæson i 3. Liga. Udover den kortsigtede støtte skal aftalen mellem Becca og klubben også indeholde investeringer på 25 mio. EUR over de næste fem år. Målet er klart: FCK vil tilbage til 1. Bundesliga.

Og netop fra den fineste række kom der også en hjælpende hånd. Double-vinderne fra Bayern München lagde vejen forbi Fritz-Walter-Stadion mandag aften for at spille en venskabskamp mod de gamle rivaler fra Rheinland-Pfalz. Indtægterne af den såkaldte redningskamp (det blev et 1-1) gik ene og alene til FCK. Eftersom de spillede for fuldt hus (48.500 tilskuere), kommer der omkring 500.000 EUR ind i klubkassen. Bayerns bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge sagde i en pressemeddelelse: „Fodbold lever af følelser og sportslig rivalisering, men også af solidaritet. Derfor vil vi gerne hjælpe, og vi håber, at Kaiserslautern vender tilbage til Bundesligaen i en overskuelig fremtid.“

Det ser ud til, at det finansielle er på plads. Nu gælder det så om at stabilisere og forstærke holdet.

„Vi har et meget godt fundament. Men vi vil forstærke os på alle områder: forsvar, midtbane og angreb. Om tre nye spillere vil være nok, eller om vi får brug for flere, det afgør vi senere“, fortalte træneren Sascha Hildmann for nyligt.

Sommerens transfervindue bliver altså spændende for FCK-fans. I løbet af de næste uger vil også få at vide, om Kaiserslauterns danske midtbanespiller Mads Albæk fortsætter på Betzeberg. Den tidligere FC Midtjylland-profil, som skiftede til de røde djævle fra IFK Göteborg i 2017, kunne pga. af flere skader ikke præstere på sit højeste endnu i den netop overståede sæson.

 

Foto: fck.de

You may also like
Schalke 04, maskot, Comebacks
Schalke: (Kon)Kurs mod 3. Liga?
1. FC Kaiserslautern
Optakt til 24 runde i 2. Bundesliga: Skæbnekamp for Kaiserslautern
Hannover, optakt, højdepunkter
Optakt til 22. runde i 2. Bundesliga: Nye trænere i Kaiserslautern og HSV
1. FC Kaiserslautern
Optakt til runde 11 i 2. Bundesliga: Der Betze brennt!