I Tyskland er der stor fokus på DFB-Pokalen, og siden turneringens oprettelse i 1935 har den budt på utallige dramaer og store øjeblikke. En del danskere er nået hele vejen til finalen, men det er kun få, som har sat sit aftryk på den. I finalen i 2007 lykkedes dette for Jan Kristiansen, som spillede for FC Nürnberg, og han tager os her med helt tæt på Nürnbergs pokaltriumf, der efterfølgende førte til et tilbud og et opkald fra selveste Jürgen Klopp.
Vejen til DFB-Pokal finalen
Semifinalen mod Eintrach Frankfurt var en kæmpe kamp. Det var på hjemmebane og med et fyldt stadion. Jeg spillede højre back i den kamp, da vores normale højre back var blevet skadet. Da vi trådte ind på banen, kunne vi virkelig mærke, at vores fans var tændte og klar til kamp. De ville i den pokalfinale. Det gav os visse procenter mere at træde ind på banen med de fans i ryggen. Det var en stor fornøjelse, og vi var allerede foran 2-0 inden pausen. Efter pausen scorede Galásek (Tomás Galásek, red) så til 3-0, og der var kampen stort set afgjort. Jeg blev selv udskiftet med en halv time igen. ”Sejren er hjemme nu” sagde jeg til mig selv. Jeg gik ud med en god følelse, da jeg netop mente, at vores 3-0 mål havde slået luften ud af Frankfurts spillere. Selvom alt kan ske i fodbold, så følte vi, at vi havde det ene ben i finalen. Vi endte med at vinde 4-0.
Semifinalen på hjemmebane var en fantastisk oplevelse, og vores fans bar os frem. Vi spillede en rigtig fornuftig kamp, og var i fuld kontrol hele vejen igennem. Da dommeren fløjtede kampen af, så var vi alle helt oppe og ringe. Både spillerne på banen, samt os ude på bænken. Det var helt vildt. Vi vidste ikke, på daværende tidspunkt, hvor stor vores bedrift egentlig var. Vi havde spillet klubben i en pokalfinale. En finale som klubben ikke havde været i, i rigtige mange år. I den periode summede byen virkelig af fodboldfeber. Vi var nu klar til finalen mod de nykårede tyske mestre VfB Stuttgart på Det Olympiske Stadion i Berlin.
Finalen i fare for aflysning
Inden finalen var det lidt kaotisk. Dagen op til kampen var Berlin nærmest ramt af skybrud. Der sad vi på vores hotel, og vi vidste ikke, hvorvidt kampen ville blive til noget eller ej. Jeg boede på værelse med Marco Engelhardt, og en mulig aflysning blev da nævnt mellem os. Vi holdt dog de store bekymringer for os selv, da vi i stedet havde fuldt fokus på kampen. Jeg må dog afsløre, at imens jeg sad på hotellet, så var jeg faktisk ret nervøs for kampen. Det var virkelig en voldsom mængde vand som kom.
Kampen endte med ikke at blive aflyst, og vi tog til taktikmødet om middagen inden finalen. Jeg kan huske, at jeg havde haft et super forløb i kampene op til, og havde spillet de fleste Bundesliga kampe. Vi havde så nogle spillere, som var vendt tilbage fra skader. Jeg gik derfor ind til det taktikmøde med en kæmpe forventning om, at jeg skulle starte inde. Jeg havde dog også en frygt for, at jeg skulle starte ude, da de tilbagevendte spillere måske ville tage min startplads.
Jeg sad spændt blandt alle de andre spillere, og så fik vi endelig lov til at se startopstillingen. På højre kant så jeg, at der stod ”Jan Kristiansen”. Jeg blev utrolig glad for at se mit navn, men også lettet. Der er jo stor forskel på at starte inde, og så at starte ude, i en pokalfinale. Det var stort for mig, at jeg fik lov til at starte inde i en tysk pokalfinale.
Rødt kort og kæmpe mulighed
Da jeg trådte ind på det Olympiske Stadion i Berlin, blev jeg virkelig ramt af stemningen. Jeg må indrømme, at stemningen godt nok var vild. Jeg kunne godt mærke, at det her ville være det største, som jeg ville komme til at opleve i min karriere. Det var utrolig stort. Den ene halvdel af stadion var fyldt med Nürnberg fans, og den anden halvdel fyldt med fans fra Stuttgart. Jeg sagde til mig selv ”Okay. Det her bliver fedt”. Jeg husker, at jeg trak lidt ekstra på smilebåndet, da vi skulle til at spille. Det var selvfølgelig i kort tid, at jeg kunne nyde denne følelse, da mit fokus hurtigt vendte tilbage til det fodboldmæssige.
Da vi stod skulder ved skulder, begyndte stadion at spille pokalfinalemelodien, og så mærkede jeg, hvor stort det egentlig var for mig. Jeg nød det virkelig. Det samme gjorde mine holdkammerater. Jeg kunne mærke på dem, at de også synes det var en kæmpe oplevelse, samt en stor kamp som stod for døren. Folk var tændte, og der skulle gives gas.
Vi kom lidt tilfældigt bagud 1-0 efter 20 minutter. Vores forsvarsspiller, Andreas Wolf, gik forkert af bolden i en hovedstødsduel, hvor den hoppede lige inden. Derefter blev Cacau fra Stuttgart headet helt fri, og så stod der 1-0 til Stuttgart. Vi havde fået en god start på kampen, og derfor stod jeg inde på banen og følte, at målet var ufortjent. Vi måtte bare op på hesten igen og kæmpe videre. Vi prøvede at peppe hinanden op på banen, og sagde at vi stadig havde masser af tid. Vi havde en super god trup, som havde en stor tro på, at tingene nok skulle lykkedes. Så længe vi holdt os til vores taktik, så skulle vi nok komme til chancer og score mål. Og det skete jo også efterfølgende.
Vi udlignede relativt kort efter. Vi slog en hurtig kontra fra egen banehalvdel, hvor Stuttgart spillerne næsten formåede at komme helt tilbage. Jeg kan huske det indlæg, som Dominik Reinhardt lagde ind til Marek Mintal. Det var et kanonindlæg, som lå i rummet lige bagved forsvarspillerne, og foran målmanden. Den var ikke nem at få prikket ind, men Mintal var en fantastisk afslutter, og styrede bolden ind i målet. Det var super vigtigt, at vi kom hurtigt ind i kampen igen. Det gav os en rigtig god tro på tingene. Vi skulle nu bare forsætte vores game plan, og se hvad der ville ske.
Kort tid efter opstod der en duel mellem Cacau og Wolf. Her så jeg flere af mine medspillere appellere for et eller andet. Jeg havde ikke selv set situationen, så vidste faktisk ikke, hvad der var sket. Jeg tænkte, at der måtte havde været sket et eller andet, siden så mange spillere appellerede til dommeren. Jeg kunne ikke gøre så meget, så jeg stod faktisk bare og afventede situationen for mig selv. Cacau fik så, ganske korrekt, et rødt kort efter, at han havde slået Wolf. Det er altid farligt når modstanderen får et rødt kort. Det kan nemlig blive en slags sovepude. Jeg synes dog vi fortsatte fornuftigt efter det røde kort.
I slutningen af 1. halvleg fik jeg en kæmpe chance for at score. Det var en halv kontra, hvor jeg blev spillet fri. Da jeg fik bolden, og så hvor Hildebrand (Timo Hildebrand, red) stod, så ville jeg bare dreje bolden udenom ham. Han reddede den desværre, og det var ikke optimalt. Den skulle havde været sparket ind. Det var noget, som jeg virkelig tænkte på i de efterfølgende minutter. Jeg gik rundt nede på banen med en dårlig samvittighed over den brændte chance, da et mål inden pausen havde gavnet holdet.
Fantastisk start – frygtlig afslutning
Vi begyndte 2. halvleg som lyn og torden, og relativt hurtigt scorede vi så til 2-1 på et hovedstød af Engelhardt, som gav os et kæmpe rygstød. En føring på 2-1, samt en mand i overtal, var et godt udgangspunkt for os. Det var en lettelse for os at komme så hurtigt foran i 2. halvleg. Vi følte, at vi var i fin kontrol i denne periode. Vi vidste dog også, at det kunne blive farligt for os at spille mod et hold, som var en mand mindre, og det viste sig også at være tilfældet her.
2. halvleg udviklede sig til en tæt affære, og 10 minutter før tid, begik vores målmand et dumt straffespark, da han nedlagde Mario Gomez. Gomez var egentligt på vej ud over baglinjen, men blev taklet af vores målmand, Raphael Schäfer. Jeg stod i modsatte ende af banen og så taklingen.
”Ej det er løgn det der” var det første jeg tænkte. Alle mine holdkammerater tog sig til hovedet og var opgivende, og jeg var i fuldstændig samme sindsstemning. Det var mega ærgerligt. Schäfer stod endda foran et skifte til Stuttgart, så det tænkte jeg selvfølgelig også på. Det tænkte jeg på, fordi aviserne havde lagt fokus på dette inden kampen. Det var sindssygt mærkeligt det hele.
Men Schäfer var uden tvivl vores bedste målmand, så det var bare en dum fejl fra hans side af. Jeg håbede, at han kunne gøre skaden god igen, men de udlignede desværre på straffesparket. Det var et hårdt slag for os. Vi var så tæt på en pokalsejr, og så alligevel ikke. De sidste 10 minutter var ret hektiske for os. I slutfasen snakkede jeg ikke med nogle af de andre, men jeg havde den klare overbevisning om, at vi bare skulle køre den ud i forlænget spilletid. Vi var godt presset.
I den lille pause inden forlænget spilletid husker jeg, at vi talte fornuftigt til hinanden og forsøgte at gejle hinanden op. Vi havde spillet i overtal i en time og snakkede om, at vi skulle udnytte dette i den forlænget spilletid. Vi havde også fokus på, at vi stod midt i en tysk pokalfinale og havde spillet 2-2 mod de nykårede tyske mestre. Det gav os også noget positivt. Vi var jo underdogs inden kampen. Det havde været en hård kamp, så jeg husker, at jeg var ret træt i pausen, men ikke helt død.
Vi stod også og kiggede over på Stuttgart spillerne. Vi kunne fornemme, at de også var helt færdige. Selvom vi selvfølgelig ikke var 100 procent sikre, så havde vi en god fornemmelse inden forlænget spilletid. Efter den fælles snak med holdet, snakkede jeg lidt med de andre, men ikke noget særligt. Mit eget fokus i pausen var at få tanket en masse energi, og koncentrere mig om det der skulle til at ske.
En dansker bliver legende i Franken
Efter 108 minutter af kampen fik jeg bolden af Wolf ude på venstre kanten. Jeg havde kun en enkelt medspiller med fremme, men ham kunne jeg ikke spille. Da jeg ikke kunne spille den til nogen, tænkte jeg ”Okay. Nu prøver du sgu bare at hakke mod kassen”. Jeg sparkede til bolden, og kunne så se, at den ramte overlæggeren og gik ind. Det var den vildeste følelse, som gik igennem kroppen. Jeg er blevet spurgt mange gange efterfølgende, hvad jeg tænkte på i den situation. Sagen er bare, at jeg faktisk ikke tænkte på så meget. Der skulle bare hakkes på kassen, og håbe på det bedste.
Det var vanvittigt at se bolden gå i mål. Alt gik igennem kroppen på mig. Det var som om, at der gik strøm og adrenalin igennem mig. Den vildeste følelse. Da jeg løber ud for at juble, løber jeg faktisk ud mod min familie. De sidder oppe på tribunen med et dannebrogsflag. Familie, kæreste og svigerfamilie. Det var fantastisk at kunne løbe ud til dem, og fejre målet med dem. De sad langt oppe på tribunen, så jeg kunne ikke rigtigt få øjenkontakt med dem, og slet ikke når der kom en masse ting flyvende i luften fra de andre tilskuere. Det var virkelig den vildeste følelse. De andre fra holdet løb også ud for at juble med mig. Der var så meget jubel og råberi fra mine medspillere.
Jeg ville godt havde haft det, som de faktisk sagde til mig, på bånd eller på skrift, fordi jeg kunne slet ikke høre, hvad der blev sagt til mig. Det var mega forløsende at score, og at vi nu førte 3-2 med kort tid tilbage. Vi var alle sammen godt brugte efter 110 minutter, så målet gav os et energiboost, som man slet ikke kan beskrive. Det var ikke det værste tidspunkt, at jeg hev sådan et mål op af hatten. Det var et fantastisk øjeblik.
Da dommeren fløjtede af, løb jeg ned mod der, hvor jeg jublede ved min scoring. Jeg løb ned mod min familie og forsøgte at få øjenkontakt med dem. Jeg mener ikke det lykkedes. Der er hurtigt nogle holdkammerater omkring mig, og det er primært lettelse og glæde over, at vi havde vundet den tyske pokalfinale, som ramte os. Flere var også henne for at rose mig for mit vanvittige mål. Det var liv og glade dage. Det havde været en kamp, som virkelig havde trukket tænder ud. Det var absolut en forløsning for os, at man havde trukket det længste strå efter 120 minutter. Jeg kan faktisk ikke huske så meget af, hvad der blev sagt, da vi løb rundt på stadion. Vi var bare stolte over at blive tyske pokal mestre. Det var kæmpe stort at løbe rundt med pokalen og ens medalje. Når jeg tænker tilbage, så kan jeg stadigvæk ikke forstille mig, hvor stort det egentlig var dengang.
Fejring i dopingkontrollen
Det vildeste jeg husker ved fejringen er, at Galasék og jeg blev hevet til dopingkontrol lige efter. Vi nåede selvfølgelig at komme med ind i omklædningsrummet, efter vi havde været på sejrsskamlen. Derefter blev vi så hevet til dopingkontrol. Her sad vi og hyggede med nogle øl. Da jeg fik besked på at følge med til dopingkontrollen, vidste jeg faktisk ikke, hvad der skulle ske. Jeg var simpelthen så træt, så havde ingen anelse. Jeg fulgte bare med de herrer fra dopingkontrollen. Set i bakspejlet ville jeg da gerne havde været med i omklædningsrummet og fejre pokaltriumfen noget mere. Omvendt så hyggede vi os inde ved dopingkontrollen.
Da vi landede I Nürnberg dagen efter og skulle hyldes inde i centrum, fik vi virkelig øjnene op for, hvor stort det hele var. Vi blev hentet af en masse Audi Cabrioleter, og så sad vi tre mand i hver Audi. Vi kørte så stille og roligt ind mod centrum i en kortege. Turen var ti kilometer, og der var propfyldt på gaden med fans hele vejen derind. Jeg sad i Audi med Marco Engelhardt og Daniel Klewer, som begge to var mine nære venner i min tid i Nürnberg. Her gav vi high fives til fansene og fik taget billeder, imens vi sad i den her cabriolet. Vi var super stolte og glade over sejren. Det var en fantastisk oplevelse at køre ind mod centrum.
Det var jo mange år siden, at byen sidst havde vundet noget som helst. Pokaltitlen var noget, som byen længe havde håbet på ville lykkedes igen. Jeg kan huske en episode, som viser hvor stor pokaltitlen var for byen. Jeg var ude og spise i den efterfølgende tid, og her skulle vi ikke betale. Restauranten mente, at vi skulle spise gratis, da vi havde gjort noget stort for byen. Folk lever og ånder for fodbold dernede, så det betød virkelig meget for dem. De var stolte over, at der endelig kom et trofæ til byen.
Afviste tilbud fra Jürgen Klopp
Mit mål og pokaltriumfen gjorde også, at jeg kom på landkortet. Flere blev opmærksom på mig og mine evner, og jeg var fyldt med selvtillid. Der var nogle klubber, som var interesseret i mig i tiden op til og efter pokalfinalen. Jeg havde dog spillet så godt, at Nürnberg ikke var villige til at lade mig gå.
Jeg har en god historie fra dengang om en træner, som ville have mig i denne periode. Jürgen Klopp ringede nemlig til mig, og spurgte om jeg var interesseret i at komme til Mainz. Det er lidt sjovt at tænke tilbage på i dag, hvor Klopp er blevet en så stor en træner. Jeg havde dog en god tro på tingene i Nürnberg, og skulle til at spille europæisk med dem. Der ventede en ny sæson med spændende udfordringer, så det var det jeg fokuserede på dengang.
Når jeg ser tilbage, så er jeg utrolig stolt over den karriere jeg har haft. Det var en fed tid i Tyskland. Der er ikke så mange, som er heldige med at blive professionel, og så endda at komme til udlandet og stå i en tysk pokalfinale. Jeg er så stolt over at have vundet den tyske pokalfinale. Det er jo kæmpe stort. Jeg var med fra start, og endte endda som matchvinder. Det er noget som aldrig kan blive taget fra mig. Det er noget, jeg vil være stolt af resten af mit liv.
Jan Kristiansen nåede at spille 2,5 år i FC Nürnberg. Han fik samlet 58 kampe fordelt på alle turneringer. Han scorede kun et enkelt mål, målet i pokalfinalen, men det mål bliver aldrig glemt af fansene fra Nürnberg. Sæsonen efter endte det i en ren katastrofe for Jan Kristiansen og resten af holdet. Opturen med pokaltitlen blev udskiftet med en nedrykning til 2. Bundesligaen. ”En nedrykning i Tyskland er noget helt andet, end herhjemme. Det var en stor katastrofe for holdet og byen” fortæller Jan Kristiansen til Bulibold. Med nedrykningen sluttede hans udlandseventyr også, og Jan Kristiansen skiftede herefter hjem til Danmark og til Brøndby IF.
Foto: dfb.de
