bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Hvem bliver Bundesligaens førsteudfordrer?

Hvem bliver Bundesligaens førsteudfordrer?

Bundesligaen, Meisterschale

Bayern München er stukket af sted med mesterskabet for sjette år i træk. Og i Tyskland frygter man, at de suveræne sydtyskere også løber med titlen de næste seks år. For hvem er det, der skal byde dem op til dans? Hvem er det, der i første omgang skal etablere sig som permanent toer og på sigt kæmpe med om mesterskabet?

I første del af denne miniserie så vi nærmere på klubber som Leverkusen, Leipzig og Frankfurt, der alle er med i toppen i år. I denne artikel retter vi så blikket mod Ruhr, hvor de bitre rivaler fra Schalke og Dortmund lige nu er placeret som nummer to og tre. De to mandskaber har i de seneste mange år været de mest stabile tophold, men hvem af dem har egentlig bedst mulighed for at slutte som toer i denne sæson, og hvem kan på sigt gøre sig forventninger om at kæmpe med om die Schale?

Vi har taget en snak med fans fra de to klubber for at høre, hvordan de ser på deres klubbers muligheder.

Borussia Dortmund

Dortmund ligger i skrivende stund nummer tre i den tyske Bundesliga med 51 point. For at sammenligne havde Dortmund 53 point efter samme antal kampe sidste sæson. En sæson hvor Bayern igen var stukket afsted med mesterskabet.

Hvordan ser fansene på udviklingen i Dortmund, og ser de sig selv som udfordrer på længere sigt til Bayern? Det forsøger formand for BVB fraktion Dänemark, Thore Naujeck, at give sit syn på.

I hvilken retning peger pilen for BVB i øjeblikket, og hvad ser du som årsagen hertil?

’’Lige nu peger den ned ad, men ikke så meget, som den gjorde for nogle uger siden. Stemningen er lidt negativ, fordi man ikke spiller attraktiv og effektiv fodbold, som de sidste par år. Samtidig er der også fans, der er uenige i nogle af de beslutninger, som ledelsen har taget. Nu er det gået lidt bedre efter Peter Bosz er blevet fyret, men fansene er stadigvæk ikke tilfredse. Det har noget at gøre med, at målsætningen har ændret sig massivt de seneste år.’’

’’Den succes vi har haft de seneste par år har ændret målsætningen. Her er der nogle fans, der mener, at vi skal huske, hvor vi kommer fra, og ikke mindst hvor vi har været. (Tæt på konkurs i 2005, red) Andre mener, at vi skal ændre målsætning, fordi ellers så vipper vi aldrig Bayern München fra 1. pladsen.’’

Er Dortmund førsteudfordrer til Bayern?

’’Vi ser os som største udfordrer til Bayern på længere sigt. Der kan selvfølgelig være enkelte sæsoner, hvor andre er lidt bedre, men på sigt tror vi på, at vi er de eneste, der kan udfordre dem for alvor, som vi gjorde for 4-5 år siden.’’

Hvad med denne sæson? Kan I indhente Schalke?

’’Vi tror selvfølgelig på, at vi kan nå 2. pladsen, men det afgørende for os er Champions League kvalifikationen, da det er her, folk vil hen, og her hvor pengene er. Penge som vi i Dortmund har brug for, hvis vi skal have succes igen.’’

Men hvad betyder det at slutte foran rivalerne fra Schalke?

’’Det er absolut vigtigt at være bedre end dem, men her er det mere de interne dueller, der er afgørende. Så længe vi kommer i Champions League, er alt for godt for mig. Der er en stor forskel her på os fans fra Danmark eller andre lande, og så folk fra området.’’

’’For folk fra Dortmund er duellen med Schalke 04 altafgørende, og også langt vigtigere end Champions League kvalifikation. Dem der ikke kommer fra området synes selvfølgelig stadigvæk, at den er vigtig, men vil hellere fokusere på højere mål, såsom international fodbold.’’

 

Bulibolds syn på Dortmund

Ser vi på, hvordan Dortmund igen skal blive en førsteudfordrer til Bayern, skal spillermaterialet også være til det. År efter år har vi set, hvordan Dortmund er nødt til at sælge sin bedste spiller, af og til endda til Bayern. Pengene i fodbold bliver kun flere og flere, og med Premier Leagues TV-aftale er det svært at følge med. Lønniveauet kan de tyske klubber simpelthen ikke være med på, og det er et generelt problem for Bundesligaen, mere end det er Dortmunds problem.

Et sundhedstegn for klubben er dog, at man stadigvæk kan tilbyde tidligere spillere at vende retur til klubben fra Ruhr. Tag bare Shinji Kagawa, Nuri Sahin og ikke mindst Mario Götze, der ellers foretog det skifte som et par stykker har gjort før ham, nemlig til Bayern.

Dortmund har en gylden mulighed for at få denne sæson til at give mening, selvom pilen i store dele af sæsonen har peget nedad. Den kan give mening ved, at de slår rivalerne fra Schalke 04 på udebane i næste spillerunde. Det vil kunne være med til at sikre dem en 2. plads, der isoleret set vil være en succes i denne sæson med tanken på, hvordan situationen var omkring jul.

Udfordrer på sigt til mesterskabet?

Eftersom at Dortmund er det sidste hold, der har vundet mesterskabet inden Bayern, så må Dortmund ses som en klar udfordrer til mesterskabet. Lejespilleren fra Chelsea, Michy Batshuayi, har taget Dortmund med storm, og det er en spiller, Dortmund skal sigte efter at købe fri fra sin kontrakt i Chelsea. Han virker som den målscorer, som Dortmund har manglet efter salget af Aubameyang.

Skal Dortmund blande sig igen, må Marco Reus også sørge for at holde sig skadesfri. Man har, på de få kampe som han spillet i denne sæson, set, at han er manden, der kan gøre forskellen på Dortmund-holdet. Samtidig skal de sørge for, at holde fast i de spillere, der har gjort en rigtig god figur over de sidste par sæsoner. Spillere som Christian Pulisic, Julian Weigl og Sokratis.

Vigtigst af alt er dog, at de får styr på trænersituationen hurtigst muligt. En forlængelse af Stögers kontrakt vil være en devaluering af Dortmund som brand. De har brug for ny energi og et klart (offensivt) spilkoncept. Dortmund skal igen etablere sig selv som Europas kæledægger med unge, spillere og offensiv fodbold.

Der venter en definerende sommer forude, hvor en ny træner skal ind, og hvor en større udrensning i truppen venter. Det bliver en sommer, der bliver enormt afgørende for Dortmunds muligheder for igen at etablere sig som førsteudfordrer til Bayern.

 

Schalke 04

Schalke 04 ligger i skrivende stund på Bundesligaens 2. plads med 52 point. For at sammenligne med sidste år, havde Schalke kun 37 point efter 29 spillede kampe. De er helt sikkert blandt Bundesligaens store overraskelser i denne sæson sammen med Frankfurt.

Hvordan ser Schalkes fans så på udviklingen i klubben, og ser de sig selv som mesterskabsudfordrer på sigt?

Det har Rune Jensen, livslang fan af Schalke 04, forsøgt at give sit syn på.

’’Jeg synes, det ser lovende ud i Schalke i øjeblikket, og jeg synes pilen peger i den rigtige retning. Det er kommet ved, at der er godt styr på økonomien i klubben, og at der er lavet nogle gode transfers. Vi er gode til at udvikle talenter og sælge dem videre, og så er der lige Goretzka.” (Der til sommer skifter til Bayern på en fri transfer, red).

Hvor stor en rolle spiller Domenico Tedesco i den aktuelle succes?

’’Jeg synes, at han gør det ekstremt godt som træner, og han har formået at få klubben tilbage på sporet. Vi kæmper nu om medaljerne og ikke mindst om kvalifikationen til Champions League.’’

Hvor ender Schalke henne i denne sæson?

’’Vi har et rigtig godt slutprogram tilbage i de sidste fem kampe. Blandt andet mod Köln, hvor vi har store chancer for at hente tre point. Ud over det så har vi to lokalopgør mod Gladbach og Dortmund, hvor vi i de to udekampe fik uafgjort. Derfor ser jeg gode chancer for point i de to kampe også. Vi kan selv afgøre, hvor vi ender, men det ville være fedt med metal om halsen, og jeg tror på, at vi kan ende på 2. pladsen.’’

Hvad betyder det indbyrdes forhold til rivalerne fra Dortmund?

’’Det vil helt klart være en succes at ende over Dortmund, men vi håber endnu mere på en evt. pokalfinale. Især nu hvor vi har Frankfurt i semifinalen.’’

Hvordan er perspektiverne så, hvis vi kigger lidt længere frem?

’’Det er svært at sige, om vi er førsteudfordrer til Bayern München. De er så stærke sæson efter sæson, men som det ser ud lige nu, vil jeg sige at vi er kandidat til titlen, hvis man ser det hen over de næste fem sæsoner.’’

 

Bulibolds syn på Schalke 04

Vi mener, at der skal flere sammenhængende sæsoner til, før at Schalke 04 skal kunne se sig selv som førsteudfordrer til Bayern München. Sidste gang Schalke 04 endte i top fire var i sæsonen 13/14.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Tedesco har gang i noget imponerende i Schalke 04, men han er stadig ung, og han skal vise sit værd over længere tid. Næste sæson skal Schalke også spille europæisk, og kan en forholdsvis small trup håndtere det?

I denne sæson bør de dog kunne sikre sig andenpladsen. Selv hvis det skulle blive til nederlag i Revierderbyet. Schalke har været det mest stabile hold i et en ellers ustabil suptob, selvom nederlaget mod HSV selvfølgelig var et varsel om, at ingen er fuldkommen.

Udfordrer på sigt til mesterskabet?

Desværre for Schalke 04, og så mange andre hold fra Bundesligaen, er der et problem, der vender tilbage, når det kommer til at holde på stammen af gode spillere: Bayern München. Bayern har for nylig skrevet kontrakt med Leon Goretzka på en fri transfer, og netop heri finder vi en anden udfordring for de kongeblå. Matip, Kolasinac, Goretzka og formentlig Meyer. Fire nøglespillere, der alle er skiftet gratis inden for få år. Schalke skal have bedre styr på kontrakterne, så de ikke sender gratis guld på gaden, men med Heidel ved roret, er der også grund til at være optimistiske.

Deres ungdomsakademi er stadig formidabelt, akkurat som deres talentrekruttering er det, men de skal blive bedre til at bruge de store penge. De har været dygtige til at finde spillere i mindre klubber og gør dem til Bundesligaspillere, men kan de også finde etablerede spillere, der kan løfte holdet?

Ligesom med Dortmund venter der en spændende sommer forude for Schalke, der formentlig kommer til at være særdeles aktive på transfermarkedet.

 

Mange vil være toer, men hvem vil være mester?

Det er sigende for diskursen i medierne og klubberne indbyrdes, at alle snakker om, hvem der fremover skal være toer i Bundesligaen. Bayern sidder solidt på tronen, og der tales om at blive førsteudfordrer snarere end mester. Er Bayern München bare for gode til, at nogen klubber tør at have forhåbninger om at bliver mester? Det er desværre den tendens, vi ser, når vi kigger på subtopholdenes holdning til dette. Bayern har allerede sikret sig det tyske mesterskab, og her allerede inden den nye sæson er gået i gang, er det svært at se nogle hold ændre på det til næste år. Også selvom der skal skiftes træner i mesterklubben.

Bayern er stadig klubben alle tyskere drømmer om at spille for – seneste eksempel med Goretzka – og så længe det er holdningen, bliver deres position svær at ændre på. Dortmund og Schalke er traditionen tro, de største udfordrere, men måske problemet er, at de mere kæmper internt med hinanden end med Bayern.

Rent økonomisk har RB Leipzig de måske bedste forudsætninger til at udfordre Bayern i de kommende år, men selv med Red Bull pengene i ryggen må de indse, at heller ikke de kan holde på de bedste spillere (Naby Keïta).

Bayern er på næsten samtlige parametre en klasse eller to foran konkurrenterne, og skal spændingen tilbage i Bundesligaen er det nok dem, der skal falde i niveau. Ingen af de andre hold har inden for de næste par år mulighed for at nå op på det niveau, som Bayern har vist de seneste par år.

Husk, at vi viser den direkte kamp om 2.pladsen i Revierderbyet mellem Schalke og Dortmund her på siden. Se med søndag klokken 15:30

You may also like
Borussia Dortmund, BVB, Nuri Sahin
Dortmund og Nuri Sahin: Et sted mellem Stallgeruch og mittelmaß
Hvor gammel er Youssoufa Moukoko
Hvor gammel er Youssoufa Moukoko egentlig?
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen