Den har ligget og luret de sidste år: Fiaskoen. Overskrifter om det famøse ur, der stadig tikker er blevet støvet af og genbrugt på diverse nyhedssites. Et spørgsmål hæver sig i bunken af historier om den aldrende dinosaur, der nu ser ud til at måtte lade livet for alvor: Hvad er til grunds for, at 2017/2018 bliver sæsonen, hvor respiratoren nok ikke længere kan holde Bundesliga-blodet cirkulerende i den nordtyske storby?
Før jeg vil begive mig ud i et forsøg på at svare på førnævnte spørgsmål, så er det måske en god idé at præsentere grundlaget for, hvorfor jeg har valgt at skrive om netop HSV, og den, nok, forstående nedrykning.
Bundesligaen og mit forhold til selvsamme er vokset markant gennem de senere år, og deraf også min kærlighed til HSV. Jeg har altid fulgt med bredt i hele fodboldverdenen, men først i 10’erne er jeg for alvor begyndt at følge intenst med i Bundesligaen. Derfor kan man vel sagtens kategorisere min ’nyfundne’ kærlighed til HSV som ulykkelig, idet jeg først for alvor hoppede med på vognen, da det begyndte at gå ned ad bakke: Fra beskedne 7. og 8. pladser til relegationsspil og nu en forventet nedrykning. Der kan vi tale om en kurve, der har bevæget sig stødt i den forkerte retning.
De sidste år har jeg som fan følt, at klubben har været i et form for limbo. Et hav af forskellige trænere og en manglende fornemmelse af, at klubben var i bedring. Dette har været presserende siden starten af dette årti, og alligevel skriver vi 2018, før ideen om at træde vande har syret benene så meget til i klubben, at man falder sammen og drukner. Hvad har været årsagen til, at det netop blev i denne sæson af korthuset faldt sammen under HSV?
Fra Barbarez til Bobby
Man skal ikke bruge mange øjeblikke på statistikker for at finde frem til klubbens største problem i år: De scorer alt for få mål. I skrivende stund har HSV scoret 18 mål i 25 kampe. Det er et snit på 0,72 pr. kamp, imens man sidste år lå på 0,86 mål pr. kamp (dog efter 34 kampe). Umiddelbart ikke den største forskel, men forskellen ligger ofte i, hvor afgørende er de mål, der så bliver scoret.
Holdet har kun vundet fire kampe i hele sæsonen, hvoraf halvdelen af dem kom i de første to runder. (1-0, 2 x 3-1 og 3-0). Lidt hurtig matematik, og så kommer man frem til, at trækker man disse kampe fra, så har klubben blot scoret otte mål i de resterende 21 kampe. Tilmed skal det nævnes, at kun fem mål er scoret siden 26/11, og hvad vigtigere er: Ingen kampe er vundet siden sejren over Hoffenheim den 26/11. Hvad er bevæggrunden for de manglende mål?
Et stort problem for HSV har de seneste mange år været, at man har manglet en kvalitetsangriber. Bobby Wood har fået utallige kampe fra start på toppen for at bevise det talent, som han viste i Union Berlin, men det er ikke lykkedes endnu. For at være helt ærlig, så er Woods statistikker helt horrible for denne sæson: Han har scoret et enkelt mål i 19 kampe. Dette fik først Markus Gisdol til at prøve sommerens indkøb fra Mönchengladbach Andre Hahn på toppen i håbet om, at den hårdtarbejdende hurtigløber skulle løse målkrisen i angrebet, men nej. Tre mål i 22 kampe er det blevet til for ham.
Den 28. oktober troede Gisdol så, at han havde fundet løsningen. Jann Fiete-Arp var kommet hjem fra U17 VM, og han kvitterede i sin blot anden Bundesligakamp med en kasse mod Hertha på det Olympiske Stadion i hovedstaden. Den unge Arp på blot 17 år fik fire startpladser i træk efter denne kamp, hvilket var kulminationen på desperationen hos Gisdol. Selv påstod han, at man ikke kunne forvente, at to ungdomsspillere (Arp og kantspilleren Tatsuya Ito) var nøglen til bedre spil. Alligevel spillede de mange minutter i den evige famlen efter den rette omstilling.
Sidste weekend var det på tide at prøve endnu en løsning. Sven Schipplock, som klubben for længst har afskrevet i fremtiden, fik chancen i håbet om, at han skulle være den hengemte frelser. Trods en fin indsats i kampen mod Mainz, blev det heller ikke til point her. Heller ikke Hollerbach har fundet løsningen i front, og spørgsmålet er vel, om det overhovedet vil lykkes.
Forskellen på pragmatisme og famlen i blinde
Taktisk har HSV forgæves famlet rundt efter den rette løsning. Gisdol forsøgte i starten af sæsonen at fortsætte med sidste sæsons momentum, og han bragte den 4-2-3-1 opstilling tilbage, der har været så dybt forankret i HSV de seneste år. Det gav pote i de to første kampe. Resten af kampene blev HSV ofte kørt over af bedre spillende hold, når de kom farende i pres. Da resultaterne begyndte at gå ned ad bakke, skiftede det nærmest fra kamp til kamp. Både Gisdol og nu Hollerbach har ofte forsøgt sig med 5-4-1 opstillingen, hvor man spiller med enten Papadopoulos – Mavraj – Van Drongelen eller Papadopoulos – Van Drongelen – Sakai i centerforsvaret.
I kampene hvor holdet spillede 4-2-3-1 blev det ofte ledsaget af et forholdsvis højt pres. Et pres, som HSV simpelthen ikke havde struktureret godt nok. Flere gange i løbet af sæsonen faldt presset helt sammen, idet det blev alt for individuelt pres. Især i de første opgør mod Dortmund og Leipzig blev man kørt midt over i sekvenser, hvor de simpelthen blev spillet tynde. Den manglende struktur på holdet var tydelig.
Løsningen på de store huller skulle løses med en 5-4-1 opstilling, der omvendt fuldkommen neutraliserede holdet offensivt. HSV endte ofte med ni mand på egen halvdel, og selve strukturen i opspillet endte ofte med et billede, hvor mellemrummet mellem midtbane og angriber blev alt for stort. Alternativet til disse to opstillinger er endnu ikke fundet i denne sæson, hvilket i sig selv er en kende mystisk, når intet af det har virket.
Identitetskrise
Identiteten har været svær at finde hele året. Der er absolut ingen tegn på en gennemgående spillestil, hvilket i sig selv måske er meget godt bilede på holdet de sidste år: Har man spillet med en spiller eller en taktik i en kamp, som har virket den ene gang, så prøver man igen. Virker det ikke, så er der absolut intet at falde tilbage på. Ingen gennemgående spillestil. Ingen identitet.
Identitet er vel egentlig nøgleordet, når vi taler om en af de primære årsager for holdets fald fra storhed. Manglende tid til trænere og tilfældige spillerindkøb på transfermarkedet efterlader klubben et sted, hvor der er brug for retningslinjer: En træner og bestyrelse på samme side, der vil det samme med klubben. Det perfekte eksempel ses også på det nuværende hold: Der er unge, spændende talenter i truppen som Gideon Jung, Fiete-Arp, Rick van Drongelen osv. Undervejs i sæsonen vælger HSV så at hive Sejad Salihovic ind på 33, der er langt fra sit niveau i Hoffenheim. Er det et spørgsmål om ledertyper, eller er det bare et tegn på desperation?
Konklusion
Længe har jeg egentlig set nedrykning som en mulighed for klubben. Et wake-up call til klubbens magtmænd om, at der skal ske noget på de interne linjer: En klar retning både på og ude for banen. For det er der behov for, hvis klubben skal tilbage, hvor den hører til. Det er nemlig vigtigt at understrege, at problemet ikke kun ligger på banen eller på bænken. Den ligger i høj grad også hos bestyrelsen!
Selvfølgelig er det da træls, at man nok skal se sin klub rykke ned officielt om et par måneder. Det legendariske fordufter en smule, når dinosauranalogien forsvinder, og uret tikker for sidste gang. Men nogen gange skal der noget drastisk til, før man ser forandring. Jeg håber det sker, for jeg vil blankt erkende, at Bundesligaen uden HSV ikke er det samme.
For selv når HSV har været ringe, hvilket, desværre, er den eneste reelle identitet, der har gennemsyret klubben på det seneste, så har de været et samtaleemne. En dag i fremtiden bliver det forhåbentlig for noget vedvarende positivt og ikke blot for den korte glæde af at overleve endnu et år. For selv ikke en dinosaur kan holdes kunstigt i live. Med mindre det mest uventede og usandsynlige stykke vanvidshistorie er undervejs for ”Die Rothosen”.
Læs også: Kampreportage – Uret tikker, men hvor længe
