bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Gladbachs jagt på stabilitet

Gladbachs jagt på stabilitet

Optakt, Gladbach

Efter en skidt “Hinrunde” gik den ikke længere for Gladbachs nu tidligere træner Andre Schubert. Den nye mand i spidsen for “die Fohlen” hedder Dieter Hecking, og hans vigtigste opgave på både kort og langsigt bliver at skabe stabilitet.

Af Jeppe Krarup-Nielsen og Nicolai Lisberg

På mange måder er det passende, at det var Dieter Hecking, Gladbach valgte som deres nye træner. Det var nemlig hos die Fohlen, at han fik sin Bundesligadebut tilbage i 1983. Det store spillemæssige gennembrud blev det aldrig til for midtbanemanden, der i stedet kastede sig over trænergerningen, da han stoppede sin aktive karriere i 2000.

Via klubber som Aachen, Hannover og Wolfsburg, er han nu tilbage i den klub, hvor det hele begyndte for over 30 år siden. På nær forrige sæson hvor Wolfsburg vandt pokalen og endte som toer i ligaen, har Hecking ikke haft den store succes som træner. Omvendt har han heller ikke ligefrem underpræsteret. Han er hverken brandslukker eller mestertræner – han er stabil. Og det er lige præcis det Gladbach efterspørger.

Set over de sidste seks år har Gladbach endt på en relegationsplads, kvalificeret sig til Champions League, fået en midterplacering, kvalificeret sig til Champions League for i denne sæson at ligge nummer 14 ved vinterpausen. Under Schubert blev det til 17 sejre i 24 hjemmekampe mens det kun blev til fire sejre i 21 kampe på fremmet græs. Det eneste man kunne regne med ved Gladbach var, at man aldrig kunne regne med dem.

Forårssæsonen og formationen

Heckings opgave bliver i første omgang at bringe Gladbach sikkert igennem foråret. De har tre point ned til stregen og bør ikke komme i problemer. Heller ikke selvom det ikke har været det mest solide aftryk, de har efterladt på deres træningskampe. To sejre over henholdsvis Würzburger Kickers og Zulte-Waragem blev afløst af to nederlag til Mainz og Düsseldorf i en miniturnering for knap en uges tid siden.

Endnu en opgave for Hecking bliver at tage stilling til formationen. Under Favre stillede Gladbach konsekvent op i en klassisk 4-4-2, mens Schubert svor til en 3-4-1-2. I både Hannover og Wolfsburg har Hecking næsten udelukkede benyttet sig af en 4-3-3 opstilling.

I de første par træningskampe har Hecking eksperimenteret med både tre og fire mænd i bagkæden, mens han har kørt med både diamant og mere klassiske wings på midten. Direkte adspurgt om sine foretrukne formation sagde Hecking for nyligt i et interview med SPORTBILD:

”Jeg tror, kun det er godt, hvis vi kan spille to systemer. På den måde har vi mulighed for at omstille os, hvis vi ser, at det enes system ikke rigtig fungerer.”

Uanset hvilken talkombination han ligger sig fast på, skal han helst have Raffael til at fungere på holdet. Brasilianeren sad ude i store dele af efteråret, og de sidste par års Gladbachs topscorer var stærkt savnet i en offensiv, der kun formåede at score 15 gange i efteråret.

Hecking udtalte ved sin præsentation, at han ikke er fan af vintertransfers, men Gladbach og sportschef Eberl har alligevel haft pungen op ad lommen. Midterforsvaren Timothee Kolodziejczak er kommet til fra Sevilla, mens angriberen Julio Villalba er hentet fra lidt mere ydmyge Cerro Porteno. Kolodziejczak har fået fint med spilletid i træningskampene og er formentlig udset som en direkte afløser for Andreas Christensen, der efter alt at dømme ryger tilbage til Chelsea i næste sæson. Villalba ligner ikke en her og nu løsning på angrebsfronten, til trods for at Gladbach tidligere har haft succes med sådanne former for nyerhvervelser.

Ambition om Europa

Mens Hecking og Gladbach her og nu ligner et fint match, er spørgsmålet, hvordan de to passer på længere sigt. Som tidligere nævnt går det sjældent helt galt med Hecking, men omvendt går det heller aldrig helt godt. Gladbach har ikke lagt skjul på, at de ser sig selv som en klub, der dyster om de europæiske pladser hvert eneste år.

Med 11 point op til sjettepladsen er de europæiske pladser næsten allerede ude af syne for denne sæson, hvilket kan resultere i, at flere spillere ønsker at søge væk til sommer. Andreas Christensen forventes som tidligere nævnt retur til Chelsea, mens Dahoud ikke har lagt skjul på, at han gerne vil væk. Også Sommer kan blive aktuel for større klubber.

Vi er ikke ude i kategorien brandslukkere, når vi taler om Hecking, der i gennemsnit sidder 87 kampe i de klubber, han er træner. Ganske fornuftigt (og stabilt) i en liga, der allerede før jul oplevede sin syvende trænerfyring i denne sæson. Problemet er bare, at der sjældent er en længerevarende udvikling, der hvor Hecking har været træner. I Hannover fik han reddet holdet fra nedrykning og førte dem tilbage til subtoppen, inden de igen dumpede stille og roligt ned ad i tabellen. I Nürnberg leverede han ganske fornuftigt for små midler, men det var ikke specielt underholdende fodbold, og ret beset formåede han ikke at flytte klubben i den tid, han var der. Og så er vi tilbage til Wolfsburg, hvor han førte dem næsten helt til tops blot for at se dem dumpe ned igen.

Selv med et par mulige spillerafgange til sommer, er fundamentet i Gladbach på plads, og med Eberl som sportsdirektør er der også lang snor til Hecking. Det har han også haft i sine tidligere klubber, uden det dog for alvor har resulteret i længerevarende succes.

Hecking er det stabile valg, men er han også det rigtige valg? På lang sigt er der i hvert fald grobund for skepsis.

You may also like
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt
TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse
Sæsonoptakt: TSG 1899 Hoffenheim – den upopulære landsbyklub
Gladbach, logo, Borussia Mönchengladbach
Sæsonoptakt: Borussia Mönchengladbach – nye føl i stalden
Eintracht Frankfurt, Maurizio Gaudino, Dino Toppmöller
Sæsonoptakt: Eintracht Frankfurt – topfodbold fra Toppmöller?