Under mottoet “Fortuna für alle” fortsætter Fortuna Düsseldorf deres projekt med at give fodbold tilbage til fansene, og derfor vil fire af deres hjemmekampe i den kommende sæson være gratis for alle.
Det skabte stor opmærksomhed, da Fortuna Düsseldorf i april sidste år lancerede ideen “Fortuna für alle”. I en stadig mere og mere kommerciel fodboldverden, hvor alt er til salg, ville F95 vende det hele på hovedet. De ville give fodbolden tilbage til fansene.
Derfor gjorde de tre af klubbens hjemmekampe gratis for alle, og de lagde ved præsentationen af ideen ikke skjul på, at planen var på sigt var, at alle Fortuna Düsseldorfs kampe skulle gøres gratis.
Det skal dog ske gradvist, og nu har de så meldt ud, at antallet af gratis kampe i den kommende sæson stiger til fire.
Gratis kamp mod HSV
Vi kan kun understrege det igen og igen: “At fortsætte sådan her” var ikke en mulighed for os. Uden ‘Fortuna für alle’ ville vi formentlig stå over for svære beslutninger i dag. Det er vores svar på, hvordan vi som klub håndterer udfordringerne i tysk professionel fodbold og ønsker igen at spille i den bedste række, forklarer Fortunas administrerende direktør, Alexander Jobst.
Da projektet i sin tid blev lanceret, var der skeptikere, der mente, at folk i stedet for penge kom til at betale med data, ligesom det blev kaldt et PR-stunt af de store, men en stor undersøgelse foretaget efter sidste sæson viser, at projektet indtil videre har været en stor succes.
Til de tre gratis kampe i sidste sæson var der over 350.000 forespørgsler på billetter, og antallet af no-shows var mindre til disse tre kampe end til de øvrige kampe i sæsonen.
I alt svarede 70 procent af fansene, at de var glade for initiativet, mens kun ni procent så det som noget negativt. Og så har det også haft den følgeeffekt, at der op til denne sæson er blevet solgt 19 procent flere sæsonkort.
De fire gratis kampe til denne sæson er:
F95 – HSV (4. – 6. oktober 2024)
F95 – SV Elversberg (22. – 24. november 2024)
F95 – SV Darmstadt (17. – 19. januar 2025)
F95 – Preußen Münster (4. – 6. april 2025)