De har kun spillet 1. Bundesliga i to ud af de seneste otte sæsoner, men før det var FC Kaiserslautern nærmest fast Bundesliga-mandskab, dog altid med meget svingende resultater. Ét vil herimod blive husket for altid, nemlig mesterskabssæsonen 1990-91.
Af: Nicolai Sabro Hansen
Bayern München har i mange år siddet på tronen som tysk Bundesliga-mester, og det gjorde de også ganske solidt i slut-1980’erne. Mellem 1984 og 1990, vandt de fem ud af seks mulige mesterskaber, og op til 1990-91-sæsonen forstærkede de sig med Stefan Effenberg fra Borussia Mönchengladbach, Michael Stern fra Karlsruhe, og ikke mindst danske Brian Laudrup, som blev hentet i Uerdingen. Men som så mange gange før blev Bayerns altoverskyggende perioder for korte stunde blive afbrudt, denne gang på noget sensationel vis – trods de bemærkelsesværdige forstærkninger.
Pokalmestre og nedrykningskandidater
Sæsonen 1989-90 afsluttede FCK som nummer 12 i Bundesligaen. Længe havde de været nedrykningstruet, men endte med at slutte med to point ned til nummer 16, som, traditionen tro, skulle ud i play off-kampe mod 2. Bundesligaens nummer tre for at sikre sig endnu en sæson i den bedste tyske fodboldrække.
Den relativt dårlige sæson i 1989-90 sluttede dog med triumf i DFB Pokal, hvor Kaiserslautern overraskende vandt pokalen. Dette var den tredje gang træner Karl-Heinz Feldkamp havde vundet trofæet på fem år – alle tre gange med hold, som ikke var blevet givet en chance før turneringsstart, nemlig Uerdingen i 1985, Frankfurt i 1988, og nu Kaiserslautern i 1990.
Trods det flotte resultat i pokalturneringen, og en træner kendt for at lave flotte resultater med mindre hold, var der mest lagt op til en sæson, hvor klubben bare skulle overleve. Det blev der dog hurtigt lavet om på.
Etablering som tophold
Allerede efter fire runder havde Kaiserslautern nemlig for første gang erobret førstepladsen. Sammen med Bayern München duelerede de to mandskaber sæsonen igennem på nær 13. spillerunde, hvor Werder Bremen for en kort bemærkning fik lov at ligge øverst.
Feldkamps tropper bestod af spillere som blandt andet Stefan Kuntz, Bjarne Goldbæk og Axel Roos. Sidstnævnte en klublegende uden lige. Roos spillede i perioden 1984 til 2001 for ’De Røde Djævle’, men det resulterede kun i 328 kampe for klubben. Derudover bestod holdet også af spillere som Guido Hoffmann, Bruno Labbadia, Demir Hotic, Marco Haber, Thomas Dooley og Gerald Ehrmann. Alle var vigtige brikker på et – indtil videre – meget overraskende Kaiserslautern-hold, som hjemme på Fritz-Walter-Stadion, virkede mere eller mindre uovervindelige. Kun en kamp tabte de hele sæsonen, på stadionet som er opkaldt efter den største spiller klubben nogensinde har set.
Fritz Walter
Fritz Walter var en af de spillere, der i 1953 havde været med til at vinde Bundesligaen med netop samme klub. Han var en maskine, og er nu en sand legende. Kaiserslauterns hold blev kaldt ”Walter Elf”, og det var kendt, ikke kun i hele Tyskland, men i hele Europa. Han spillede i klubben fra han var ni år gammel til han afsluttede sin karriere 30 år efter, i 1959. I den periode nåede han at spille 411 kampe, som gav 380 mål til følge, og det var blevet til mange flere, havde 2. verdenskrig ikke ligget i den periode.
Walter blev nemlig i krigsperioden indkaldt til de tyske tropper, og i 1945 blev han fundet som krigsfange i den rumænsk-ukrainske Maramures-lejr. Da han kom tilbage fra krigen, havde Walter malaria, men det forhindrede ham ikke i at sætte FCK på verdenskortet. Han første klubben til dens to første mesterskabet i 1951 og 1953, og året efter, i 1954, var han anfører for det vesttyske landshold, der sensationelt vandt verdensmesterskaberne i fodbold.
De dumme vandt
Tilbage til Bundesligaen og sæsonen 1990-1991, hvor ligaen i seks runder havde set mere eller mindre normal ud. Bayern og Werder Bremen kæmpede om førstepladsen, og skiftes til at føre ligaen, som var det et cykelhold der kørte holdkørsel i Tour de France. Kaiserslautern slap dog aldrig helt toppen, og efter 22. spillerunde var det vestlige vesttyske hold tilbage på førstepladsen. Det skete efter en vaskeægte topkamp mod Bayern München den 23. marts 1991, for øjnene af 38.500 tilskuere.
Kampen blev fløjtet i gang kl 15:30, og her var der ingen der regnede med hjemmeholdet. Bayern havde i første opgør smadret Kaiserslautern med 4-0, og allerede efter fire minutter havde de fundet netmaskerne. Det var Roland Wohlfarth, der havde bragt gæsterne foran, og det var også med den scoring, at Bayern kunne gå til pause foran, og med et ekstra stort forspring ned til hjemmeholdet i ligaregi.
Begge hold startede anden halvleg med en udskiftning. Hjemmeholdet satte Bernhard Winkler på banen til fordel for Guido Hoffmann, mens Brian Laudrup blev erstattet af Michael Sternkopf for udeholdet. Værterne var fortsat oppe mod alle odds, og efter en times spil fik de brudt igennem Bayern-forsvaret, der bestod af målmand Aumann, og fireback-kæden med Jürgen Kohler, Roland Grahammer, Stefan Reuter og Hans Pflügler. Det var den træfsikre Demir Hotic, der fik banket bolden i nettet. Kun seks minutter senere blev førerholdet i ligaen reduceret til ti mand, da Manfred Bender blev udvist, og så så det lige pludselig godt ud for Kaiserslautern, der øjnede deres muligheder mod favoritterne. Efter 82. minutter satte Kaiserslautern Bjarne Goldbæk på banen. Han kom ind i stedet for Markus Kranz, og fra nærmeste hold kunne han se FCK bringe sig foran 2-1 på et mål af Stefan Kuntz, og så var de, for første gang siden 15. spillerunde, tilbage på førstepladsen.
Kampe medførte efterfølgende et stort fokus. Stefan Effenberg endte blandt andet på forsiden af Kicker med citatet: ”Die anderen sind zu blöd, um Meister zu werden”, oversat til at Kaiserslautern, nedrykningskandidaterne fra sidste sæson, simpelthen var for dumme til at blive mestre – også selvom de lige havde vundet over de dobbeltregerende mestre. Også Uli Hoeness var ude og kommentere på kampen. Hans kommentar var: ”Jeder, der Ahnung hat, weiß, dass Kaiserslautern nicht Meister wird”, og hentyder til at alle der har forstand på fodbold, vidste at Kaiserslautern ikke var et mesterhold. Faktum var dog, at selvom der var 11 runder tilbage, så lå de regerende pokalmestre nummer et.
40.000 udebanefans
I 32. spillerunde lå Kaiserslautern fortsat nummer et, og alt tydede på, de ikke var så dumme endda. Der skulle dog ikke meget til at ændre på det syn, og da de i anden sidste spillerunde tabte 2-3 til Gladbach på hjemmebane, skulle der altså blot et nederlag til mod Köln, og en sejr til Bayern, til at Feldkamps tropper havde dummet sig maksimalt, hvilket ville bekræfte både Effenberg og Hoeness i deres teorier.
Bayern kunne dog også dumme sig ved slet ikke at vinde sæsonens sidste kamp. Gjorde de det, så havde Kaiserslautern pr. automatik vundet ligaen, men da kampene blev spillet samtidig og da årstallet var 1991, så havde de i Köln ingen anelse om hvad der foregik på Olympiastadion i München, og at KFC Uerdingen havde formået at holde de regerende mestre til et katastrofalt 2-2-resultat.
Der blev herimod aldrig nogen tvivl om udfaldet på kampen mellem Köln og Kaiserslautern. Köln blev kørt over af et Kaiserslautern-hold pint ved tanken om at tabe mesterskabet på sæsonens sidste spilledag for øjnene af 40.000 tilrejsende tilskuere. Naturligvis var der ikke plads til alle på stadion, da der nemlig så kun var plads til 15.000 af hjemmeholdets tilskuere, men faktum er, at 40.000 fans havde taget turen til Köln.
Inden kampen havde legendariske Fritz Walter opfordret spillere, træner og stab til at stille sig i en rundkreds i omklædningsrummet, kigge hinanden i øjnene, og sammen sige kliché ordene, ”én for alle, alle for én”. En sand klub mand, der kunne bære tanken om at sit elskede hold skulle miste sin første titel, siden han selv var med til at vinde den i 1953. Han var så nervøs for kampen, at han havde valgt ikke at følge den, men i stedet bruge tiden i sin have.
Efterfølgende må han være skuffet over den beslutning. For allerede efter 14. minutter havde Kaiserslautern bragt sig foran med 2-0, og ved halvleg stod den 4-1. Selvom Köln i anden halvleg startede bedst, og efter 47. minutter havde bragt sig på 2-4, så sikrede førerholdet sig den endelige titel, da Marco Haber efter 77. minutter scorede til 5-2. Markus Schupp fik lov til at afslutte ballet efter 90. minutter til 6-2, og dermed var den første Bundesliga-titel i 38 år en kendsgerning. Mens Kaiserslautern-spillerne fejrede titlen, gik havelågen op hjemme hos Fritz Walter. Det var hans hustru Italia Walter, der kom for at overbringe ham de gode nyheder.
Efterfølgende blev Stefan Kuntz kåret til årets spiller i Tyskland, mens Karl-Heinz Feldkamp blev kåret til årets træner og Kaiserslautern til årets hold, i hvad der var den sidste sæson, hvor landet var delt op i Øst og Vest.
Europæisk fodbold, mesterskab nummer fire og nedrykning
Alt var lykkeligt i byen, der kun lige knap har 100.000 indbyggere. Sæsonen efter bød den på europæisk fodbold og en legendarisk sejr på 3-1 over FC Barcelona i anden runde. Barcelona havde vundet første kamp på hjemmebane med 2-0, og med to mål fra Damir Hotic og et fra Bjarne Goldbæk tydede al på endnu en sensation fra Feldkamp og co. Det blev dog ikke tilfældet, da Maria Bakero fulgte op på et Ronald Koeman-frispark i det 90. minut, scorede, og sendte tyskerne ud af turneringen på reglen om udebanemål.
Efter sæsonen 1991/92-sæsonen stoppede Feldkamp i Kaiserslautern. I 1996 måtte de endda se sig nedrykket til 2. Bundesliga sammen med Frankfurt. Disse to hold var en del af en gruppe på fire Bundesliga-hold, som aldrig havde rykket ud af Bundesligaen. Da nedrykningen blev en realitet betød det, at de eneste hold der ikke havde prøvet at rykke ned var FC Köln og HSV. Førstnævnte rykkede ned i 1998, mens sidstnævnte endnu har den oplevelse til gode. FCK styrtede dog tilbage til 1. Bundesliga, og i deres første sæson tilbage efter oprykningen tog de endnu engang fusen på alle, da de gik hele vejen og vandt deres fjerde og foreløbigt sidste mesterskab. En bedrift der aldrig siden, og formenlig aldrig fremover vil blive gentaget. Siden den gang har det dog haltet med resultaterne, hvor det nærmest kun er gået ned af bakke, og de seneste ti år har ligget og rodet rundt i 2. Bundesliga oftere end 1. Bundesliga.
Men hvem ved. Måske tager de fusen på os igen, som de gjorde det dengang tilbage i 1990/1991 sæsonen.
