Af Søren Østergaard
Det var sproget, der førte mig til Tyskland. Det var umuligt for mig at føre en samtale på tysk, og jeg vidste det jo godt. Det skulle læres. De første par måneder er hårde, men man kæmper sig igennem med kreative sammensætninger af mere eller mindre egnede ord fra sit begrænsede ordforråd. Og man tænker, de må jo tro, jeg er dum. Alle de sjove bemærkninger og historier man har på hjerte, men ikke kan omsætte. Man er virkelig på udebane og socialt udfordret.
Jeg lærte, at tyskere godt kan være reserverede, men altid hjælpsomme og ganske forstående når man kæmper med sproget. Man integrerer sig i takt med sprogets udvikling. Jeg lærte dog også hurtigt, at der bestemt ikke herskede samme høflighed og forståelse blandt rivaler mellem fodboldklubberne.
Og så alligevel… under cowboyjakken med alle mærkerne og frynserne, og under tatoveringerne, og bag de voldsomme udbrud, der gemmer der sig noget overraskende varmt og muntert. Den her overraskede i hvert fald mig…
Jeg flyttede til Wuppertal i efteråret 91. Jeg var til fodbold for første gang i dec. 91. Det var piv koldt, husker jeg, og jeg varmede mig med Glühwein og mit nyerhvervede gul/sorte halstørklæde. Min mor hævder, at Flemming Povlsen var blandt de børn, jeg som lille legede med på vejen i Viby. Det tror jeg naturligvis på, så selvfølgelig skulle det første besøg være på Westfalenstadion i Dortmund.
Jeg var ret uerfaren med live fodbold og store stadioner. En enkelt landskamp i Idrætsparken som det hed dengang, men jeg var ikke forberedt på lydniveauet. Det var så fedt og medrivende, at jeg aldrig glemmer den oplevelse. Jeg kom alene, kunne knapt et ord tysk, men tog hjem med nye bekendtskaber og uden stemme.
Men jeg skulle jo også se Turbo Bent Christensen spille, og her fortsætter den stejle læringskurve på tysk fodboldkultur, for det var samme gul/sorte halstørklæde jeg varmede mig på ”auf Schalke” i februar 92 – ovenikøbet midt i der Nordkurve.
Jeg anede ikke, at Dortmund og Schalke havde så anstrengt et forhold. Det virker jo helt håbløst i dag, men jeg kendte vitterligt ikke til den rivalisering. Men jeg lærte på den hårde måde, for på en dertil indrettet flagstang, mindre end 10 meter fra hvor jeg stod, blev der brændt Dortmund trøjer, flag og halstørklæder af, akkompagneret med lidet flatterende smædesange og de værste gloser fra det tyske sprog. Hold kæft, det var voldsomt for nu at sige det, som det var. For mig var det ragnarok. Der var gang i den på Westfalentadion, men det her var noget ude over min komfortzone, fordi der var så meget had.
Læs også: Revierderby – Når man elsker at hade hinanden
Og selvfølgelig blev mit halstørklæde opdaget. Hvor sindssygt uansvarligt var det lige? Jeg havde jo i min naivitet ikke engang forsøgt at gemme det. Det var en fra gruppen af de hardcore fans bag mig, der prikkede mig på skulderen. Jeg tror simpelthen ikke, de troede deres egne øjne. At stå lige der, alene, midt i den hellige Nordkurve, med et forbandet Dortmundhalstørklæde på?
Jeg så ikke de 10.000 mennesker bag mig, jeg så bare de 8-10 mænd, der stirrede på mig med åben mund og knyttede næver. De føromtalte mænd, med kort pandehår og langt nakkehår, cowboyjakker plastret til i mærker og meget intimiderende.
Det må have været skrækken i mine øjne, der trods alt har afmonteret angrebet. Den ene spurgte mig, om jeg var på selvmordsmission, eller om jeg bare var dum. Sproget har helt givet reddet mig endegyldigt for tæsk, for en anden af mændene spurgte, om jeg kom fra Danmark. Og så skreg de af grin. En tredje beskrev, hvordan han havde været på ferie flere gange i Danmark og var så imponeret over de her jordbær- og kartoffelboder ved vejene, hvor pengekassen stod åben med op til 1.000 kr. i og folk betalte frivilligt, for de varer de tog.
Jeg fik en krammer, og to mænd bad mig gemme det grimme gule halstørklæde væk, og så købte de et blåt/hvidt til mig i stedet. Det varmede på flere måder, og selv om jeg siden december 1991 har været brændende BVB fan, så kan jeg ikke altid mobilisere samme had mod Schalke som mine venner.
Lige p.t. er det de 8-10 mænd fra dengang, der har brug for en krammer, for det går jo mildest talt ikke godt for derude vestpå i den forbudte by. Der gemmer sig trods alt et stort hjerte, bag facaden på en hardcore Schalkefan.
For selvom vi griner lidt af dem og vi præsenterer et rygnummer for ugens pointforskel, så ser vi dem jo helst blive i Bundesligaen. Vi har brug for hinanden, spændingerne og drillerierne.
