bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Nürnberg > Fanfortælling: Mit Nürnberg og kun mit

Fanfortælling: Mit Nürnberg og kun mit

Nürnberg

22. januar 2005, klokken er 15.30, og jeg har sat mig tilrette blandt 21.600 andre mennesker på Frankenstadion i Nürnberg. Temperaturen, som jeg husker den, lyder på cirka minus 60 grader. Det lyder ikke umiddelbart som starten på et forhold, men det er ikke desto mindre tilfældet for mig.

Hvorfor Nürnberg?

Mit forhold til Nürnberg begynder den dag i 2004, da min bror kommer hjem og fortæller, at han via Næstved Handelsskole skal et år til Nürnberg og arbejde i en møbelbutik ejet af to danskere. Som den relativt store fodboldnørd jeg er, er det derfor helt naturligt for mig at tage et kig på det lokale fodboldhold. 1. FC Nürnberg, der på daværende tidspunkt er placeret i 2. Bundesliga. De ligger dog med gode muligheder for oprykning, og dette skal også lade sig gøre, skal det senere vise sig. Det er altså en by med et hold i den bedste tyske række, som min storebror rejser ned til i sommeren 2004. Familien planlægger selvfølgelig en tur til Nürnberg, og det skal altså i midten af januar året efter.

Byens fodboldhold er en lidt sjov historie. Ikke bare fordi de rent faktisk holder ni tyske mesterskaber, men også fordi det er den klub i Tyskland, der har rekorden for flest nedrykninger fra den bedste tyske række. Fansenes slogan ”I don’t regret this love” siger en hel del om den tilstand, som klubben har været i de seneste mange år. Alligevel er Nordkurven fuldstændig pakket med de mest hardcore Nürnberg fans, da vi træder ind på det gamle stadion den dag i januar.

Stadionoplevelsen

Frankenstadion er et specielt sted, og Nürnberg er i det hele taget en speciel by. Under Nazityskland var Nürnberg værtsby for partiets årlige Reichsparteitage, og Frankenstadion var en del af den park, som nazisterne fik bygget til formålet. Man kan ikke undgå at blive lidt opslugt af historien, når man går mod stadion. Den kæmpe plads med Hitlers talerstol for enden står der stadig, og man har i det hele taget valgt at beholde mange af de historiske bygninger. Det var dog ikke historieundervisning, vi var kommet for, det var derimod et godt skud tysk fodboldkultur. Med læderveste, tvivlsom mad og fadøl så langt øjet rækker.

Lad mig slå det fast med det samme, det kan Nürnberg i den grad tilbyde. Frankenstadion kunne dengang rumme godt 49.000 tilskuere, og selvom der kun var halvt fyldt, så var der et sted på stadion hvor det ikke var muligt at spotte et tomt sæde, Nordkurve, hjemsted for Ultras Nürnberg og i det hele taget for de mest inkarnerede Club tilhængere. Fra første til sidste minut var der sange, flag og stemning, på en måde som jeg aldrig før havde oplevet. Denne oplevelse, af en tilsyneladende grænseløs loyalitet er en af de ting, som jeg aldrig vil glemme, og det er klart den oplevelse fra turen, som altid vil blive siddende i mig.

Kampen

Jeg ved ikke, hvor mange forventninger jeg havde til det spillemæssige niveau. Både Nürnberg og Kaiserslautern sluttede i bunden det år, og kampen var bestemt heller ikke præget af flydende fodboldspil eller flotte tekniske detaljer. Faktisk er det mest mindeværdige øjeblik, da klublegenden Andreas Wolf ved et hjørnespark, af uvisse årsager, rammer hjørneflaget inden bolden og derefter skal prøve at dække bolden af, som er trillet lige knap en halv meter frem. Et komisk og pinligt øjeblik, men ikke desto mindre et minde, som man kan smile lidt af den dag i dag.

Nürnberg taber 1-3, spiller forfærdeligt og end ikke det års topscorer i bundesligaen Marek Mintal kan gøre en forskel. Hervé Nzelo Lembi og Stefan Blank bringer gæsterne foran 1-0 og 2-0, før Nürnbergs Sven Müller får stadion og især Nordkurve til at eksplodere i håb, da han efter 64 minutter reducerer til 1-2. Lige lidt hjælper det dog, for gæsternes Grammozis scorer efter 84 minutter til 1-3, hvilket også bliver kampens resultat. Nürnberg taber, de minus 60 grader har sat sig i tæerne, og vi må trave tilbage mod lejligheden uden de tre point i bagagen, men for mit vedkommende dog med en følelse af, at jeg vil følge endnu mere med i hvad der sker i Der Club fremover.

Mit forhold til Nürnberg

Det er sjovt at tænke på, hvordan et tilhørsforhold til en fodboldklub kan udvikle sig. Jeg har efterfølgende været tilbage i Nürnberg i flere omgange, men det har aldrig passet med at der var fodbold på stadion. Alligevel følger jeg med uge efter uge, ser hvilke talenter der er på vej frem, hvilke rutinerede kræfter der slutter sig til og følger klubbens kamp for at komme tilbage i Bundesligaen.

Opturene er få, men det helt store højdepunkt var selvfølgelig, da Jan Kristiansen smadrede bolden op i hjørnet i overtiden og afgjorde pokalfinalen i 2007 med et mål til historiebøgerne. En kamp som jeg selvfølgelig så med tyske kommentatorer på ZDF. Jeg kan huske at jeg fløj op af sofaen hjemme i stuen og fejrede det, temmelig alene.

For når man vælger at holde med et hold som Nürnberg, så er det begrænset, hvor mange man har at dele den fascination med, selvom et par af vennerne da har prøvet at hoppe med på vognen. Indtil videre er der ingen af dem der har hængt på, og det er ikke min fornemmelse, at gennembruddet er lige om hjørnet. På en måde gør det kun min Nürnberg fascination lidt sjovere. Det er en fascination, som jeg kan få lov til at have for mig selv, som jeg kan få lov til at nørde alene.

Når jeg sidder hjemme i sofaen, kæresten er ude og man får åbnet en youtube browser, eller får slået op på transfermarkt og kigger i gamle spillerstatistikker, så er det man kommer i tanke om Marek Mintals mange mål, Javier Pinolas raids op af venstre flanke eller Raphael Schäfers mange redninger. Det er noget af grunden til, at jeg ikke kan slippe Nürnberg igen. Det er min klub, og jeg skal ikke dele den med nogen. Jeg har ikke behov for at dele den med nogen.

Det strider lidt imod det fællesskab, som mange andre finder i deres tilhørsforhold til fodboldklubber. Jeg har som person brug for at dykke ned i ting alene, lukke verden ude og bare være mig, den mulighed giver Nürnberg mig. Der er ikke noget dansk fællesskab, som jeg skal dele med andre, og det kan jeg faktisk godt lide.

Det er mit hold i Tyskland, det er et stadion, som jeg helt sikkert kommer til at besøge igen. Jeg er nødt til at have et gensyn med Nordkurve og et gensyn med den by som er så fascinerende grundet det historiske vingesus og bare et gensyn med 1. FC Nürnberg, som siden den eftermiddag i 2005, har været en fast del af mit liv.

I don’t regret this love!

Mikkel Vangby, 32 år, bosat i Næstved. Arbejder til daglig som indkøber i Vangby A/S. Evigt fascineret af sport, spiller selv lidt seriefodbold og er efterhånden også blevet gammel nok til at deltage i den lokale oldboys række. 

 

You may also like
Ballon d'Or
Quiz: Tyske Ballon d’Or vindere og podieplaceringer
Søren Larsen Schalke 04
Mine op- og nedture i Schalke 04 – Interview med Søren Larsen
Günter Netzer: Den stilfulde dirigent
1. FC Kaiserslautern
FC Kaiserslautern – Fra oprykkere til Bundesligamestre