21. december 2013. Den dag glemmer jeg aldrig. Hertha skulle møde Dortmund på udebane. Jeg var hjemme hos mine forældre og kunne se kampen på et ordentligt fjernsyn (lidt af en luksus for en på SU).
Den daværende førstemålmand Thomas Kraft var ude med en skade. Det samme var andetvalget Sascha Burchert. Derfor var Jos Luhukay tvunget til at sætte Marius Gersbeck på mål. 18 år gammel og mest vant til at se Hertha BSC spille fra ’Die Ostkurve’ på Olympiastadion. Ikke ligefrem en drømmesituation, når modstanderen er Dortmund – på udebane.
Gersbeck kom skidt fra start. En skidt placering betød, at han blev medvirkende til, at Marco Reus skød Dortmund op på 1-0. Syv minutter som førsteholdsmålmand og allerede skurk. Jeg sad i mine forældres lænestol og sydede af raseri. Over Gersbeck. Over Reus. Over Dortmund og Hertha og alting. På nippet til at flå min blå-hvide Hertha-trøje af og tyre den i gulvet.
Men Hertha og især Gersbeck kæmper sig tilbage og leverer et brag af et comeback. Hertha gik på juleferie med en overraskende sejr mod Dortmund. Hvis ikke jeg var hooked før den kamp, blev jeg det i hvert fald der.
Den usandsynlige fan
“Hvorfor?”
Det er som om, at netop det spørgsmål går igen. Som om der er noget, der ikke giver mening. Noget, der ikke helt stemmer. I virkeligheden forstår jeg godt, hvorfor folk undrer sig. Når man vælger at holde med en fodboldklub, bunder det som regel i sportslig succes eller lokal tilknytning.
Selvfølgelig giver det mening at være Barcelona-fan, hvis man er vokset op med at se dem vinde Champions League igen og igen. Og selvfølgelig er det naturligt at være AGF-fan, hvis man er født og opvokset i Aarhus.
Hertha har ikke vundet en skid de sidste mange år, hvis vi ser bort fra 2. Bundesligaen. De spiller ikke specielt flot fodbold, har ikke nogle kæmpe stjerner i truppen og scorer ikke ret mange mål. Jeg er ikke vokset op i Berlin og har ingen speciel tilknytning til byen. Men Hertha er mit hold. De kan overraske mig og betage mig.
Ingen champagnebold
Min fanfortælling er ikke en fortælling om tyske kultspillere og Sportschau. Jeg har ikke holdt med Hertha i så mange år, at jeg kan fortælle om, hvordan jeg som barn så Bundesliga-kampe i fjernsynet hver weekend. Hertha er for mig essensen af at holde med en flok underdogs.
Jeg har altid været draget af de svagere hold – dem, der ikke nødvendigvis vinder hver eneste weekend og ikke er selvskrevne i Champions League eller Europa League hver sæson. Da jeg begyndte at holde med Hertha, lå de i 2. Bundesligaen. Jos Luhukay var træner, og helt ærligt: De spillede som en sæk kartofler.
Så meget mere levende er spillet nu ikke blevet, efter klublegenden Pal Dardai tog over for nogle år siden. Ganske vist gør Vedad Ibisevic en rigtig god figur i Bundesligaen lige nu. Anfører, topscorer for Hertha, fast mand i startopstillingen (når han da ikke har karantæne). Jo jo, det kører skam. Men det gjorde det også, da Adrian Ramos huserede i de glade Luhukay-dage. Før han blev solgt til Dortmund.
Alligevel er det svært at benægte, at de sidste par år har været sjove for Hertha-fans. Sidste sæson var det så umanerligt tæt på en plads i Champions League. Det går også godt i år, og det skulle undre mig meget, om ikke vi spiller med om Europa League-pladserne til sommer.
