Lige siden ombygningen af stadion forud for VM i 2006, har Eintracht Frankfurt spillet sine hjemmekampe på Commerz-Bank Arena, men når die Adler i den kommende sæson løber på banen, sker det på Deutsche-Bank Park.
I en tid hvor flere klubber er ramt på økonomien, er der godt nyt fra Frankfurt. Klubben beliggende i Tysklands finanscentrum har nemlig indgået en ny, stor sponsoraftale, der med bestyrelsesmedlem Axel Hellmanns ord er “et stort skridt ind i fremtiden”.
Commerzbank, der har været en tro partner og lagt navn til det oprindelige Waldstadion siden 2005, bliver afløst af Deutsche Bank, og det medfører også en øget indtægt for klubben. Parterne vil ikke oplyse, hvor meget den nye aftale, der løber til 2027, er værd, men kicker skriver, at der er tale om en pris på i alt 38 millioner euro.
Den nuværende aftale med Commerz Bank indbringer fire millioner årligt, så der er tale om en forøgelse på lige knap halvanden million euro om året.
Udover stadion lægger Deutsche Bank også navn til træningsanlægget og et nyt digitalt centrum, der skal sætte nye standarder for fodbolden i Tyskland. Derudover er det planen, at stadion udvides fra de aktuelle 51.500 pladser til i fremtiden at kunne rumme 60.000 tilskuere. En udvidelse som byen Frankfurt tager sig af, mens klubben Frankfurt selv står for den digitale infrastruktur.
Nyheden har ikke mødt lutter opbakning fra alle Frankfurt fans, der helst ser, at klubben vender tilbage til det ikoniske Waldstadion, men de kan til gengæld glæde sig over, at det “nye stadion” kommer til at bære klubbens farver i langt højere grad end det er tilfældet i dag.
“Deutsche Bank deler vores vision om, at Stadion i fremtiden skal være sort, rød og hvid, så vi giver udtryk for mere Eintracht nærhed. Skriften fra Deutsche Bank bliver blå, da vi naturligvis ønsker, at vores partner får maksimal branding, men lys, siddepladser, udgange og alt hvad der ellers hører til bliver i vores klubfarver,” udtaler bestyrelsesmedlem Axel Hellmann til klubbens hjemmeside.
Udvidelsen og moderniseringen af stadion kommer til at ske gradvist, men tilføjelsen af ekstra siddepladser kommer formegentlig først til at finde sted under VM i Qatar 2022.
Eintracht Frankfurt og Deutsche Bank planlægger at holde en større præsentation af det kommende samarbejde først på sommeren, når udbruddet af coronavirus forhåbentlig er mindsket.
Foto: Eintracht.de