Hver eneste gang fodbolden afholder en stor slutrunde, lader FIFA og/eller UEFA os forstå, at hovedformålet med turneringen er at skabe venskaber mellem landene.
De fleste af os har jo nok luret, at topfodbolden er gennemsyret af pengenes magt, og at de fleste fodboldpolitikere vil skyde alverdens venskaber til hjørne, når blot de får lommerne fyldt. Men to gode håndfulde fodboldspillere kan faktisk udrette mere på 90 minutter, end hvad ambassadører og diplomater skal bruge år til. Det er en venskabskamp, der blev spillet den 25. februar 1970, det fremmeste eksempel herpå.
Israel og Vesttyskland
Efter oprettelsen af staten Israel i 1948, gik der 17 år, før landet oprettede en ambassade i Vesttysklands daværende hovedstad Bonn. Sporene efter 2. Verdenskrig og Holocaust sad stadig dybt i de fleste israelere, og i Vesttyskland forholdt hovedparten af befolkningen sig til den ”arveskyld”, som de fleste følte efter NS-regimets ugerninger, ved at tie den ihjel.
Den 23. februar 1970 besøgte Abba Eban som den første israelske udenrigsminister nogensinde forbundsrepublikken og dets Bundeskansler Willy Brandt. Samtidig sad spillerne fra Borussia Mönchengladbach i kanslerens eget fly på den militære flyveplads Köln-Wahn og ventede på tilladelse til at flyve til Israels hovedstad Tel Aviv. Spillerne skulle ned og spille en kamp, som to trænere nogle år tidligere havde besluttet skulle spilles.
Weisweiller og Schaffer
De to trænere var Gladbachs daværende træner Hennes Weisweiler og Emanuel ”Eddy” Schaffer, der var israelsk landstræner.
Weisweiler, der blev født i 1919, kom nogenlunde skånsomt gennem krigen. Han var tilknyttet Luftwaffes antiluftkrigsførelse i München og kunne efter kort tids fangenskab vende tilbage til sin fødeegn i området omkring Köln. Da Sporthochschule åbnede i 1947, gennemførte Weisweiler uddannelsen og blev senere tilknyttet skolen som en af lærerne.
Hennes Weisweiler fungerede sideløbende som træner og er nok bedst kendt for sin tid i 1. FC Köln, Barcelona og især i spidsen for Borussia Mönchengladbach, hvor han formede det berømte ”Fohlenelf”, der med en gennemsnitsalder på godt 20 år rykkede op i Bundesligaen og vandt klubbens første to tyske mesterskaber.
”Eddy” Schaffer kom fra en jødisk familie fra Ruhr. Familien flyttede meget rundt for at undgå jødeforfølgelserne, og den unge ”Eddy” flygtede mod øst, da Hitler gik ind i Sovjetunionen og overlevede i en straffefangelejr i Alma Ata i Kasakhstan. I 1950 flyttede han til Israel, hvor han genoptog fodboldkarrieren i Hapoel Haifa, men måtte i 1954 opgive karrieren pga. skader.
Nu kastede ”Eddy” sig over trænergerningen, og han besluttede sig til sin kones store bestyrtelse at søge om optagelse på Die Sporthochschule i Köln. Han havde et paradoksalt forhold til tyskerne, som han beundrede for deres vilje, udholdenhed og disciplin på trods af, at han de var skyld i holocaust.
På skolen i Köln fik han Hennes Weisweiler som lærer, og de to udviklede et livslangt venskab.
De to trænere besluttede i 1966, at Gladbach skulle spille en venskabskamp mod det Israelske landshold for at bidrage til normaliseringen af forholdet landene imellem.
Krig og terror
Kampen måtte dog flyttes af flere omgange. Først kom Seksdageskrigen i vejen, hvor Egypten, Syrien, Jordan og Irak angreb Israel, og siden stødte kampen på modstand fra især israelske politikere, der ikke syntes om ideen, at et tysk hold skulle spille i Israel. Shaffer var dog blevet så populær i befolkningen, da han stod i spidsen for det israelske landshold, der for første gang havde kvalificeret sig til en VM-slutrunde, hvilket gav hans ord mere vægt, og man enedes om at kampen skulle afvikles i februar 1970.
Månederne op til kampen var dog præget af en række terroranslag i Vesttyskland fra PLO imod det israelske luftfartsselskab El Al, og i starten af februar skete et brandattentat mod et jødisk plejehjem i München, hvor syv beboere blev dræbt.
Alle disse attentater truede igen med at få aflyst kampen, men den var i mellemtiden blevet til et prestigeprojekt hos den israelske udenrigsminister Abba Eban og især hos Willi Brandt. Sidstnævnte lånte Gladbach sit kanslerfly, og daværende forsvarsminister Helmuth Schmidt fik to piloter fra forsvaret til at skulle flyve flyet, så alt var klart til afgang den 23. februar kl. 11.00
Kl. 10.45 kom der dog et flyveforbud. En ansat i udenrigsministeriet, der ellers ikke var blevet indviet i planerne, fik nys om flyvningen og forsøgte at stoppe turen, da den ikke var forenelig med loven om, at tysk militært personel skulle undgå al kontakt med Israel. Brandt satte dog trumf på, og præcis klokken 11 lettede flyet fra Kóln-Wahn og fløj via en tophemmelig rute til Tel Aviv.
Kampen mellen Gladbach og Israel
Det var en flok betuttede Gladbach spillere, der løb på banen ind på Bloomberg Stadion foran 22.000 tilskuere til kampen mod det israelske landshold. Spillerne var naturligvis spændte på, hvordan de ville blive modtaget af tilskuerne, men hvis de var nervøse, så var det uden grund. Gladbach spillede en fantastisk kamp, som de vandt 6-0. Ingen af de israelske tilskuere var vrede over, at deres hold tabte så stort, men jublede i stedet over, hvor flot spillet kunne spilles.
Da Gladbach-spillerne havde været i bad, stod tilskuerne og ventede med krammere og guldstole. Danske Ulrik Le Fevre, der scorede et af målene, fortalte siden, at han så tårer i øjenkrogene hos flere end én af sine holdkammerater. Den tyske ambassadør fortalte siden Borussia-spillerne, at hvad de havde præsteret den dag for ham og for Vesttyskland, var så usædvanligt, at det ikke kunne overvurderes.
Begivenheden samles måske bedst op af Israels måske bedste spiller gennem tiderne Mordechai Spiegler, der er manden bag Israels eneste mål scoret ved en VM-slutrunde. ”I 1954 græd jeg, da Vesttyskland vandt VM-finalen over Ungarn ved VM i 1954. Tyve år senere, da Vesttyskland slog Holland i finalen i 1974, sprang jeg op og jublede på tyskernes vegne. I mellemtiden havde jeg skabt venskaber til nogle af de tyske spillere, så det var let for mig at glæde mig på deres vegne.”
Både historikere og politikere er enige om, at kampen blev et vendepunkt i de tysk- israelske forhold. Hvad diplomatiet ikke havde kunnet klare i 25 år, kunne to fodboldhold klare på 90 minutter.
Så ja, fodbolden kan skabe venskaber og gør det vel stadigvæk. Måske skal man bare spille flere kampe, der ikke er fedtet ind i ussel mammon, som det var tilfældet den 25. februar 1970.
- Optakt til Bundes Manager runde 15: Ren elendighed
Optakt til Bundes Manager runde 15: Det er ren elendighed, så nu er det op til Werder at klare paragrafferne - Optakt til runde 30 i 2. Bundesliga – Forår i Hamborg
Optakt til runde 30 i 2. Bundesliga – Forår i Hamborg. Er det nu, at HSV løber ind i velkendte problemer? I weekende møder de Schalke ude - Når en klassiker bliver til en Nicht-klassiker
Der er mange fede dueller og rivaliseringer i tysk fodbold. Men at ophøje weekendens opgør mellem Bayern München og Borussia Dortmund til en klassiker er en overdrivelse og medieskabt hysteri. - Optakt til Bundes Manager runde 14: Woltemessi
Optakt til Bundes Manager runde 14: Woltemessi. Denne gnag satses der på Stuttgarts Woltemade, der er i storform for tiden - Borussia Dortmunds bedste 11 nogensinde: Reus, Zorc og Sammer
Borussia Dortmunds bedste 11 nogensinde: Reus, Zorc og Sammer. Til gengæld er der ikke fundet plads til Lewandowski
