bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Kaptajn København indtager Bremen

Kaptajn København indtager Bremen

Thomas Delaney byttede i vinterpausen FC København ud med Werder Bremen. Her kan du læse om hans opstart i klubben, forventninger til fremtiden, rygterne om et skifte til Everton samt muligheden for at få selskab af Ludwig Augustinsson.

Det er tysk vinter, når det er bedst. På 45 minutter er banen i Braunschweig gået fra, at se grøn og indbydende ud, til at være dækket af et tykt lag sne, og i pausen debatteres der lystigt i krogene blandt tilskuerne om hvorvidt, spillerne overhovedet kommer ud til 2. halvleg, eller takker vi bare af for i dag efter de første 45 minutter?

De 4.500 tilskuere på EINTRACHT-Stadion i Braunschweig får dog fuld valuta for pengene. Linjerne bliver ryddet for sne, de hvide bolde bliver skiftet ud med orange bolde, og så kan 2. halvleg ellers sættes i gang, mens debatten stadig fortsætter omkring, hvorvidt det egentlig er forsvarligt at spille kampen til ende.

Opstart, tysk-vanskeligheder og flytning

I det tunge snevejr løber Thomas Delaney rundt på midtbanen i samtlige 90 minutter. Werder Bremen-træner Alexander Nouri skifter ellers syv mand i løbet af kampen, men danskeren får altså fuld spilletid i generalprøven og er generelt faldet godt til på den korte tid, han har været i klubben:

”Jeg synes, at der er blevet taget godt imod mig, og det er nogle fine gutter, der også er fine på engelsk, så det er en god start. Jeg prøver selvfølgelig at tale tysk, så godt som jeg nu kan, men der er stadig lidt vej endnu, så dele af det skal jeg lige have forklaret, og det er lidt nemmere at tale med folk på engelsk i starten. Jeg synes også, at jeg har taget fint imod tempoet og træningen. Det har været hårdt, men jeg havde frygtet at det var værre.” fortæller Thomas Delaney, da vi tager en snak med ham efter kampen.

Det er første gang i karrieren, at Thomas Delaney skifter klub, og altså første gang at han forlader København, hvor han ellers har boet hele sit liv. Han er dog hurtigt faldet godt til i Bremen:

”Det har også været et issue for mig, hvordan fa’en det foregår (at skifte klub, red.), men det har såmænd været nemt. Der er selvfølgelig en masse ting i form af selve flytningen, at få internet og telefon og så videre, men jeg har jo kunnet forberede mig lidt, og det har været meget rart. Men ellers synes jeg faktisk, at det har været smertefrit, og der har været rimelig ro på. Det er en nem trup at komme ind i, og det var også, hvad jeg hørte, inden jeg kom hertil. Min lejlighed var også klar, da jeg flyttede herned, og jeg tænkte også, at nu skulle jeg altså være forberedt.”

Rolle på holdet

I Werder Bremens opstart har Thomas Delaney fået masser af spilletid på den centrale midt, hvor han ligger som makker til Werder-veteranen Clemens Fritz. Men hvor danskeren i FC København spillede 8’er, er hans rolle lidt mere flydende i Werder Bremen:

”Den er ikke så klart beskrevet. Vi spiller 4-4-2 i dag, med mig og Clemens centralt, hvor vi egentlig har den samme rolle, og vi anser situationen ud fra hvem der gør hvad, men det er ikke så klart delt op, som det måske var i FCK. Clemens er også god fremadrettet, men det er lidt mere 50/50.”

Clemens Fritz bebudede før sæsonen, at dette vil blive hans sidste på topplan, og derfor mister Thomas Delaney altså sin midtbane-makker allerede om et halvt år. Men selvom det kunne være nærliggende at forestille sig, at danskeren derfor vil få en større rolle på holdet rent offensivt, så er der ikke lagt en plan for det – endnu:

”Klubben vil selvfølgelig gerne have, at jeg har en stor rolle, men det skal jeg jo gøre mig selv fortjent til, så der er ikke noget der er lagt på bordet.”

Udover Fritz er det også kollega Grillitsch’ sidste halve år i klubben, inden han til sommer skifter til Hoffenheim. Werder Bremen råder fortsat over Junuzovic og Bargfrede til de to centrale positioner på midten, men da begge i øjeblikket er ude med skader, er der om ikke andet lagt op til, at Delaney allerede fra start får en vigtig rille på holdet.

Fra ”Kaptajn København” til Bundesliga-spiller

Det blev til 245-kampe for FCK inden skiftet til Werder Bremen, og i den sidste periode var Thomas Delaney også anfører og dermed første mand på holdkortet i en klub, som både kan og vil dominere dansk fodbold. Det har derfor krævet lidt tid, at vænne sig til en anden hverdag i Werder Bremen, hvor det hele er lidt anderledes:

”Der er højt tempo hele tiden, det er sjældent, at der er ro på. Der er hele tiden et hold, der prøver at angribe. Man løber frem og tilbage hele tiden, og det gør man mange gange i løbet af en kamp. Nu kommer jeg jo fra FCK, hvor vi styrede kampene meget, men i Tyskland vil alle gerne angribe,” lyder det fra Delaney, der efter kampen mod Braunschweig blev rost for netop sin løbevillighed at træner Nouri.

Som nævnt stopper Werder-anfører Clemens Fritz til sommer, og hvis Thomas Delaney skal ind og have en større rolle på holdet efter sommerferien, så mener han selv, at han har godt af det halve års tilvænning:

”Jeg får brug for tiden, det kan jeg godt mærke, og der vil også være udfordringer for mig. Om de så er tydelige for andre, det er jo så, hvad det er, men det kommer selvfølgelig til at tage tid. Jeg skal også vænne mig til en anden måde at spille på. Vi vil gerne spille fodbold, men man skal stadig lige finde grænsen imellem ikke at lave fejl, og at spille den fremad.”

Foto: Christian Lund Ewald

Midtbanekrigeren nævner selv tempoet som den største forskel mellem dansk og tysk fodbold, men også opmærksomheden omkring klubben har overrasket ham, selvom han kommer fra en stor klub:

”Nu ved jeg ikke hvor mange, der var i dag (4.500 til en træningskamp, red.), men havde vejret været sådan her i Danmark, så var der knap nok komme 3.000 til en ligakamp. På træningslejren i Spanien var der også live-udsendelser fra både landsdækkende- og lokal-TV, så dækningen af det er større, og omgivelserne er også større. FCK har gode faciliteter efter danske forhold, men på Frederiksberg er det begrænset, hvor meget plads der er, og jeg tror nærmest at vores træningsrum (i Werder Bremen, red.) er på størrelse med hele huset i FCK, så der er lidt forskel.”

Everton og Ludwig Augustinsson

På rygtebørsen blev Thomas Delaney i en periode sat i forbindelse med et lyn-skifte væk fra Werder Bremen. Premier League-klubben Everton skulle angiveligt stå klar til, at overtage danskeren allerede inden han havde opnået en Bundesliga-kamp, men på spørgsmålet om, hvorvidt der var noget i rygterne, svarer danskeren med et let grin:

”Det ved jeg ikke. Som det ser ud lige nu i FCK er mange spillere interessante, og om det er aktuelt eller ej ,vil der altid være rygter. Jeg lagde godt mærke til ,at det var et intenst rygte, men det har hele tiden været planen at jeg skulle hertil.”

En anden FCK-spiller, Ludwig Augustinsson, bliver også sat i forbindelse med et skifte til Werder Bremen, og Thomas Delaney vil gerne have selskab af svenskeren:

”Det ville da være rart, men nu må vi jo se, om der bliver direkte import fra København til Bremen.”

Efter det svar forlader en grinende og smilende Thomas Delaney mixed-zone, og sætter kurs mod spillerbusssen. Inden da når han dog lige at nævne, at han håber på lidt mere fodbold og lidt mindre cirkus, når han på lørdag står over for Borussia Dortmund på hjemmebane i hans første Bundesliga-kamp. En kamp hvor vi også vil være tilstede, og efterfølgende vil bringe mere om danskerens første officielle kamp i Werder Bremen-trøjen.

Læs også: Guide – fodboldrejse til Bremen

You may also like
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt
Werder Bremen, Jens Stage, Niclas Füllkrug
Sæsonoptakt: Werder Bremen Utilfredse profiler og en stjerne i skammekrogen
TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse
Sæsonoptakt: TSG 1899 Hoffenheim – den upopulære landsbyklub
Eintracht Frankfurt, Maurizio Gaudino, Dino Toppmöller
Sæsonoptakt: Eintracht Frankfurt – topfodbold fra Toppmöller?