Den 21. september 1952 fik DDR sin ilddåb i den nye republiks første officielle landskamp på Stadion Wojska Polskiego, der var hjemmebane for hærens klub Legia Warszawa. Kampen blev spillet blot syv år efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Det medførte uundgåeligt, at kampen blev afviklet i en spændt atmosfære, da polakkerne bestemt ikke havde glemt tyskernes misgerninger overfor det polske folk under krigen.
Optakten 1949-1952
Efter Anden Verdenskrig blev Tyskland delt mellem de fire sejrherrer, der hver fik en zone, hvor de måtte bestemme det politiske liv.
Den sovjetiske zone bestod naturligvis af den østligste del af det tidligere Stortyske Rige, og derfor blev det første uofficielle østtyske fodboldlandshold også kaldt ”Auswahl der SBZ” (Auswahl der Sovjetischen Besatzungszone.) Holdet, der blev trænet af navnkundige Helmuth Schön (ja ham der vandt VM i 1974 med Vesttyskland), spillede enkelte uofficielle landskampe i årene frem mod 1952.
I 1949 blev den østtyske stat oprettet, og året det østtyske fodboldforbund (DFV). FIFA anerkendte forbundet og accepterede DDR som fuldgyldigt medlem i sommeren 1952, og det på trods af at formanden for DFB (vestyskernes forbund) Peco Bauwens forsøgte at forhindre optagelsen.
Nu var vejen banet for, at den unge nation kunne spille sin første rigtige landskamp.
Fodboldens rolle i DDR
I dag tales og skrives der meget om det såkaldte ”sportwashing”, hvor regimer bruger sporten til at tegne et positivt billede af et land eller en stat, hvor man lemfældigt omgår de fleste menneskerettigheder.
Det første rigtige eksempel på ”Sportwashing” var vel OL i Berlin i 1936, hvor Nazityskland skamløst brugte de olympiske lege til at tegne et positivt billede af den tyske nation. NS-Regimets skønmaleri sluttede jo af naturlige grunde i 1945, men i den nye stat, havde man jo næsten samme forhold til menneskerettighederne og fik derfor også brug for sporten i politisk øjemed.
Læs også: 
Fodbold i hagekorsets skygge – Tyskland og nazismen
I alle årene, hvor republikken eksisterede, har DDR primært satset på de sportsdiscipliner, hvor vejen til internationale medaljer var kortest. Fodbolden var ikke en af dem, og den blev derfor behandlet lidt som en gøgeunge fra officielt sted. Interessen for sporten var dog så stor hos den almene østtysker, at regimet var nødt til at give plads og støtte fodbolden. Senere, da Stasichef Erich Mielke blev formand for Dynamo Berlin, kom fodbolden for alvor ind i varmen, men i starten var den på tålt ophold i ”Bonde- og arbejderparadiset”.
Partibogen skulle være i orden
Det første officielle DDR-landshold blev trænet af Willi Oelgardt, der efter krigen nåede seks sæsoner som aktiv hos BSG Einheit Magdeburg, inden han koncentrerede sig om trænergerningen.
Oelgardt så bort fra nogle af datidens bedste og mest prominente østtyske spillere, da de enten forholdte sig kritisk til den nye DDR-stat eller på anden vis gjorde sig upopulær hos de nye ”Parteibonzen.”
Målmanden Fritz Ritter (Einheit Dresden), Helmut Nordhaus (RW Erfurt), Herbert Rappsilber(Turbine Halle) var således blandt de mest prominente spillere, der blev sorteret fra. Den tidligere tyske målmand Willibald Kreß udtalte senere, at der i de år blev kigget væsentlig mere på, om de eventuelle landsholdkandidaters partibog var i orden, end på om deres evner på banen berettede dem til udtagelsen. Der blev derfor næsten frem til selve kampen tyndet ud i den østtyske trup og det primært af politiske årsager.
Kampen
Den decimerede trup mødtes den 19. september på Sportskolen Berlin-Grünau, og efter endt træning lagde de sig til rette i sovevognene i nattoget mod Warszawa.
Da kampen blev fløjtet i gang den 21. september, var det østtyske hold oppe mod 11 polske spillere samt 35.000 tilskuere, der bestemt ikke havde glemt de uhyrligheder, tyskerne udsatte det polske folk for under krigen.
Alligevel lykkes det DDR at holde 0-0 helt frem til det 70. minut. I kampens sidste 20 minutter afgjorde polakkerne kampen, da Kazimierz Trampisz først scorede til 1-0, hvorefter Teodor Aniolaafgjorde kampen med to mål.
Kampen blev trods nederlaget en milepæl i østtysk fodbold. Et andet nedslag var, da Karl Schnieke(Motor Jena) fem uger senere scorede det første landskampsmål i en kamp mod Rumænien, der blev tabt med 1-3. Østtyskernes første sejr måtte man vente helt indtil 1955 med at fejre. Her var modstanderen igen Rumænien, der blev besejret 3-2 bl.a. på to mål fra Willy Tröger (Wismut Aue).
Østtysk fodbold havde sin storhedstid i 1970´erne. Her vandt man den eneste direkte duel mod Vesttyskland, da naboerne arrangerede VM i 1974. Jürgen Sparwasser var manden med det ikoniske mål. To år senere blev modstanderne fra den allerførste landskamp besejret i OL finalen i Montreal.
DDR talte for øvrigt altid OL kampene med, når en spillers antal landskampe skulle gøres op, mens FIFA ikke anerkendte kampe spillet i OL-regi. Det er derfor kuriøst, at en af Østtysklands bedste spillere nogensinde Joachim Streich ifølge DFB har spillet 102 landskampe, men ifølge FIFA er antallet 98.
Sidste mand lukker og slukker
DDR spillede republikkens sidste landskamp den 15. november 1989. Her slukkede Toni ”Doppelpack” Polster lyset for østtyskerne, da han scorede samtlige mål i østrigernes 3-0 sejr.
I alt spillede DDR 293 kampe, hvoraf de 138 blev vundet. Førnævnte Joachim Streich har både rekorden for flest kampe (102/98) og flest scorede mål (55).
