bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus – Sæsonen der gik

For syvende gang i træk endte detmed et tysk mesterskab til Bayern München, og dermed måtte Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen nøjes med andenpladsen i denne Bundesligasæson. Bayern var også overmænd for Yussuf Poulsen og Leipzig i pokalen, men danskeren kan se tilbage på sin bedste sæson nogensinde. Vi ser nærmere på de danske præstationer i Bundesligaen og 2. Bundesligaen i den netop overståede sæson.

I vores karaktergivning følger vi den tyske karakterskala fra 1-6, hvor 1 er bedst og 6 er dårligst.

 

Yussuf Poulsen – RB Leipzig

Selvom det ikke blev til nogen tysk pokaltitel for RB Leipzig og danske Yussuf Poulsen, der tabte 3-0 til Bayern, kan danskeren, når skuffelsen har lagt sig, se tilbage på en flot personlig sæson. Imponerende 15 Bundesliga scoringer blev det til, heriblandt karrierens første hattrick. Fra en mere central position kom han frem til flere afslutninger, og han udviklede også det tekniske aspekt undervejs.

Vi er derfor heller ikke nærrige, når vi deler karakterer ud til Yussuf Poulsen, der, i vores øjne, har været den med afstand bedste dansker i år.

Til næste sæson skal han så forsøge at lægge endnu et lag på, når RB Leipzig igen skal spille Champions League under den nye træner Julian Nagelsmann. Poulsen og Nagelsmann ligner umiddelbart et godt match, og hvis Timo Werner ryger denne sommer, kan danskeren måske se frem til endnu mere ansvar i front.

Karakter: 1

Kampe: 45
Mål: 19
Assists: 8

 

Thomas Delaney – Borussia Dortmund

Solidt, er det første ord, der falder os ind, når vi ser tilbage på Thomas Delaneys første sæson i Dortmund. Midtbanespillerens løbearbejde er noget, som Witsel og co. har nydt godt af, og netop samarbejdet mellem de to har været en vigtig faktor i denne sæson. Inden sæsonen gik i gang tillod vi os at stille spørgsmål ved Delaneys rolle, men danskeren har forholdsvist nemt formået at træde et niveau højere op efter skiftet fra Bremen til Dortmund.

Viste særligt sidst på sæsonen, at han også kan bidrage offensivt fra en dybere position som playmaker, og det er også nødvendigt, at han forbedrer den del endnu mere, hvis det næste år skal blive til ligeså meget spilletid. Med indkøbet af Julian Brandt får Dortmund en helt anden type til 8’er positionen, der særligt mod mindre hold kan betyde, at der satses på bedre boldspillere end Delaney.

En flot første sæson for Dortmund med derbymålet mod Schalke som højdepunkt, men hvor der dog er Luft nach Oben, som man siger syd for grænsen.

Karakter: 3

Kampe:  38
Mål: 3
Assists: 6

 

Jacob Bruun Larsen – Borussia Dortmund

Den danske kantspiller har for alvor slået sit navn fast i danskernes og tyskernes bevidsthed, da han i begyndelsen af sæsonen var overraskende kampafgørende. BILD havde et større portræt af ham efter en forrygende uge med to mål i ligaen og et enkelt i Champions League, og hvor han også rent spillemæssigt lignede en kommende superstjerne.

Siden er det blevet hverdag igen, og efter en periode som fast mand i efteråret røg han på bænken i et forår, hvor han ikke for alvor kunne sætte samme aftryk. Han spillede sig dog op hen imod slutningen af sæsonen og fik igen tilkæmpet sig en del spilletid, selvom han ikke for alvor viste sig afgørende.

At vi næsten er skuffede over, at han mistede sin plads i anden halvdel af sæsonen, siger noget om, hvor meget han har rykket sig siden sommeren, hvor han var på vej væk fra klubben, men da karakteren her gives ud fra præstation og ikke forventninger, lander vi på en middel karakter for Bruun Larsen, hvis præstationer kastede en landsholdsdebut af sig i foråret. Han får med indkøbene af Thorgan Hazard og Julian Brandt sin sag for i den kommende sæson. Der er formentlig samme antal spillere i spil til hans position, men kvaliteten er højnet.

Karakter: 3

Kampe: 30
Mål: 3
Assists: 3

 

Frederik Rønnow – Eintracht Frankfurt

Det er nok ikke lige det første år i udlandet, som Frederik Rønnow en dag indleder en fortælling til sine børnebørn om, når han skal se tilbage på sin karriere. Den 26-årige landsholdskeeper blev hentet til Frankfurt inden denne sæson efter et par gode år i Brøndby, men det begyndte forfærdeligt for danskeren, der droppede i Super Cuppen mod Bayern, og herfra blev det kun værre for Rønnow.

Den tyske landsholdskeeper Kevin Trapp blev hentet på en lejeaftale fra PSG, og siden hen er det blot blevet til 32 minutters Bundesliga-fodbold for Rønnow, der samlet set har stået 482 minutter i denne sæson.

Frankfurt sikrede sig med nød og næppe europæisk fodbold igen i næste sæson, og det kan være med til at gøre, at de kan købe Kevin Trapp fri af PSG.

Sker dette, skal Frederik Rønnow formentlig på klubjagt. En ærgerlig situation for danskeren, for hvem Frankfurt ellers lignede et rigtig fint skifte sidste sommer.

Karakter: 5

Kampe: 6
Clean sheets: 3

 

 

Andreas Poulsen – Borussia Mönchengladbach

Andreas Poulsen havde nok ikke regnet med, at han skulle gå direkte ind i startopstillingen hos Gladbach, da han skiftede den jyske hede ud med Gladbach i sommers, og det har bestemt heller ikke været tilfældet. Den 19-årige back har spillet 32 minutter i DFB-Pokalens første runde, hvilket er det eneste førsteholdsfodbold, det er blevet til i denne sæson for unge Poulsen, der ellers var med på bænken i den første Bundesliga-kamp

Til gengæld har danskeren været en forholdsvis fast bestanddel af Gladbachs andet hold. En muskelskade har holdt danskeren væk fra banen i april, men han er dog kommet stærkt tilbage. Andreas Poulsen skal også til at overveje, om han skal lejes ud til en mindre klub, så han kan få førsteholdsfodbold i benene, da Oscar Wendt også til næste sæson vil være det foretrukne valg på venstre back.

Han får i hvert fald muligheden for at vise sig frem til sommer, da han er i Niels Frederiksens bruttotrup til U21-slutrunden til sommer.

Karakter: 4

Kampe: 15 (1 i DFB-pokal)

 

 

 

Emil Berggreen – FSV Mainz

Pechvogel. Meget mere er der vel ikke at sige om Emil Berggreen, der overhovedet ikke har spillet i denne sæson. Danskerens kontrakt ender 1. juni i år, og det ser mere end usandsynligt ud, at Berggreen får forlænget sin kontrakt med Mainz. Angriberen har været muskelskadet i mere end 245 dage, og man kan bare håbe på, at uheldet snart er ovre, og at han kan få gang i karrieren andetsteds.

Det er derfor også umuligt at give Berggreen en karakter, da der ikke er noget grundlag at give den ud fra.

Karakter: Ingen

Kampe: 0

 

Uffe Bech – Hannover 96

Den glemte spiller, kunne vi vel kalde ham. Lejet ud til Brøndby i efteråret, men vendte så tilbage til Hannover til forårssæsonen. Her var han ikke udset nogen rolle og spillede også en del på andenholdet, indtil han lige pludselig kom ind på holdet omkring marts måned og fik to korte indhop, efter Thomas Doll havde overtaget trænerposten.

Var dog ikke en del af truppen i de sidste fem kampe og med kontraktudløb til sommer, ser det ud til, at Bechs og Hannovers veje skilles efter et ophold der bød på to nedrykninger.

Karakter: 5

Kampe: 2

 

Frederik Sørensen – FC Köln

Det har bestemt heller ikke været en sæson, som Frederik Sørensen vil huske tilbage på med et smil. Efter en udtalelse sidste sommer om, at Köln nok ikke var fremtiden var danskeren, har forsvarsspileren været ude i kulden.

Med Köln tilbage i Bundesligaen og en ny træner, der gerne vil spille med et tre-mands forsvar, kan der måske ligge et opsigtsvækkende comeback og vente forude, men mest af alt ligner det et farvel til Frederik Sørensen denne sommer.

Karakter: 6

Kampe: 5

 

Nikolas Nartey – FC Köln 

Man kan ikke rigtig tillade sig at være utilfreds med Narteys 2. Bundesliga-sæson i år, for den har været fuldstændig fejlfri. Det hører dog med til historien, at danskeren kun fik syv sekunder på banen mod St. Pauli i februar måned. Ellers har Nikolas Nartey været på bænken yderligere fire gange uden at komme ind, mens det er blevet til 17 kampe for Regionalliga West-mandskabet.

Her har Nartey været fast mand, og det bliver spændende at følge det danske talent til næste sæson, hvor Köln er tilbage i det fine selskab i Bundesligaen. Spændende bliver det også, om han bliver i klubben – eller om danskeren skal forsøge at finde et sted – måske i 2. Bundesliga – hvor han kan få flere hår på brystet i form af en udlejning

Karakter: 4

Kampe: 18 (1 i 2. Bundesliga)

 

Asger Sørensen – Jahn Regensburg

Asger Sørensen har haft en rigtig god sæson, og vi tør også godt kåre ham til den bedste dansker i 2. Bundesligaen. Midterforsvaren har for alvor fået slået sit navn fast efter et år, hvor danskeren spillede 28 kampe. Det er bestemt også blevet bemærket, da U21-landstræner, Niels Frederiksen, har Asger Sørensen med i sin bruttotrup til EM-slutrunden til sommer. Hvilket perfekt udstillingsvindue for den 22-årige dansker, der måske endda kan sigte efter en endnu større klub på den anden side af U21-slutrunden.

Kontrakten med Jahn Regensburg udløber her i juni, og derefter skal han principielt tilbage til RB Salzburg. Bundesligaen kunne dog være en oplagt næste destination for Asger Sørensen. Måske Köln hvor hans nu tidligere træner Achim Beierlorzer er udset til at stå i spidsen for gedebukkene i næste sæson.

Karakter: 2

Kampe: 28
Assists: 2

 

Jakob Busk – Union Berlin

Jakob Busk og Union Berlin har allerede spillet den første af to Relegations-kampe mod Stuttgart, der endte 2-2 i Stuttgart, og derfor har Union Berlin et ganske fint udgangspunkt for at gå i Bundesligaen. Den danske keeper Jakob Busk har dog ikke spillet nogen rolle overhovedet, da han har set samtlige Union Berlin-kampe fra bænken, da han er klart andet valg. Det er derfor heller ikke muligt at give Busk en karakter, der nok også skal på jagt efter en ny klub, hvis han vil have spilletid.

Karakter: Ingen

Kampe: 0

 

Brian Hamalainen – SC Dynamo Dresden

Den 28-årige forsvarsspiller har virkelig fået karrieren tilbage på ret køl i Dynamo Dresden, hvor han har været stort set fast mand hele sæsonen. Hamalainen har spillet 22 kampe – 21 i 2. Bundesligaen – men har desværre også været ramt af diverse skader. Hamalainen har haft rygproblemer i det nye år, men han fik dog 73 minutter i Dresdens sidste kamp i denne sæson mod Paderborn.

Generelt har Hamalainen haft en god sæson, som vi også belønner med en middel karakter.

Karakter: 3

Kampe: 22
Mål: 1

 

Bjørn Paulsen – FC Ingolstadt

Bjørn Paulsen kom til Ingolstadt ved årsskiftet, og den danske allround-spiller er gået direkte ind i startopstillingen hos Ingolstadt, der i øjeblikket kæmper for overlevelse i 2. Bundesligaen. Bjørn Paulsen er kommet ind og har stabiliseret et ellers usikkert Ingolstadt-forsvar, og danskeren har også kontrakt hos Ingolstadt halvandet år frem. Han har været med til at vende det, der lignede en sikker nedrykning, til det der nu ligner overlevelse.

Karakter: 3

Kampe: 17
Mål: 2
 

You may also like
TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse
Sæsonoptakt: TSG 1899 Hoffenheim – den upopulære landsbyklub
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 3: Farvel til Musiala
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga, tysk mester
Optakt: Wolfsburg – Union Berlin: Danskermøder i Wolfsburg inden stor CL-aften for Union
Union Berlin, optakt
Sæsonoptakt: Union Berlin: Jerndefensiven med CL-bold på programmet