bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (18. runde)

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (18. runde)

Den har været længe undervejs, denne omgang danskerstatus, men alt godt kommer til den, der venter, og forhåbentlig er denne status et eksempel på dette. Under alle omstændigheder er det skønt at have Bundesligaen rullende igen efter en vinterpause. Også transfervinduet ruller, og det gør det for fuld drøn i skrivende stund. Union Berlin har hentet danske Jakob Busk, der her skal bydes velkommen til danskerstatus, mens Mads Hvilsom er blevet udlejet til norske Brann, så i øjeblikket er antallet af danskere i tysk fodbold det samme som før pausen, men det er naturligvis ikke til at sige, om det vedbliver således.

Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

Gladbach og Andreas Christensen skulle i weekenden forsøge at bide skeer med det i denne sæson så farlige Dortmund-mandskab. De forsøgte og kæmpede en brav kamp, men de måtte alligevel se sig slået 3-1 af Tuchels Dortmund.

Det spændende i denne sammenhæng er selvfølgelig, hvordan det gik for Andreas Christensen, der selvfølgelig spillede hele kampen i det centrale forsvar hos Gladbach. AC leverede en sådan præstation, man hverken kan være sur eller helt glad over. Når ens hold lukker 3 mål ind, må man som central forsvarsspiller altid se indad, men AC var ikke den værst spillende i bagkæden hos Gladbach. Som vi har set det flere gange, så var AC aldeles involveret i boldomgangen hos Gladbach. Faktisk havde han bolden 6,2 % af tiden, hvilket var næstmest af alle i kampen. Derudover havde han også et skud på træværket efter 5 minutter, der desværre ikke blev omsat til mål.

AC vil nok forsøge at putte kampen i glemmebogen efter en evaluering, og så er der ikke så meget andet for end at genrejse sig ved næste lejlighed.

Frederik Sørensen, 1. FC Köln:

Köln havde lørdag besøg af Stuttgart, der ligger på en 15. plads i ligaen. Dette burde være en overkommelig opgave for Peter Stögers tropper, og derfor valgte han at stille med 2 mand i det centrale forsvar frem for 3, som han har gjort mod frygtindgydende modstandere. Dette betød også, at der ikke var plads til Frederik Sørensen hverken i startopstillingen eller i en rolle som indskifter. I bagklogskabens klare lys skulle Stöger måske have overvejet at bruge Sørensen. I hvert fald tabte Köln 3-1.

Der kan ikke være meget at sige omkring Sørensen i denne omgang, da han jo ikke trådte sine støvler på banens græs, men man kan lidt skadefro tilføje, at dårlige præstationer af Kölns bagkæde muligvis kan forkorte Sørensens vej tilbage til startopstillingen i Köln. Nogle gange handler det blot om at se lyset i mørket.

Jannik Vestergaard, SV Werder Bremen:

Der var lagt op til et muligt danskeropgør i kampen mellem Schalke og Werder Bremen. Således skulle det aldrig blive, da Pierre-Emile tilbragte kampen på bænken, men mere om det senere.

Jannik Vestergaard spillede, og ham vil vi fokusere på her. Vestergaard spillede hele kampen for Werder Bremen, der noget overraskende besejrede Schalke med 3-1. Vestergaard havde også en ikke uvæsentlig andel heri, da han ved stillingen 1-0 til Schalke leverede en tackling som sidste mand for Werder Bremen. Var denne chance blevet omdannet til et 2-0-mål, er det ikke til at sige, hvordan kampen ville have udviklet sig, så Vestergaard fortjener at blive hædret for dette.

Derudover løber Vestergaards holdkammerat Clemens Fritz med al hæderen, da han scorede 1 mål og assisterede de resterende 2 af Bremens mål.

Vi kan dog også nævne, at Vestergaard lavede næstflest tacklinger af alle med sine 4, så han og makkeren, Djilobodji, i det centrale forsvar var to solide støtter for resten af Bremen-mandskabet. Sejren var også hårdt tiltrængt for Werder Bremen, der ligger på en 16. plads, så man kan for dem håbe på, at den har sparket den fornødne gnist ind i holdet, der skal til for at klatre ud af bundkampen.

Leon Andreasen og Uffe Bech, Hannover 96:

Der er ikke meget, der går, som det skal i Hannover 96. I vinterpausen har klubben fået en ny træner i Thomas Schaaf, fordi de håbede på at dette træk kunne redde dem fra nedrykning. Indtil videre har effekten dog ikke været til at spore, da holdet i weekenden tabte 2-1 til Darmstadt, og i øjeblikket ligger de på en 18.- og sidsteplads.

Her skal det dog ikke handle om Hannovers situation, men om de danske spillere i Hannover, Leon Andreasen og Uffe Bech. Skæbnen ville dog have det, at både Andreasen og Bech var skadet i weekenden, så der er intet at rapportere om disse to. Andreasen er skadet med en forstuvet ankel, mens Bech måtte holde sig i ro pga. et forslået ribben.

Hvornår disse to er tilbage i aktion, kan man på nuværende tidspunkt ikke sige præcist, men vi håber selvfølgelig på en lynhurtig tilbagekomst, så der igen bliver gode ting at rapportere om danskerne i Hannover 96.

Pierre-Emile Højbjerg, FC Schalke 04:

Det er ikke ligefrem, fordi danskerstatus er fyldt med positive nyheder i denne omgang. Desværre kan Pierre-Emile heller ikke bidrage til at skabe en bedre dansk stemning. Som det allerede står nævnt under Vestergaards afsnit, så var Pierre-Emile ikke på banen i Schalkes kamp mod Werder Bremen.

Dermed er det tydeligt, at ikke meget har ændret sig i vinterpausen; Breitenreiter foretrækker stadig sin duo med Goretzka og Geis på den centrale midtbane. Samtidig har Schalke lånt Younes Belhanda i Dynamo Kiev, og han blev i weekenden indskiftet til fordel for Max Meyer. Før vinterpausen var det sandsynligt, at Pierre-Emile var blevet indskiftet i sådan en situation, men der er måske andre boller på suppen nu. Helt klart er det, at det er uholdbart for Pierre-Emile, hvis han får mindre spilletid i næste halvdel af sæsonen, end han har gjort hidtil. Han har unægtelig brug for spilletid for at kunne udvikle sig videre.

Niki Zimling, 1. FSV Mainz 05:

Endnu en gang står vi i en situation, hvor Mainz har spillet kamp i weekenden, mens Niki Zimling har lavet alt andet. Det bringer os op på 18 runder i træk, de første 18 runder af sæsonen, hvor Zimling ingen spilletid har fået. Der kan ikke være den mindste tvivl om, at Zimling skal væk fra Mainz, hvis han skal have nogen form for gang i sin karriere igen.

Medierne har siden transfervinduets åbning kunnet rapportere om flere tilbud til Zimling, men han er angiveligt ikke blevet tilbudt noget på nuværende tidspunkt, der har fristet tilstrækkeligt. Man må håbe for ham, at han finder en afklaring hurtigst muligt, så denne uholdbare situation kan ende.

Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg:

I medierne har vi også kunnet læse, at Nicklas Bendtner skulle være på vej væk fra Wolfsburg, og at han muligvis skal retur til England. Bendtner selv har også sagt, at situationen er uholdbar, så det vil ikke være den store overraskelse, hvis Bendtner i dette transfervindue finder en anden adresse at praktisere sin fodbold på.

Alt dette er dog mindre vigtigt nu, for minsandten om ikke der var spilletid til Bendtner i weekenden. Han blev skiftet ind efter 78 minutter til fordel for Max Kruse, men som vi har kunnet skrive det så mange gange før, så var han ikke i stand til at påvirke resultatet, og Wolfsburg tabte kampen 3-2, da Alexander Meier gik amok for Frankfurt og scorede et hattrick.

Om ikke andet så var det første gang siden spillerunde 12, at Bendtner fik spilletid i Bundesligaen, så det er med at tage de små sejre med, når de opstår.

Noter fra 2. Bundesliga:

I denne omgang er der ingen noter fra 2. Bundesliga at komme efter, da spillerne her først er tilbage efter vinterpausen med kampe den 5. februar. Dermed må vi vente en uge med at erfare, om Jakob Busk er tiltænkt en stor rolle i Union Berlin, og om Yussuf Poulsen og RB Leipzig kan fortsætte deres vej mod oprykning. Det skal også blive spændende at se, hvornår Emil Berggreen vender tilbage fra sin skade, og om han kan spille sig til stabil spilletid i anden halvdel af sæsonen.

You may also like
1. FC Kaiserslautern, Relegation, 2. Bundesliga 2022/23
Optakt til runde 27 i 2. Bundesliga: Sidste chance for Alexander Zorniger og Fürth?
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til runde 26 i 2. Bundesliga: St. Pauli på vej mod oprykning og Baumgart som en moderne Churchill
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 25. runde i 2. Bundesliga: Er der overhovedet nogen, der vil rykke op?
Optakt, Bayern München, højdepunkter
DFL fastsætter kamptidspunkter for runde 27 – 30 i 1. og 2. Bundesliga