bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (34. runde)

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (34. runde)

Det er blevet tid til sæsonens sidste omgang af danskerstatus. Vi har fundet en mester i Bayern München og to nedrykkere i Hannover 96 og VfB Stuttgart samt Eintracht Frankfurt, der skal i play off for at redde livet i Bundesligaen.

I denne den sidste udgave af danskerstatus, skal vi selvfølgelig have fokus på danskerne i tysk fodbold. Vi forsøger at tegne et billede af sidste runde og eventuelle fremtidsudsigter.

Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

For Andreas Christensen og Gladbach blev den sidste spillerunde en god dag. De vandt 2-0 over Darmstadt, og dermed sikrede de sig fjerdepladsen, der giver adgang til kvalifikationen til Champions League i næste sæson.

Andreas Christensen spillede hele kampen for Gladbach i midten af det centrale forsvar, og det gjorde han godt. Han havde blandt andet to skud i kampen, noget man sjældent ser fra AC. Han ramte ikke målet med nogle af skuddene, så det er ikke sikkert, vi skal forvente os mere af det i den nærmeste fremtid. Han udviste en stor præcision i sine afleveringer og ramte en medspiller i 93 % af tilfældene. Han vandt også seks hovedstødsdueller. Kun Felix Platte fra Darmstadt vandt flere i kampen med syv. En enkelt tackling, otte clearinger og to bolderobringer kunne det også blive til.

Det var summa summarum en god kamp for Gladbach og Andreas Christensen, der på trods af deres miserable start og trænerfyring alligevel har mulighed for at spille Champions League-fodbold i næste sæson, så mon ikke de er tilfredse.

AC’s lejeaftale med Gladbach løber endnu en sæson, men nogle rygter siger, at Chelsea kunne være interesseret i at hente ham tilbage i klubben denne sommer, så det skal blive spændende at følge med i denne udvikling.

Frederik Sørensen, 1. FC Köln:

For Köln var sidste spillerunde hverken specielt god eller dårlig. De stod 2-2 med Dortmund, hvilket i sig selv har været en præstation i denne sæson, men resultatet kunne de ikke bruge til at avancere i tabellen, og de slutter dermed sæsonen på en niendeplads.

Denne kamp var der dog desværre ingen danskeraktier i, da Frederik Sørensen måtte sidde kampen over, fordi han i kampen forinden mod Werder Bremen fik sit femte gule kort i sæsonen.

Skal vi derimod forsøge at samle op på Sørensens sæson i det tyske, så startede den fremragende med fuld spilletid i det centrale forsvar i de første 10 runder. Derefter har sæsonen været mere rodet, men det lader dog til, at han har fået manifesteret sig som førstevalg på højre back.
Forhåbentlig får vi mange flere Bundesligaminutter fra Sørensen i næste sæson.

Jannik Vestergaard, SV Werder Bremen:

Sidste spillerunde skulle vise sig at blive en festdag for Jannik Vestergaard og Werder Bremen. Inden rundens kamp havde Werder Bremen på 16. pladsen 35 point, mens Eintrackt Frankfurt, som de mødte i den sidste kamp, havde 36 point på 15. pladsen. Det var derfor en direkte duel mellem de to hold om at undgå 16. pladsen, der sender holdet ud i play off om at sikre sig endnu en sæson i Bundesligaen.

Werder Bremen vandt kampen over Frankfurt 1-0, og dermed formåede de at klatre helt op på 13. pladsen, hvilket også fortæller en ting eller to om, hvor tæt den nederste halvdel af Bundesligaen var.

Kampen og Vestergaards præstation i den skal vi selvfølgelig også kigge nærmere på. Vestergaard gjorde sig blandt andet bemærket ved at være den spiller, der havde næstmest boldbesiddelse i kampen. Han udmærkede sig også ved en afleveringsnøjagtighed på 85 % samt to clearinger og to bolderobringer.

Dermed er vi sikret endnu en sæson med Jannik Vestergaard i Bundesligaen, medmindre han selvfølgelig skifter klub i sommerens transfervindue.

Leon Andreasen og Uffe Bech, Hannover 96:

Hannover, der allerede var rykket ned, skulle i den sidste spillerunde til München og prøve kræfter med de nyslåede mestre Bayern München. Det blev naturligt nok en for stor mundfuld for Bundesligaens bundprop, der tabte kampen 3-1.

For både Leon Andreasen og Uffe Bech har slutningen af sæsonen været en svær tid, der har budt på skader til begge danskere. I weekenden var de ligeledes skadet, så vi kan ikke her fokusere på deres præstation.

Fremadrettet skal det blive spændende at følge med i, om de to danskere vælger at blive hos Hannover og spille i 2. Bundesliga, eller om de vil forsøge at arrangere et klubskifte, så de kan spille fodbold på højere plan. Alle disse spekulationer kan vi kun blive klogere på, som sommeren går.

Pierre-Emile Højbjerg, FC Schalke 04:

Schalke skulle bruge den sidste spillerunde til at sikre sig en plads i Europa League i næste sæson, og det lykkedes for dem. De vandt 4-1 over Hoffenheim, og Schalke slutter derfor på femtepladsen.

For Pierre-Emile Højbjerg blev dagen dog ikke så glædelig, som den kunne være blevet. Han måtte nemlig sidde på bænken gennem hele kampen og se sine holdkammerater spille. Det er en ærgerrig spiller som Pierre-Emile selvfølgelig aldrig tilfreds med.

Pierre-Emiles agent, Søren Lerby, har nu også bekræftet, at Pierre-Emile er færdig i Bayern München, fra hvem han har været lejet ud i denne sæson, så han skal finde sig en ny klub i sommerens transfervindue.

Denne unge danskers fremtid er der sikkert mange, der følger spændt med i, og på bulibold ser vi da gerne, at han vælger at fortsætte i det tyske.

Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:

Det skulle ikke blive i denne halvsæson, at Emil Berggreen skulle få sin debut i Bundesligaen. Han nåede ikke at overkomme sin skade i knæet inden weekenden, og han må derfor vente til efter sommerpausen med at prøve sig af på øverste hylde i Tyskland.

Mainz spillede i weekenden mod Hertha Berlin, som de lå helt lige med pointmæssig inden runden. Det gør de også nu efter kampen, der endte 0-0. Mainz slutter derfor på sjettepladsen, og de skal i næste sæson spille Europa League. Forhåbentlig ser vi Emil Berggreen i aktion her.

Det blev altså til en halv sæson uden, at vi kunne berette om en præstation fra Berggreen. Vi glæder os mildest talt til at se ham spille efter sommerpausen.

Noter fra 2. Bundesliga:

Der har selvfølgelig også været afviklet sidste spillerunde i 2. Bundesliga, og de resultater skal vi selvfølgelig også gennemse for danske præstationer.

Vi starter hos Union Berlin, hvor Jakob Busk for første gang, siden han skiftede i januar, måtte se hele kampen fra bænken. Union Berlin vandt kampen 2-1.

Niki Zimling kom heller ikke i aktion for FSV Frankfurt denne gang, da han stadig er skadet.

Nicklas Helenius startede kampen på toppen for Paderborn, der mødte Nürnberg. Paderborn tabte kampen 1-0, og Helenius blev skiftet ud efter 67 minutter.

Yussuf Poulsen spillede hele kampen på højre kant for RB Leipzig, da de mødte Duisburg. RB Leipzig tabte kampen 1-0.

You may also like
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 30 i 2. Bundesliga: Er St. Pauli gået i stå og Nordderby i Hamburg
Schalke 04, maskot, Comebacks
Schalke: (Kon)Kurs mod 3. Liga?
Hannover, optakt, højdepunkter
Optakt til runde 29 i 2. Bundesliga: Derby i Niedersachsen!
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til runde 28 i 2. Bundesliga: “En storkamp fra 80’erne”