bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (1. runde)

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (1. runde)

Den har været længe ventet, men nu er den endelig tilbage. Bundesligaen. Og med det selvfølgelig en ny omgang danskerstatus. Vi har måttet sige farvel til Pierre-Emile Højbjerg, der nu prøver lykken i Premier League, mens vi har kunnet sige velkommen til bl.a. Jonas Lössl, der er kommet fra fransk fodbold, så der er stadig al mulig grund til at holde sig opdateret på de danske spillere i 1. og 2. Bundesliga.

Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

Vi har fået en intern dansk transfer i Bundesligaen i løbet af sommeren. Jannik Vestergaard skiftede Werder Bremen ud med Borussia Mönchengladbach, og dermed er han blevet holdkammerat med Andreas Christensen. Det er et skifte, der forhåbentligt kan betyde en masse spilletid til de to danskere sammen.

I sæsonens første kamp fik de to danskere dog ikke lov til at starte sammen. Andreas Christensen startede på banen i midten af et centralt forsvar på tre mand, mens Jannik Vestergaard blev skiftet ind efter pausen, så de spillede sammen i anden halvleg.

Gladbach vandt deres kamp mod Leverkusen 2-1. Andreas Christensen spillede en solid kamp og opnåede næstmest boldbesiddelse af alle i kampen. Han sluttede også kampen med den næsthøjeste pasningsrate af alle med 87 %. Herudover vandt han fem luftdueller og en tackling.

Jannik Vestergaard var naturligt nok noget mindre involveret i kampen. Han kunne dog bidrage med bl.a. fire bolderobringer.

Frederik Sørensen, 1. FC Köln:

Der var fuld spilletid til Frederik Sørensen i Kölns 2-0 sejr over Darmstadt. Han huserede gennem hele kampen på højre back. Sørensen spillede en meget godkendt kamp, hvor han vandt alle de luftdueller og tacklinger, han forsøgte sig med.

Højre back var også, hvor Sørensen sluttede sidste sæson, så noget kunne tyde på, at han er en fast del af træner Peter Stögers planer. Han har i hvert fald ikke spillet sig selv af holdet med weekendens præstation.

Jonas Lössl, Niki Zimling og Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:

Situationen i Mainz er noget usædvanlig, hvad angår danskere, fordi hele tre af slagsen er på lønningslisten. Der er tale om Jonas Lössl, der netop er kommet til holdet fra franske Guingamp, Niki Zimling, der er vendt tilbage fra sit lejeophold hos FSV Frankfurt og Emil Berggreen.

Det er dog meget tvivlsomt, om Niki Zimling bliver i klubben. Alt tyder på, at han ikke gør. I hvert fald fik han ingen spilletid for holdet i sidste sæson. Ydermere er han i øjeblikket skadet, så han var aldrig aktuel til weekendens kamp. Det samme gjorde sig gældende for Emil Berggreen, der er langtidsskadet og højst sandsynligt ikke kommer i kamp på denne side af vinterpausen.

Jonas Lössl var derimod aktuel i weekendens kamp. Her skulle han vogte buret mod Dortmund, der skulle vise sig at blive for stor en mundfuld. Mainz tabte kampen 2-1. Lössl diskede op med seks redninger, dobbelt så mange som sin kollega i det modsatte mål, men det var ikke nok. Af mere negative ting formåede han kun at ramme en medspiller med 45 % af sine afleveringer.

Det er aldrig nogen let opgave at stå i mål, når modstanderen er Dortmund, men ikke desto mindre skal vi selvfølgelig glæde os meget over at have en dansker i Bundesligaen, der lader til at være førstevalg på målmandsposten.

Martin Hansen, FC Ingolstadt 04:

Jonas Lössl er dog ikke den eneste målmand, der er kommet til Bundesligaen i løbet af sommeren. Det samme er Martin Hansen, der er skiftet fra ADO Den Haag i Holland til Ingolstadt.

Weekendens runde var dog ikke på samme måde positiv for Martin Hansen. Han måtte nemlig sidde på bænken under Ingolstadts kamp og i stedet lade Örjan Nyland vogte buret.

Det skal blive spændende at følge med i, hvad Hansen har i vente i Ingolstadt. Det giver selvfølgelig sig selv, at vi håber på meget spilletid.

Emre Mor, Borussia Dortmund:

Man kan måske diskutere, om Emre Mor burde figurere på en liste over de danske spillere i tysk fodbold, når han har valgt at spille for det tyrkiske landshold, men vi har alligevel valgt at medtage ham, fordi han trods alt er født og opvokset i Danmark og har repræsenteret Danmark på ungdomslandholdsniveau.

Mor kom ikke i aktion i weekendens kamp og måtte se hele kampen fra bænken. Der er dog noget, der tyder på, at Mor er tiltænkt en rolle på Dortmunds hold i løbet af sæsonen. Det viser sig bl.a. i, at han er blevet tildelt trøje nummer 9.

Yussuf Poulsen, RB Leipzig:

Et nyt hold i Bundesligaen fra denne sæson er RB Leipzig, og de har en dansker i truppen, nemlig Yussuf Poulsen. Yussuf Poulsen havde stor andel i Leipzigs oprykning i sidste sæson, men der var lidt spekulation omkring, hvorvidt han også var tiltænkt en rolle i denne sæson.

Det foreløbige svar kom søndag, hvor Yussuf Poulsen startede på banen for Leipzig i deres første Bundesligakamp mod Hoffenheim. Han startede på toppen sammen med det nye indkøb Timo Werner.

Poulsen spillede 82 minutter, inden han måtte gøre plads til Davie Selke. Han formåede dog ikke at være involveret i nogen af Leipzigs mål. Kampen endte 2-2.

Noter fra 2. Bundesliga:

2. Bundesliga huser i denne sæson fire danskere, og dem skal vi selvfølgelig også holde os opdateret på. Det drejer sig om Uffe Bech i Hannover, Jacob Rasmussen i St. Pauli og Jakob Busk og Kristian Pedersen i Union Berlin.

2.Bundesligaen har allerede gennemført tre runder, så vi er ikke med fra den spæde start.

I weekenden spillede Hannover 1-1 med Bochum, men det var uden Uffe Bech, der er skadet.

St. Pauli tabte 1-0 til Dynamo Dresden, og her var Jacob Rasmussen ikke valgt til truppen.

Vi havde dog to danskere i aktion i Union Berlins kamp. Jakob Busk vogtede målet i kampen, der endte 4-4, og Kristian Pedersen spillede hele kampen på venstre back.

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
HSV, oprykning
Optakt til 10. runde i 2. Bundesliga: Kong Klose og HSV som HSV?