I anden del af besøget hos Jacob Rasmussen tager den unge dansker os med tilbage til tiden i Schalke 04 og fortæller om forskellen mellem dansk- og tysk fodboldkultur, samt hvad fremtiden gerne skal bringe.
Der findes utallige eksempler på unge danske fodboldspillere, der pakker tasken og forlader de trygge rammer for at følge drømmen om at blive professionel fodboldspiller i en topklub. I Tyskland har vi tidligere set spillere som Pierre-Emile Højbjerg tage til Bayern, og Jacob Bruun Larsen tage til Dortmund. Herudover kan vi finde utallige eksempler rundt omkring i Europa. Markus Bay, Christian Eriksen, Patrick Olsen, Viktor Fischer og Kasper Dolberg, for blot at nævne en håndfuld.
Som 17-årig tog Jacob Rasmussen det samme store skridt og forlod de trygge rammer hos forældrene i Odense for at forfølge en drøm om at blive professionel i Tyskland. Schalke 04 stod klar med en ungdomskontrakt, og den unge dansker endte med at have to gode år i den tyske storklub.
I tiden i Schalke 04 opnåede Jacob Rasmussen både at blive tysk mester for U19-hold, samt at bære anførerbindet ved flere lejligheder for klubbens U19-hold, som han også fik æren af at spille for i ungdomsudgaven af Champions League, UEFA Youth League, hvor han blandt andet havde Leroy Sané som holdkammerat.
Tiden i Schalke 04 var god for den unge dansker, og specielt det tyske mesterskab for U19-hold står stærkt i erindringen:
“Det var så vildt. Der fik man lige en smagsprøve på, hvordan det er at spille for mange tilskuere (13.000, red.) Det var en stor oplevelse, og noget som jeg aldrig kommer til at glemme. Det er et minde for livet.”
I Schalke optrådte Jacob Rasmussen også med anførerbindet ved flere lejligheder, men decideret anfører var han aldrig. Dette har dog sin egen forklaring:
“Da jeg blev rykket op som 2. års-junior, indførte træneren et system, at vi havde to anførere. Her var jeg den ene af dem, og så skiftedes vi ellers til at bære anførerbindet i kampene. Det var meget spændende og en stor ære at bære anførerbindet.”
Professionalisme og curlingbørn
Som nævnt skiftede Jacob Rasmussen allerede som 17-årig til tysk fodbold, og han forlod dermed dansk fodbold i en meget tidlig alder. Alligevel er han ikke bange for at komme med sin ærlige mening om, hvad forskellen er mellem tysk- og dansk fodboldkultur:
“En af de store forskelle er den mentalitet, som du har hernede. Derhjemme sætter man spørgsmålstegn ved trænerens metoder, men det gør du bare ikke hernede. Når træneren siger løb, så løber du, og når træneren siger hop, så hopper du.”
“I Danmark kan der måske godt være lidt for mange curlingbørn, som er vant til at få deres vilje, og sådan er det bare ikke hernede. Hvis du ikke er god nok, så bliver du smidt væk, og hvis du ikke præsterer, så er der bare en anden, der spiller i stedet.”
“Det kan generelt godt blive lidt for hyggeligt derhjemme, og der kan godt være for meget fokus på, at alle skal have det godt. Det er selvfølgelig godt for sammenholdet, men den hyggelige stemning ødelægger også konkurrencen.”
Niveauforskellen på dansk og tysk fodbold er også til at tage at føle på:
“Folk er hurtigere, bedre taktisk og bedre teknisk hernede, og man skal hæve sit niveau, hvis man vil følge med.”
“De har også flere spillere at vælge imellem hernede, og derfor kan de også tillade sig at lade dig gå, hvis du ikke præsterer. Det kan man ikke nødvendigvis derhjemme, for der står måske ikke en i kulissen, som er bedre.”
Drømme om landshold og Bundesliga-fodbold
Jacob Rasmussen har været en del af de danske ungdomslandshold siden U16-tiden, og gør sig i dag på U20-landsholdet.
“Det er en ære at spille for ens landshold, og jeg er super stolt, hver gang jeg bliver udtaget. Det er klart et mål for mig at komme til at spille for U21-landsholdet på et tidspunkt, og langt ude i fremtiden vil jeg da også gerne spille for A-landsholdet.”
Fremtidsdrømme har den unge dansker mange af, men han ved også godt, at det kræver hårdt arbejde og en smule held, hvis hans drømme skal gå i opfyldelse:
“Jeg skal holde hovedet koldt og holde skruen lige i vandet, og så må vi se, hvor det bringer mig. Hvis jeg selv skal vælge, så spiller jeg gerne fast i Bundesligaen om fem år, men det kræver, at jeg leverer hver dag til træning og til kamp, og så kræver det også, at jeg har det fornødne held. Men jeg ville da gerne hive St. Pauli med op i Bundesligaen.”
Og på spørgsmålet om, hvorvidt han kunne finde på, at spille for HSV på et tidspunkt, kigger den målrettede dansker ud over banen på Millerntor og griner, mens han bestemt siger:
“Det skal jeg i hvert fald ikke.”
