bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bulibolds ”Spieler des Monats” i maj: Kai Havertz – Bayer Leverkusen

Bulibolds ”Spieler des Monats” i maj: Kai Havertz – Bayer Leverkusen

I en alder af 20 år har Kai Havertz slået sit navn fast som en af de mest interessante spillere i Bundesligaen. Han har været klart bedste mand for Bayer Leverkusen siden Bundesligaen startede op igen, og vi har derfor valgt Havertz som månedens spiller i Bundesligaen.

Fem mål på fire kampe. Kai Havertz har haft fart på, siden Bundesligaen blev genoptaget. I den første kamp mod Werder Bremen scorede Havertz to mål og var stærkt medvirkende til, at ”Die Werkself” fik tre point med hjem fra Bremen. I den efterfølgende runde fortsatte Havertz den gode form i topkampen mod Borussia Mönchengladbach, og han scorede endnu en gang to mål.

Noget af det mest imponerende har været, at Havertz har vist sine store kvaliteter frem på en uvant position i angrebet. I en rolle som ”falsk nier” har Kai Havertz haft en fri rolle, som både har gavnet holdet og ham selv:

”Jeg har en fri rolle på holdet, fordi jeg ikke nødvendigvis bliver i rummet ved forsvaret. Jeg falder tilbage i banen, hvilket altid har været en del af mit spil. Jeg er også blevet farligere foran mål, og kommer mere ind i boksen, og det passer mig godt” udtalte Havertz efter sejren over Borussia Mönchengladbach.

Og Havertz har fat i noget. I de seneste fem kampe, hvor han har spillet helt på toppen, har han været langt farligere end tidligere på sæsonen. Tidligere i denne sæson spillede han centralt på den offensive midtbane, og her bidrog han kun med tre mål og tre assist. Havertz’ seneste form har vist, at han måske er den ”rigtige nier” for Bayer Leverkusen.

Han har en uforlignelig evne til at kunne styre og dominere kampe fra hvilken som helst position på banen, og hans gode overblik sikrer ham ofte god tid på bolden til at sætte sine medspillere op.

Når man ser Kai Havertz spille, glemmer man helt, at han blot er 20 år gammel. Han har udviklet sig til at være en lederfigur hos Bayer Leverkusen, og med anførerbindet på armen, er han forskellen mellem skuffelse og succes.

Det var tydeligt i kampen mod VfL Wolfsburg. Her voksede træerne ikke ind i himlen for Havertz, hvor han både havde problemer med at vinde sine dueller, holde på bolden og han kom kun frem til ganske få chancer. Ikke en stor kamp af Havertz, hvor Bayer Leverkusen endte med et nederlag på 4-1 mod VfL Wolfsburg

Et enkelt bump på vejen stopper dog ikke den talentfulde spiller, hvis fremtid ser lys ud. I runden efter nederlaget til Wolfsburg sikrede han Bayer Leverkusen sejren over Freiburg, og skrev sig samtidig i historiebøgerne. Det var hans 35. mål i den bedste række, og han blev dermed den første spiller i Bundesligaen til at score 35 mål før sin 21 års fødselsdag. En rekord der tidligere tilhørte Klaus Fischer.

Det har været fascinerende at følge Kai Havertz i maj måned, hvor han har bevist, hvorfor han er et drømmekøb for flere topklubber rundt i Europa. Han er Bayer Leverkusens vigtigste spiller og grunden til, at ”Die Werkself” stadig kan drømme om Champions League fodbold næste sæson. Havertz har ganske enkelt været den mest værdifulde spiller, og fortjener kåringen som månedens spiller hos Bulibold.

 

foto: www.bayer04.de

You may also like
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 1/8-finalerne i DFB Pokal 2024/25
Leverkusen, stadion
Sæsonoptakt: Bayer Leverkusen – kunsten at forbedre den perfekte sæson
Tilskuersnit for Bundesligaen
50+1 reglen og Bayer Leverkusen – Pandoras pilleglas?
Sæsonoptakt, Bayer Leverkusen
Optakt: Bayer Leverkusen – Bayern München: Den tidlige duel om die Meisterchale