Bayern München fører suverænt Bundesligaen. Den sydtyske storklub er også i Champions League-semifinalen. Endda for femte gang indenfor seks år. Det borger for sportslig kvalitet – og det er noget, der tiltrækker sponsorer.
Derfor har den tyske sportsfirma Adidas da også valgt at forlænge aftalen med Bayern München for yderligere ti år. Den nuværende aftale løb frem til sæson 2019/20, men nu kører den yderligere ti år – fra sæson 2020/21 til sæson 2029/30. Det sender Bayern München op i den europæiske økonomiske superliga, idet aftalen giver klubben 96 millioner dollar per sæson. Kun overgået i fodboldens verden af Manchester Uniteds aftale med Adidas, der giver den engelske storklub 104 millioner dollar per sæson.
I det hele taget er kampen mellem giganterne i sportsindustrien intens på fodboldfronten – det mest attraktive sportsmarked. Her har Adidas dog efterhånden iført sig førertrøjen med de fire største sponsoraftaler på markedet, nemlig firmaets aftaler med Manchester United, Bayern München, Real Madrid og Chelsea. Og det er netop de store klubber, der trækker salget af fodboldtøj, idet de ti største europæiske fodboldklubber sælger 65 procent af tøjet på markedet.
Til gengæld fører Nike kvantitativt, idet det amerikanske firma har aftaler med 26 klubber i de fem største europæiske ligaer – mod Adidas’ 18 og Pumas ni.
Adidas solgte 13 millioner fodboldtrøjer i sæson 2013/14, viser en opgørelse fra analysefirmaet Repucom.
Læs det seneste nummer af Sport Executive her
TOP FEM TRØJEAFTALER
Manchester United, Adidas, 104
Bayern München, Adidas, 96
Real Madrid, Adidas, 49
Chelsea, Adidas, 45
Arsenal, Puma, 45
Mio. dollar