bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Anmeldelse af Bundesligatrøjerne 2022/23
Bundesliga, Bundesligatrøjerne
Vi er klar med den årlige anmeldelse af Bundesligaklubbernes spilletrøjer. Se alle Bundesligatrøjerne 2022/23 hos kicker

Werder Bremen:

Der er kommet mere hvidt i oprykkernes trøjer end der har været brugt tidligere. Et lidt anderledes mønster i grøn og hvid præger trøjerne og de små, pixellerede dele i overgangen mellem grøn og hvid smelter godt ind i det samlede layout. Ros skal der også være til, at sponsornavnet passer godt ind i trøjernes øvrige design.
⚽️⚽️⚽️⚽️
 

Hertha BSC Berlin:

Blå striber på en hvid baggrund er klassisk for hovedstadsklubben, der gerne vil lege med de store, men som regel ender som grå masse. De forholdsvis brede blå striber giver et godt helhedsindtryk sammen med de hvide ærmer. Til gengæld trækker den orange del af sponsornavnet ned i det samlede indtryk.
⚽️⚽️⚽️

VfB Stuttgart:

Det røde brystbånd på Stuttgart-trøjerne er klassisk, og det er selvfølgelig også en del af designet på trøjen til den kommende sæson. Trøjen er klassisk hvid, men udstyrsponsorens lidt for markante udtryk på ærmerne trækker lidt ned på en ellers fin trøje. Til gengæld er trøjesponsorens navn og logo flettet smukt ind i det røde brystbånd.
⚽️⚽️⚽️

FC Augsburg:

Bundesligaens grå mus forsøger sig med farverige trøjer, og har gjort det i et par sæsoner nu. Sidste sæsons grøn-rød stribede trøjer var et mareridt for farveblinde og årets trøjer er ikke blevet bedre.
Rød er denne gang blevet den dominerende farve, men hvad designeren har tænkt med de tværgående grønne og hvide striber er ikke til at vide. Augsburgs image som søvndyssende går muligvis igen i designet, der mest af alt minder om en pyjamastrøje.
⚽️

VfL Bochum:

Sidste sæsons enkle snit med en dybblå trøje er blevet udviklet lidt til den nye sæson. Den blå farve er blevet lysere og der er kommet enkelte hvide elementer ind i trøjen, der dog overvejende er vellykket.
⚽️⚽️⚽️⚽️

VfL Wolfsburg:

Volkswagen og grøn hører sammen med Wolfsburg. Denne gang er det en lysere grøn farve, der er blevet valgt, og der er lagt et mønster ind i trøjens layout. Det mørkeblå logo fra bilfabrikken smelter godt ind i det øvrige design.
⚽️⚽️⚽️⚽️

Eintracht Frankfurt:

En fodboldtrøje behøver ikke have alle mulige mønstre for at være fed. Det beviser Eintracht Frankfurt endnu en gang. En enkel, hvid trøje med en sort kant ved ærmer og krave gør layoutet smukt og overskueligt. Både klublogo og sponsornavn er holdt i sort, og er tydeligt uden at blive dominerende eller markant.
⚽️⚽️⚽️⚽️⚽️⚽️

Borussia Mönchengladbach:

Die Fohlens nye trøjer sender tankerne tilbage til storhedstiden i 1970’erne. Hvid er grundfarven og det grønne og sorte bånd lodret midt på trøjen får tankerne tilbage på dengang, Jupp Heynckes, Berti Vogts og og Günter Netzer var de dominerende navne i klubben. Klublogoet er også holdt i sort, men det trækker voldsomt ned, at sponsorens orange navnetræk bryder de ellers enkle farver.
⚽️⚽️⚽️⚽️

TSG Hoffenheim:

Lige som resten af klubbens snart 15-årige optræden i Bundesligaen, skiller Hoffenheims nye trøjer sig ikke særskilt ud fra mængden. Klubben har valgt en lysere blå nuance til den kommende sæson med flere, tværgående hvide striber. De skal angiveligt symbolisere det bakkede landskab, landsbyklubben er placeret i, men minder mere om det åbne hav, der ligger flere hundrede kilometer fra Hoffenheim. Sponsorlogoet er til gengæld integreret godt ind i trøjens design.
⚽️⚽️⚽️

Mainz 05

Lige som naboerne fra Frankfurt har Mainz fundet et enkelt design uden de store dikkedarer på deres røde trøjer. Sponsornavnet passer godt ind i designet, men farven i klublogoet er en anelse mørkere end trøjens røde farve og det koster den sidste fodbold til en vellykket trøje
⚽️⚽️⚽️⚽️⚽️
 

1. FC Köln:

Die Geissböcken har i år skiftet tøjsponsor til Hummel, og det danske tøjmærke er sluppet godt fra deres første trøje til klubben. Den røde front falder godt ind i det øvrige, hvide design på trøjen og både sponsornavn og klublogo er godt indarbejdet i trøjen.
⚽️⚽️⚽️⚽️⚽️

SC Freiburg:

De tabende pokalfinalister har tidligere leveret enkle og flotte trøjer, og det har formentlig også været ambitionen for de nye trøjer. Den røde farve er flot, men de lodrette hvide striber og tyndere striber nederst passer bare ikke sammen. Sponsorlogoet er også forsøgt indarbejdet i designet uden det store held, og når klublogo og trøjesponsorens logo skal være i sort, falder det hele fra hinanden.
⚽️⚽️

Union Berlin:

Holdet fra Berlin-bydelen Köpenick holder sig til den velkendte stil inden for de rød-hvide klubfarver. Striberne går igen fra de seneste sæsoner, og den gule farve i klublogoet er ikke så dominerende, som man kunne frygte det ville være. Ikke det store spræl eller nytænkning – snarere lidt kedelig.
⚽️⚽️⚽️

RB Leipzig:

Pokalvindernes trøje fra sidste sæson mindede mest om en forvasket nattrøje, og årets trøjer er kun en anelse bedre. Det røde mønster på siden bliver suppleret af nogle grå nuancer, der skal udgøre det for en eller anden form for mønster. Sponsorens navn står ikke på trøjen, men der er ingen tvivl om, hvem der lægger pengene i leipzigernes pengekasse, og den gule farve i sponsorlogoet er voldsomt dominerende i en trøje, der kunne have været acceptabel, hvis den hvide grundfarve kun havde været suppleret af rød og grå.
⚽️

Bayer Leverkusen:

Die Werkself har igen taget fat i det klassiske, røde look og det fungerer stort set altid godt. Denne gang er det suppleret af et mønster, der skal symbolisere lydbølger fra fansenes sange på stadion. En fint tænkt detalje som en hyldest til dem, der skaber stemningen. De hvide og sorte bånd på ærmer og i kraven er en fin markering af de øvrige klubfarver.
⚽️⚽️⚽️⚽️

Borussia Dortmund:

De evige toere fra Borussia Dortmund holder sig endnu en gang til det enkle og stilsikre. Brede sorte striber på den gule trøje er set før, men det fungerer ganske fornuftigt. Designeren er kommet godt fra at integrere klublogo og trøjesponsorens logo i trøjen, men den hvide farve i sponsorlogoet trækker det samlede indtryk ned.
⚽️⚽️⚽️

Bayern München:

Trøjen har ikke været nogen hemmelighed, da den allerede blev præsenteret på sidste spilledag i den forgangne sæson. Den røde farve er blevet lysere end tidligere, og i den kommende sæson har man forsøgt sig med tynde, tværgående hvide striber i forskellig tykkelse på den røde baggrund. Resultatet er ikke videre vellykket og ligner mere en trøje, man vil have på, når man skal lave malerarbejde derhjemme.
⚽️⚽️

Schalke 04:

Efter et års fravær er Schalke tilbage i Bundesligaen og det med en trøje, der minder om tidligere tiders trøjer fra die Knappen. Et ganske enkelt design i blå, med hvide mønstre på siderne. Sponsornavn og klublogo smelter godt sammen i designet, men alt i alt bliver det lidt kedeligt og intetsigende.
⚽️⚽️⚽️
You may also like
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 7 – Neue Kräfte braucht das Land
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!