Han overtog en klub på vej ned, førte dem tilbage til toppen af tysk fodbold og efterlod dem i frit fald. Så kort kan Klaus Allofs fire år i Wolfsburg i store træk opsummeres. I den lidt længere version spiller vennetjenester og overdreven tro på egne evner en afgørende rolle i, hvorfor Allofs nu er fortid i klubben.
”At nå til toppen er let. Dét der er svært er at forblive på toppen.” Ordene har Klaus Allofs ofte gentaget over for pressen, når han er blevet spurgt indtil sin succes, som tre pokaltitler og et enkelt mesterskab i tiden i først Werder Bremen og siden Wolfsburg trods alt må siges at være.
Og han har ret. For toppen nåede han relativt hurtigt i Folkevognsklubben. Da han kom til i november 2012, var Wolfsburg en klub uden retning. Uden styring. Uden omtanke. Magath var ikke nogen succes i sin anden periode i klubben og efterlod holdet i den tunge ende af tabellen og med alt for mange spillere i truppen.
Der skulle ryddes op, og Allofs skulle være manden, der gjorde det. En af hans første aktioner var at hente Dieter Hecking i Nürnberg. Måske ikke den mest fremsynede træner, men en solid håndværker, der i flere sæsoner havde vist, at han kunne lave fine resultater for små midler.
Det første halve år blev kørt i land med en respektabel 11. plads som året efter blev til en femteplads og europæisk fodbold, inden den helt store succes kom i 2014/2015 sæsonen, hvor det blev til en andenplads i ligaen og sejr i pokalturneringen.
Indkøb af Perisic, de Bruyne, Gustavo, Caligiuri var en ubetinget succes, og Allofs kunne have kommet kørende i en Toyota til træning i Folkevognsbyen, og ingen ville have sagt noget. Så stor en stjerne havde han i klubben på det tidspunkt.
Men lige så ”forholdsvist let” det var at komme til tops, ligeså svært var det at forblive der. De Bruyne kunne klubben ikke holde på, og han skulle selvfølgelig væk efter en sæson, hvor han med afstand var Bundesligaens bedste spiller. En pris på 74 millioner euro for en spiller, som de halvandet år forinden blot havde givet 22 millioner euro for var isoleret set endnu en fremragende handel fra Allofs side.
Men det var en handel, der skulle have fundet sted lang tid før. Fra tidlig maj stod det klart for de fleste, at de Bruyne ville skifte til Manchester City. Formentlig også for Allofs selv. Sportsdirektøren ville dog ikke slippe sin stjerne for enhver pris og gik i stedet ind i en lang transfersaga, der først fik sin slutning den 30 august. To dage før transfervinduet lukkede.
I bagklogskabens endda meget klare lys havde Wolfsburg været bedre tjent med en hurtigere afklaring og et par millioner mindre. Så havde der været bedre tid til at finde de rigtige afløsere. Schürrle var allerede blevet hentet i vinterpausen, men havde ikke haft nogen nem start på sin karriere hos Wolfsburg, og selvom Draxler, Kruse og Dante så fint ud på papiret, så passede ingen af disse for alvor ind på holdet. Kruse er bedst på et hold, hvis spil går gennem midten, Draxler virkede mest af alt ærgerlig over ikke at være kommet til engelsk fodbold, og Dante skulle man ikke have set mange kampe med det sidste års tid i Bayern for at se, at hans niveau var stærkt dalende.
Om det var en overdreven tro på egen evner til konstant at kunne finde fuldgode erstatninger er svært at sige, men Allofs undervurderede i hvert fald opgaven med at skulle afløse de Bruyne og Perisic. Lidt i samme stil som han havde overvurderet Wolfsburgs mange penge og omdømme, da klubben året forinden jagtede både Lukaku, Mandzukic og Torres, men i stedet endte med Bendtner.
Kruse og Dante er allerede sendt videre efter en dårlig sæson, mens Draxler med al sandsynlighed gør dem selskab, når transfervinduet åbner igen. Den tyske landsholdsspiller fortalte offentligt, at han ville væk i sommer, men Allofs nægtede. 14 kampe senere er det blevet til lige præcis nul mål og oplæg, og mod Bayern var han slet ikke i truppen.
Mange vennetjenester, ingen venner
I denne sæson har nyindkøbene Bruma, Gomez og Kuba på ingen måder præsteret, mens der trods solide præstationer nok også var højere forventninger til Gerhardt, der blev hentet i Köln for 13 millioner euro.
Efter tre fejlslagne transfervinduer i træk er Wolfsburg placeret på en aktuel 15. plads. Hecking røg i oktober, men burde være sendt videre før. Champions League præstationerne i sidste sæson sammenholdt med det faktum, at Hecking og Allofs er gode venner, fik den nu tidligere sportsdirektør til at holde hånden over sin kompagnon i længere tid, end hvad godt var.
Hecking er trods pokaltitlen i 2015 ikke en absolut toptræner. Skulle Wolfsburg have bygget videre på succesen skulle der været skiftet ud på trænerposten langt tidligere.
Men det var første gang nogensinde, at Allofs måtte fyre en træner, og derfor tog det nok også så lang tid.. I Werder Bremen var der også i de dårlige tider ubetinget tillid til kammeraten Schaaf. Som sådan meget beundringsværdigt, men også en forklaring på, hvorfor Werder Bremen ligger, hvor de ligger nu.
Ligeså benhård Allofs kan være overfor spillere og agenter, ligeså blid og handlingslammet kan han være overfor sine venner.
To nederlag og en enkelt sejr over Freiburg var også alt, hvad der skulle til, før Allofs følte sig overbevist om, at Valerién Ismaëls midlertidige tjans som cheftræner skulle gøre permanent. Ismaël hvis eneste kvalifikationer udover at være tæt beslægtet med Allofs fra deres fælles fortid tid i Bremen, er at blive fyret efter kun 13 kampe i spidsen for Nürnberg, inden han fik et job for Wolfsburgs reservehold…. på foranledning af Allofs, naturligvis.
Med en træner, der allerede er på vej ud igen, og nu også uden sportsdirektør har Klaus Allofs efter godt fire år i klubben efterladt holdet omtrent samme sted, som han overtog det. I den tunge ende af tabellen og med en usikker fremtid.
