bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (14. runde)

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (14. runde)

Endnu en uge er gået, hvilket naturligvis betyder endnu en omgang danskerstatus. Denne gang fra en runde, hvor kun tre kampe ud af de ni ikke bød på et rødt kort. Det blev også en runde, hvor RB Leipzig måtte overlade førstepladsen til Bayern München, da de tabte deres første kamp. Et overblik over danskernes præstationer har vi selvfølgelig samlet til dig, og det følger lige herunder. God fornøjelse.

Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

For Gladbach blev det noget af en mindeværdig runde. De formåede at vinde i Bundesligaen for første gang siden 24. september. Nogen overvældende sejr blev det ikke; de vandt 1-0 over Mainz, men hvad angår vores patriotiske følelser, blev det alligevel en speciel sejr, da Andreas Christensen scorede kampens enlige mål. At målet blev scoret på danske Jonas Lössl, er selvfølgelig også lidt kuriøst.

Både Jannik Vestergaard og Andreas Christensen spillede hele kampen for Gladbach. Faktisk blev de to danskere også de to spillere i kampen med mest boldbesiddelse.

Ud over at score Gladbachs mål leverede AC også en tackling som sidste mand, så han var i grunden afgørende i to situationer. Han blev da også kampens spiller ifølge WhoScored.

Om Jannik Vestergaard kan vi sige, at han vandt flest hovedstødsdueller af alle i kampen.

Det må have været en kæmpe forløsning for Gladbach endelig at få en sejr i ligaen igen, og det er da i den henseende bestemt også positivt, at de to danskere på holdet var så stærkt medvirkende.

Frederik Sørensen, 1. FC Köln:

Det var kun tre af rundens ni kampe, der ikke indeholdt et rødt kort, og i den statistik var kampen mellem Köln og Dortmund en af de seks kampe, hvori en mand måtte forlade banen i utide. Det var Köln, der fik udvist en mand, men det skete først dybt inde i tillægstiden, så nogen stor indflydelse på kampen havde det ikke.

Kampen endte 1-1, men det var først i det 90. minut, at Dortmund udlignede, så det lignede længe en stor skalp for Köln.

Frederik Sørensen spillede igen hele kampen for Köln, men denne gang var han rykket ind i det centrale forsvar i stedet for hans sædvanlige plads på højre back. Sørensen spillede en god kamp, dog uden at han springer i øjnene i alle statistikkerne. Mest bemærkelsesværdigt blev han noteret for syv clearinger.

Desværre for Köln formåede de ikke at holde deres føring. Havde de gjort det, havde de indhentet og overhalet Dortmund i tabellen, men nu må de tage til takke med en syvendeplads.

Jonas Lössl, Niki Zimling og Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:

Som det skrevet står under afsnittet for Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, så var Mainz i weekenden modstanderen, da Gladbach vandt deres første kamp i ligaen siden 24. september.

Ydermere var Mainz også et af de hold, der fik en mand udvist i runden. Jean-Philippe Gbamin måtte forlade banen efter 90 minutter, men på det tidspunkt havde Andreas Christensen scoret kampens enlige mål, så det er svært at sige, hvor meget det egentlig påvirkede kampen. Selvfølgelig fratog det Mainz muligheden for at lægge et sidste og endeligt pres, men sådan er der jo så meget.

Jonas Lössl var på mål for Mainz, men kampen vil ikke blive husket for hans målmandsspil. Faktisk leverede han kun to redninger. Til gengæld havde han bolden i fem procent af kampen.

Det var Mainz’ tredje nederlag i træk i ligaen, og sådan en stime kan ikke fortsætte længe, inden klokkerne begynder at bimle om krise i Mainz.

Både Niki Zimling og Emil Berggreen døjer med skader, hvorfor de naturligvis var ukampdygtige.

Martin Hansen, FC Ingolstadt 04:

I weekenden skete det. RB Leipzig led deres første nederlag i denne sæson af Bundesligaen. Med tanke på hvem RB Leipzig tidligere har besejret i sæsonen, kan det virke noget utroligt, at deres første nederlag skulle falde til Ingolstadt, der med sejren klatrede op på 17. pladsen i ligaen.

Martin Hansen startede igen på mål for Ingolstadt, der kom foran efter bare 12 minutter. Hansen måtte dog desværre lade sig udskifte efter 58 minutter med en skade.

Også i denne kamp faldt der et rødt kort dybt inde i tillægstiden. Utroligt, men sandt. Ingolstadt fik Matthew Leckie smidt ud, men de formåede alligevel at holde stand og vinde deres blot andet kamp i sæsonen.

Forhåbentlig betyder skaden til Martin Hansen ikke, at han igen må overlade målmandsposten til Örjan Nyland, men det må tiden vise.

Emre Mor og Jacob Bruun Larsen, Borussia Dortmund:

Som sagt smed Dortmund igen point i topkampen, da de spillede 1-1 med Köln, og det ser nu efterhånden meget svært ud for dem, hvis de har nogle ambitioner om mesterskab i denne sæson. Men sæsonen er selvfølgelig stadig lang, og der kan ske en masse ting.

Emre Mor måtte under hele kampen finde sig i at overvære kampen fra bænken. Det betyder, at han blot har fået et enkelt minuts spilletid i ligaen i de seneste fire runder. Til gengæld spillede han 29 minutter mod Real Madrid onsdag i Champions League.

Jacob Bruun Larsen spillede igen med Dortmunds U19-hold, og han var for første gang i sæsonen valgt til anfører i kampen mod Preußen Münster U19. Dortmund U19 vandt kampen 2-1, men ingen hverken mål eller assists blev det til for anfører Bruun Larsen.

Yussuf Poulsen, RB Leipzig:

Det blev en træls runde for Yussuf Poulsen og resten af RB Leipzig, der tabte deres første kamp i sæsonen, samtidig med at Bayern München vandt 5-0 og derfor genindtog førstepladsen i ligaen.

For Yussuf blev det en af den slags kampe, han nok hurtigt vil glemme. Han startede godt nok på banen i front sammen med Timo Werner, men efter 55 minutter blev han udskiftet til fordel for Oliver Burke, fordi der skulle ske noget nyt for Leipzig.

Det var ellers en god mulighed for Yussuf for at score på landsmanden Martin Hansen i målet hos Ingolstadt, men sådan skulle det ikke være.

Noter fra 2. Bundesliga:

Du har sikkert gættet det. Vi skal selvfølgelig runde 2. Bundesliga som afslutning på denne uges danskerstatus.

Denne gang starter vi hos Union Berlin, der igen havde Kristian Pedersen på venstre back og Jakob Busk i målet hele kampen igennem. Det blev dog en dårlig kamp for de to danskere og resten af holdet; Union Berlin tabte 3-0 til Heidenheim.

Hos St. Pauli måtte Jacob Rasmussen endnu engang leve med, at han ikke var udtaget til kampdagstruppen, så han måtte følge sit hold på anden vis.

Uffe Bech er fortsat i gang med genoptræning, så han måtte endnu engang se Hannover 96s kamp fra tribunen.

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Schalke 04, sæsonoptakt
Optakt til runde 8 i 2. Bundesliga – Et hadsk derby i vente
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!