bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 3 Liga > 1860 München > 1860 München går tiggergang – fans skal betale for træningslejr

1860 München går tiggergang – fans skal betale for træningslejr

1860 München

De økonomiske problemer i 1860 München er så store, at klubben nu går tiggergang og forsøger at lokke fansene til at betale for klubbens træningslejr i vinterpausen.

Man hører af og til, hvordan fansene træder til og hjælper deres klub i visse situationer. Der var eksempelvis Union Berlins fans der var med til at samle penge ind til klubben og hjalp med moderniseringen af stadion i 2008. At en klub er afhængig af dens fans, er der ikke noget nyt i, men det hører alligevel til sjældenhederne, at en klub decideret går ud og beder sine fans om økonomisk støtte, som nu 1860 München har gjort.

Under kampagnen “Gemeinsam für Sechzig”, har klubben bedt fansene om at spæde til med penge, så klubbens spillere kan komme på træningslejr i vinterpausen. Det er der nemlig ikke råd til i den økonomisk hårdtprøvede klub, der har oplevet noget af en sportslig deroute de sidste mange år. Eller der burde være råd, men investor Hasan Ismaik vil tilsyneladende ikke betale. Mere om ham lige om lidt.

For fansene får selvfølgelig også lidt ud af anstrengelserne, hvis de vælger at give en skærv. Alle der bidrager med over 60 euro er automatisk med i en konkurrence om diverse priser, mens fans der donerer over 1000 euro er sikret en “storartet tak”, som blandt andet byder på en tur i VIP-logen til hjemmekampen mod SG Sonnenhof Großaspach den 8. december.

Den kontroversielle aktion har selvsagt skabt endnu mere røre i fanmiljøet, hvor største delen af klubbens fans er stærkt utilfredse med den måde, som klubben drives på. Vreden er især rettet mod investor Hasan Ismaik, der af mange anses som manden bag det store kaos.

Ismaik vil have afskaffet 50+1 reglen, så han frit kan regere, som han lyster, og han kom i denne uge med en opsigtsvækkende sammenligning, da han brugte Berlinmuren som metafor. Bayern Münchens fans var dem vest for muren, der var åbne for omverden, mens 1860 fans var dem i øst, der ikke ønskede at se realiteterne i øjnene. I samme interview kom han også med et løfte/en trussel alt afhængig af øjnene der ser, at hvis ikke han formår at afskaffe 50-1 reglen og få total kontrol over klubben, så vil hans børn arbejde videre på hans livsprojekt.

1860 ligger på en aktuel 14. plads i 3. liga.

 

Foto: tsv1860.de

You may also like
Grünwalder Strasse
Guide: Fodboldrejse til 1860 München
Bundesligaen, Bundesliga
Tysk fodbolds fundament under pres
1860 München: Kaosklub i frit fald