Fem nedrykninger, spillerflugt, mulig konkursbegæring og diktatoriske tilstande. 1860 München er fortællingen om, hvor galt det kan gå, når en jordansk rigmand får lov til at køre en klub i sænk. En rigmand der måske udgør en større trussel mod tysk fodbold end RB Leipzig.
Der findes en fortælling om en sommerturnering tilbage i 1958 i Neubiberg i nærheden af München. En turnering for U14-hold hvor en ung dreng ved navn Franz sammen med sit barndomshold SC 1906 München mødte storebror 1860 München i finalen. Franz, med efternavnet Beckenbauer, var stor 1860 München fan, og han havde allerede besluttet sig for, at han ville skifte til 1860 efter turneringen. Han kom fra en arbejderfamilie og mente derfor, at det var mere naturligt at vælge de blå fra 1860 frem for de røde fra Bayern.
Allerede dengang var der ingen tvivl om talentet. Op til finalen havde Beckenbauer drevet gæk med stort set samtlige modstandere, så 1860 Münchens ungdomshold besluttede derfor at udstyre Beckenbauer med en ”overfrakke”. Han skulle mandsopdækkes.
Operationen lykkedes, men patienten døde. Allerede efter få minutter fik Beckenbauer første gang kærligheden at føle, da hans direkte oppasser savede ham midt over. Beckenbauer holdte sig ikke tilbage og gav igen af samme skuffe, og det hele endte med et større håndgemæng, hvor Beckenbauer måtte indkassere et knytnæveslag.
Fortørnet over den oplevelse besluttede han sig for, at han alligevel ikke ville skifte til 1860 München, og han tog i stedet til Bayern München.
1+8-6+0 = 3. Liga
Det blev et dyrt knytnæveslag. For mens Bayern lagde fundamentet til flere årtiers succes med Beckenbauers ankomst, er det stort set kun gået ned ad bakke siden for de blå rivaler. Tirsdag rykkede holdet ned i 3. Bundesliga. En kæmpe krise som vi formentlig kun har set begyndelsen på. Endnu et slag i ansigtet, om man vil.
Nedrykningen til Tysklands tredjebedste række betyder nemlig også, at reserverne må en tur ned i divisionerne. Læg der til, at klubbens U16, U17, og U19 hold alle er rykket ned i denne sæson, og så har du en klub i kaos.
Specielt når man tager i betragtning, at klubben nu kæmper for at undgå konkurs, kun har seks spillere med gyldige kontrakter til næste år, samt en sportslig ledelse der har sagt farvel og tak.
Men hvorfor er det gået så galt? Hasan Ismaik er svaret.
Den 39-årige jordanske rigmand har skabt sig en formue ved talrige investeringsselskaber i Jordan og De Forenede Arabiske Emirater, og i juni 2011 besluttede han sig for, at det var tid til at gå ind i fodboldverden.
Efter 1860 München i år 2000 var sluttet på en fjerdeplads og havde spillet Champions League kvalifikation, rykkede holdet i 2004 ud af Bundesligaen. Ismaik så en mulighed for at gøre en god forretning, men først og fremmest at få holdet tilbage på rettet spor.
”TSV 1860 har en stolt tradition og identitet, der skal bevares og støttes. Klubben har et enormt potentiale og en fantastisk fanbase, og jeg vil gøre alt for, at 1860 igen bliver en profitabel klub,” fortalte han til arabiske medier ved overtagelsen af klubben.
En overtagelse der allerede dengang fik folk i det tyske til at løfte øjenbryn. Hasan Ismaik blev den første arabiske ejer nogensinde af et tysk hold, og i et land og en kultur hvor rigmænd sjældent er velkomne, skabte det stor undren, hvordan han kunne købe sig til magten.
50+1 reglen er i Tyskland vedtaget for at sikre, at moderklubben til hver en tid har bestemmelsesret i en klub. En investor kan i princippet kun eje 49 procent af klubben. Ismaik ejer 60 procent af aktierne i 1860 München, men har kun stemmeret over 49 procent. Derudover sidder han på 90 procent af rettighederne i forbindelse med klubbens markedsføring.
Havde det ikke været for RB Leipzigs overtagelse af SSV Makranstädt to år forinden, havde det formentlig været 1860 München, der i dag var blevet set på som fodboldens død. Den nu tidligere St Pauli-træner Ewald Lienen udtalte for knap et år siden, at ”Ismaik og 1860 er en større trussel mod fodbolden end RB Leipzig.” Større kritik syd for grænsen findes ikke.
Diktatoren
I begyndelsen af sæsonen fortale Ismaik, hvordan holdet, trods spillemæssig krise, var godt på vej til at etablere sig som en af Europas førende klubber. Måske var det det hans optimisme, der fik spillere som Mölders og Olic til at sluttes sig til 1860 München inden sæsonen, eller danske Christian Gytkjær der skiftede norsk mesterskab og topscorertitel ud med bundplacering i vinterpausen.
På det tidspunkt havde Runjaic, Bierofka og Bushuev allerede stået i spidsen for klubben, mens sportsdirektør Eichin også var blevet fyret. Problemerne på banen var til at se for alle, og at det uden for banen også sejlede kan heller ikke være kommet som en overraskelse for den danske angriber.
Når en klub præsterer dårligt, giver det oftest også dårlig omtale. Således også hos 1860. En klub og en ejers lod vil de fleste sige, men Ismaik er ikke som folk er flest. Pressen blev nægtet adgang til træning, fordi de ytrede sig kritisk om klubben og hans person, ligesom tre aviser fik frataget deres akkrediteringer til 1860 Münchens kampe for resten af året. En BILD journalist fik at vide, at hun ikke længere var velkommen på stadion.
De andres skyld
I et sidste desperat forsøg på at få styr på klubben og sikre overlevelse, blev den portugisiske mestertræner Vitor Pereira hentet ind til foråret – uden større effekt. Af vinterindkøbene var Gytkjær nærmest tættest på at være en succes. To mål og et selvmål i atten kampe siger meget godt, at konkurrencen ikke var så stor.
Den brasilianske angriber Ribamar var en anden af de spillere, der ikke leverede. Rekordindkøbet nåede at spille 60 minutter og rage et rødt kort til sig i løbet af sæsonen. Måske var det præstationer som dem fra Ribamar, Gytkjær og alle de andre 1860-spillere, der onsdag fik Ismaik til at skrive følgende på sin facebook-profil
”Alt hvad der skete i går viser, at der er meget galt med vores klub. Problemerne har intet med min person at gøre men skyldes skruppelløse magtkampe internt…”
Ismaik, der i øvrigt ikke var på stadion, havde travlt med endnu en bortforklaring på, hvordan det kunne gå så galt. Han blev dog overhalet af den tidligere Liverpool CEO, Ian Ayre, der trak sig fra sin stilling i klubben efter blot otte uger på posten. Og det var vel at mærke om formiddagen inden den afgørende Relegationskamp. Efter kampen fulgte præsident Peter Cassalette så trop.
Massiv spillerflugt
Og det er så her 1860 München befinder sig netop nu. I klubbens værste krise nogensinde. Skal de have licens til at spille i 3. Bundesliga næste år skal Ismaik op med 10 millioner euro inden fredag klokken 15:30 Sker det ikke, rykkes 1860 yderligere en række ned i Regionalligaen. I værste tilfælde går klubben konkurs, og så står den på Kreisliga næste år.
Ismaik er som sådan klar til at ligge det nødvendige beløb, men han gør det ikke uden at få noget igen. Han vil have mere magt. Han vil af med 50+1 reglen, og han vil have fuldstændig og absolut bestemmelsesret over, hvad der sker i klubben, fortalte han i torsdag.
De fleste fans håber derfor, at bestyrelsen finder en måde at skille sig af med jordanske ejer på. Koste hvad det vil. Den tidligere præsident Peter Cassalette, I ved ham der trak sig for tre dage siden, er sammen med tidligere direktør Anthony Power klar til igen at træde ind i klubbens bestyrelse. Men kun hvis Ismaik forsvinder helt. De vil hellere rykke ned og spille på amatørniveau et år end at fortsætte med Ismaik ved roret.
Alt i mens afgørelsens time rykker nærmere er holdet ved at gå i opløsning. Bogstaveligt talt.
Spillere som Bülow, Gytkjær og Ribamar har allerede sagt farvel, og flere vil følge i de kommende dage. Kun seks spillere har nemlig gyldige kontrakter der også gælder i 3. Bundesliga. Kaos er total i en af Tysklands mest traditionsrige klubber.
Beckenbauer rejste sig fra slaget ved sommerturneringen i 1958. Den byge af slag der i disse dage hagler ned over 1860 München, er det ikke sikkert, de nogensinde rejser fra igen.
