bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Bayer Leverkusen > Vizekusen 2001/02 – et studie i gummiben

Vizekusen 2001/02 – et studie i gummiben

Tæt på og alligevel så langt fra. I 2001/2002-sæsonen var Bayer Leverkusen de bedste af de næstbedste i alle turneringer.

Der er ikke mange familietraditioner forbundet med julen hjemme hos os. Vi fejrer højtiden, men uden de helt store armbevægelser. Kun en smule pynt, intet juletræ og ingen sang. Til gengæld ser min bror og jeg altid med, når Eurosport i juledagene genudsender gamle Champions League-klassikere. Blandt de viste kampe er ofte 2002-finalen mellem Real Madrid og Bayer Leverkusen. Kampen huskes primært for Zinedine Zidanes vidunderkasse, men den er samtidig en del af fortællingen om hvordan Leverkusen på elleve dage smed en ellers perfekt sæson på gulvet.

Efter en turbulent sæson hvor mesterskabsdrømmene ikke blev indfriet og tre trænere nåede at stå i spidsen for førsteholdet, blev Klaus Topmöller i sommeren 2001 ansat som ny cheftræner. Den tidligere vesttyske landsholdsforward satte hurtigt sit aftryk på truppen med købene af blandt andre midtbanespilleren Yildiray Bastürk og målmanden Hans Jörg Butt. Begge fik hovedroller på  Topmöllers hold, der med en fysisk anlagt, aggressiv og offensiv spillestil øjeblikkeligt gav antydninger af, at noget større var under opsejling.

Dimitar Berbatov 21 år

Foran Butt regerede fremadstormende Lucio og rutinerede Jens Nowotny, der fungerede som bindeleddet i forsvaret, hvor argentinske Diego Placente, og et andet Topmöller-indkøb, Zoltan Sebescen, også huserede. Foran dem lå Carsten Ramelow, og beskyttede bagkæden. Den omskolede midterforsvarer tillod større kreativ frihed til den senere landsholdsanfører Michael Ballack, Bernd Schneider, der kærligt blev kaldt den tyske brasilianer, og den vævre duo Ze Roberto og Yildiray Bastürk, mens altid målfarlige Oliver Neuville var foretrukket i angrebet, hvor talentet Dimitar Berbatov og klublegenden Ulf Kirsten også var muligheder.

En god og bred trup, der gav optimale forudsætninger for en forbedring af 2000/2001-sæsonens fjerdeplads i Bundesligaen. I premiererunden blev Wolfsburg slået med 2-1, og det stoppede ikke her. De første tolv Bundesliga-kampe forløb uden nederlag, og først da Werder Bremen lagde græs til sæsonens 13. spillerunde gik den ikke længere for Topmöller og co. De grønblusede vandt 2-1, og netop Werder Bremen skulle vise sig at volde problemer igen senere på sæsonen.

Da sæsonen lakkede mod enden, og regnskabet skulle gøres op stod Die Werderaner nemlig igen på den anden side af midterlinjen. Denne gang dannede BayArena rammen om mødet, men selvom Leverkusen havde vundet imponerende tretten ud af femten hjemmebanekampe i sæsonen, gentog resultatet sig fra det første opgør. Kampen mod Nürnberg i næstsidste spillerunde bød på endnu et nederlag, og så kunne Dortmund med en sejr i stedet sikre sig det tyske mesterskab på sidste spilledag. Leverkusen havde ellers ført tabellen i sammenlagt sytten spillerunder frem til sæsonens andet nederlag til Werder Bremen.

Bayer Leverkusen

En uge senere ventede Schalke 04 i pokalfinalen, og skuffelsen over sølvmedaljerne så stadig ud til at sidde i Leverkusen-spillerne. Det begyndte ellers godt, da Lucio behandlede en fin et-to-aflevering fra Ballack efter fortjeneste med en bold i dybden til Yildiray Bastürk, der ikke var sen til at udnytte, at Lucio havde fortsat sit løb op mod Oliver Recks mål. Afslutningen blev så forkølet, at den i stedet fungerede som en aflevering till Dimitar Berbatov, der ugeneret kunne bringe Leverkusen på titelkurs.

Historien fra Bundesligaen gentog sig dog, for da kampen spidsede til faldt Leverkusen påny fra hinanden. Schalke udlignede kort inden pausen på et direkte frispark sparket ind af kantspilleren Jörg Böhme, og i anden halvleg fortsatte Die Königsblauen hvor de havde sluppet. Victor Agali, Andreas Möller og Ebbe Sand kom alle på måltavlen, inden Ulf Kirsten scorede et ligegyldigt trøstemål i slutminutterne. 4-2, og den anden titel på en uge, som Leverkusen mistede grebet om da det blev allermest spændende. Men det blev endnu værre.

Schalke-holdet, der slog Bayer Leverkusen

Schalke-holdet, der slog Bayer Leverkusen

Trods de fornemme præstationer i både Bundesligaen og DFB-pokalen var det Champions League-eventyret, som trak de største overskrifter. Der var ellers ikke meget, som tydede på succes blandt Europas bedste, da de i starten af sæsonen prikkede hul på kvalifikationen. Inden de kunne indtræde i hovedturneringen skulle serbiske Rød Stjerne Beograd nemlig først overvindes. Første opgave var på udebane i en hektisk atmosfære, hvor et defensivt indstillet Leverkusen-mandskab sled et brugbart 0-0-resultat med tilbage til Bundesrepublikken. I vante rammer blev de teknisk underlegne serbere slået med overbevisende 3-0. Et skridt på vejen, men endnu havde ingen forestillet sig, at Leverkusen skulle gå hele vejen til finalen i Glasgow et lille år senere.

Champions League-strukturen bestod dengang stadig af to gruppespil inden knock out-kampene, og i det indledende af slagsen blev Leverkusen parret med Barcelona, Lyon og Fenerbahce. Spanierne var de klare favoritter, men en kanonstart med tre sejre i ligeså mange kampe var nok til, at Leverkusen snuppede gruppens andenplads. Det andet gruppespil var imidlertid noget sværere. Her var modstanderne favoritterne fra Juventus, de engelske vicemestre Arsenal og et fremadstormende Deportivo La Coruna-mandskab. Det klare 4-0-nederlag på udebane til Juventus i første spillerunde punkterede for en stund kvartfinaledrømmene, men Leverkusen lod sig ikke kue af den dårlige start. Nederlaget på Highbury til Arsenal blev det eneste i de næste fem kampe, hvorefter kvartfinalepladsen var i hus.

Liverpool var modstanderen i den første knock out-kamp, og ganske forventeligt vandt de forsvarende UEFA Cup-vindere med 1-0 det første opgør på Anfield. I returkampen beviste Leverkusen dog deres langtidsholdbarhed i turneringen. Michael Ballack var kampens helt store oplevelse, og selvom det var Lucio med sin sene scoring, der sikrede semifinalepladsen, var det midtbanespilleren med sine to mål i 4-2-sejren, der var destinationen for størstedelen af roserne.


Bayer Leverkusen 4-2 Liverpool FC

Der var mere engelsk modstand i semifinalen, hvor Manchester United ventede, og endnu en gang blev Leverkusen ikke levnet mange chancer. Sir Alex Fergusons mandskab havde vundet Premier League med overbevisende ti point ned til nærmeste forfølger året forinden, og lige netop den erfaring, de røde djævle havde i europæisk sammenhæng, manglede Leverkusen.

Ballack var endnu en gang i storform, og med sin scoring havde han igen stor andel i endnu et overraskende resultat. Da returkampen blev fløjtet i gang i Tyskland var den samlede stilling 2-2, og pludselige stod Leverkusen med de bedste kort på hånden. Roy Keane bragte godt nok englænderne i front, men Oliver Neuville udlignede kort før pausen. Anden halvleg bød ikke på scoringer, og så var det endnu en gang Leverkusen, der kunne række armene triumferende i vejret efter slutfløjtet. Et måbende fodboldeuropa stod i kø med superlativerne.

Og så er vi tilbage ved finalen, og Zidanes vidunderkasse. Mod Real Madrid måtte Topmöller se bort fra både forsvarsdirigenten Jens Nowotny og midtbanekreatøren Ze Roberto. Førstnævnte kæmpede med en knæskade, mens brasilianeren var i karantæne. To markante afbud, og mod den spanske stjerneparade kom Leverkusen omsider til kort. Zidanes perfekte helflugter vandt pokalen med de store ører for spanierne, hvilket samtidig betød det tredje tabte trofæ for Leverkusen på bare elleve dage.

Et kedeligt billede tegner sig

Et kedeligt billede tegner sig

En ubærlig afslutning på en ellers fantastisk sæson for Leverkusen, der dog finalenederlagene til trods kunne se tilbage på en række fremragende præstationer, der har skaffet dem plads i historiebøgerne. Successen fungerede samtidig som et springbræt for flere af spillerne. Ballack, Lucio, Hans Jörg Butt og Ze Robeto kom alle siden til Bayern München, Dimitar Berbatov har skabt sig en stor karriere i Premier League og Bernd Schneider og Oliver Neuville udviklede sig til klubikoner i Leverkusen, og fik begge masser af kampe på det tyske landshold.

Efter de tabte finaler blev Leverkusen hurtigt døbt af både fans og medier som ‘Vizekusen’, og ganske som navnet indikerer har Leverkusen stadig ikke vundet et trofæ siden de blev pokalmestre i 1993. Mindet om en af de mest eventyrlige sæsoner i tysk fodbold kan ingen dog tage fra dem.

Relateret
You may also like
“This is Osterdeich” – Fanfortælling om forholdet til Werder Bremen
Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – syvende afsnit
Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – sjette afsnit
Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – femte afsnit