bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Borussia Mönchengladbach (1970-80) – Det gyldne årti

Borussia Mönchengladbach (1970-80) – Det gyldne årti

Gladbach, optakt, Borussia Mönchengladbach

Tysk klubfodbold har, ligesom landsholdsfodbolden, i store dele af fodboldhistorien været yderst succespræget. Bulibold tager dig over syv afsnit et hop tilbage i tiden for at give dig historien om nogle af Tysklands største hold gennem tiderne. Vi lægger ud med Borussia Mönchengladbachs storhedstid fra 1970’erne.

Det tog dog lang tid at komme dertil – rigtig lang tid. Efter stiftelsen den 1. august 1900 skulle der gå hele 65 år, før det vesttyske fodboldhold for første gang kunne se sig selv i den bedste tyske fodboldrække. Ophavsmanden til oprykningen var træner Hans Wesiweiler, der i de kommende ti år for altid skulle ændre fodboldhistorien i Gladbach. Den anden oprykker det år var i øvrigt en klub ved navn Bayern München, og de to hold skulle tilsammen dominere tysk og international fodbold i 70’erne.

Allerede i sæsonerne efter oprykningen begyndte Gladbach at levere store resultater i den tyske Bundesliga, der var dannet to år inden Die Fohlens indtræden. De første fire sæsoner bød på placeringer som nummer 13 og otte samt to bronzemedaljer, og selvom det i og for sig var imponerende, så var det blot et forvarsel om, hvad tilskuerne på Bökelbergstadion havde i vente.

Topholdet Gladbach

Sæsonen 1969/1970 skulle nemlig blive sæsonen, hvor Gladbach for alvor viste, at de var kommet for at blive. Med danske Ulrik Le Fevre som en af profilerne, vandt holdet sit første mesterskab og gentog året efter den samme bedrift. På kun syv sæsoner havde Weisweiler altså formået at få Borussia Mönchengladbach fra at være et 2. Bundesliga-hold, til at blive det første hold i Bundesligaens historie til at vinde ligaen to år i træk.

Det var dog ikke længe, de havde æren af det. Bayern München, med træner Udo Lattek i spidsen, skulle nemlig vise sig, at være for stærke til at Gladbach kunne genvinde mesterskabet i sæsonen 1971/72. Med spillere som Franz Beckenbauer, Gerd Müller, Paul Breitner og Sepp Maier, henviste Bayern Gladbach til sekundære placeringer de efterfølgende tre år.

Et kopi af et sandt mesterstykke

Det skræmte dog hverken Gladbach eller Hennes Weisweiler. Mens flere af Bayerns spillere var ved at være oppe i årene, så gik Weisweiler i den anden retning og bragte flere unge spillere ind på holdet til at supplere de mere rutinerede spiller som Jupp Heynckes og Berti Vogts. De mange unge spillere kombineret med den angrebslystne fodbold gav dem kælenavnet die Fohlen (føllene) som stadig benyttes om klubben den dag i dag.

Nogle af de yngre spillere der for alvor begyndte at blomstre i klubben var danskerne Henning Jensen og ikke mindst Allan Simonsen. Sammen med Jupp Heynckes udgjorde de en frygtindgydende trio og vandt et sikkert mesterskab med seks point ned til nummer to fra Hertha Berlin, mens Bayern München oplevede en sand katastrofesæson og sluttede helt nede som nummer ti i rækken.

 

Sæsonen efter kom Bayern München dog med i topkampen igen. Gladbach havde mistet deres legendariske træner, Hennes Weisweiler, til FC Barcelona. Manden som sørgede for oprykning til 1. Bundesliga, de tre første mesterskaber i klubbens historie, europæisk fodbold, inklusiv UEFA Cup-triumfen i 1975. Det lignede umiddelbart et stort tab, men det var det ikke, for efterfølgerne var ingen ringere end Udo Lattek. Træneren, der få sæsoner før havde vundet tre mesterskaber på stribe med Bayern München, og netop havde vundet to omgange af Mesterholdenes Europacup i streg, var blevet afskediget i det sydtyske, og i stedet stod Gladbach nu klar med en kontrakt. En mestertræner for en mestertræner – ikke meget at brokke sig over i Gladbach-lejren.

Lattek overtog teten og fortsatte de gode takter med de regerende mestre. De samme spillere strålede denne sæson. Begge danskere, Simonsen og Jensen, missede tilsammen kun en enkelt kamp hele Bundesliga-sæsonen, og det var nødvendigt eftersom Jupp Heynckes blot spillede 24 kampe den sæson. Dermed manglede holdet de mange mål, han sæsonen før han banket ind (27 mål i 31 kampe), da han måtte ”nøjes” med 12 mål i denne sæson. De to danskere kompenserede dog ved at score 27 mål tilsammen – næsten halvdelen af Gladbachs mål det år. Takket være det frygtindgydende angreb tog Borussia Mönchengladbach sin anden Bundesliga-titel i træk og fjerde i alt.

Europas bedste og næstbedste

En vigtig årsag til Gladbachs succes i disse år var hjemmebanen Bökelbergstadion, hvor der var en kapacitet på 34.500 tilskuere. Dette stadion var deres fort. De ejede det, og spillede som ingen kunne gøre dem noget. I 1976/77-sæsonen indkasserede de blot et nederlag på hjemmebane, mens de ofte tabte pusten på udebane, hvor de i løbet af den 34-kampe lange sæson led seks nederlag. Det var tydeligt, at de på toppen manglede Henning Jensen, der i sommeren 1976 var draget til mægtige Real Madrid. Angrebet bestod dog stadig af Simonsen og Heynckes, og danskeren fik en endnu større rolle i denne sæson. Godt nok blev det kun til 12 mål i Bundesligaen, men Simonsen var så vigtig en figur på dette Gladbach-hold og så godt spillende, at det ved sæsonens slutning ikke blot blev belønnet med en Bundesliga-titel, men også kåringen som Europas bedste spiller – en hæder som han fortsat er den eneste dansker til at have modtaget.

 

76/77-sæsonen var den tætteste i lang tid. Blot fire point skilte Gladbach på førstepladsen og lokalrivalerne fra 1. FC Köln, på 5. pladsen, men det har Gladbach formentlig ikke spekuleret så meget på, da de 34 kampe var spillet. De havde vundet deres tredje mesterskab på stribe og dermed gentaget Bayern Münchens mesterstykke fra sæsonerne forinden. Samme år lykkedes det dem også at spille sig helt frem til finalen i Mesterholdenes Europacup, hver det dog blev til et nederlag mod Liverpool. Nederlaget viste sig at blive begyndelsen på enden for Gladbachs storhedstid. Godt nok lykkedes det endnu en gang at vinde UEFA cuppen i 1979, men i Bundesligaen var magien fra de seneste år væk. Heynckes takkede af i 1978, mens Berti Vogts og Allan Simonsen sagde farvel året efter. Også træner Udo Lattek rejste videre, da han takkede ja til et tilbud fra Borussia Dortmund, og den store udskiftning blandt profilerne var mere end Gladbach kunne klare.

Holdet faldt langsomt sammen, og bortset fra et par gode år i midt 90’erne var Gladbach indtil for få år siden var et såkaldt elevator-hold, der pendlede frem og tilbage mellem 1. og 2. Bundesliga. I dag er holdet etableret i toppen af den tyske Bundesliga, og selvom det måske ikke ender med mesterskaber de kommende år, så har de altid minderne fra storhedstiden i 1970’erne. Dengang de på blot 12 sæsoner gik fra 2. Bundesliga til at være tysk mester fem gange. Dengang Hennes Weisweiler og Udo Lattek dirigerede på sidelinjen mens spillere som Henning Jensen, Ulrik Le Fevre, Allan Simonsen, Jupp Heynckes, Herbert Wimmer, Berti Vogts Hans-Jürgen Wittkamp og Rainer Bonhof for altid skrev sig ind i historiebøgerne på det nu hæderskronede Bökelbergstadion.

 

Artiklen er skrevet af Nicolai Sabro. Han er stifter, ejer og chefredaktør på D’ BOLD (www.dbold.dk) samt freelancer for Magasinet Clasico, og så har han altid haft en mindre svaghed for Schalke 04. I de næste par uger ser han nærmere på nogle af de største tyske hold i historien.

You may also like
Optakt, Gladbach
Rocco Reitz – Stutteriets nye stjerneskud
Leverkusen, stadion
Optakt: Bayer Leverkusen – Gladbach: Gamle bekendte mødes i Leverkusen
Borussia Dortmund, mål, 100 bedste mål, Karl-Heinz Riedle, Kælenavne
Tyske kælenavne: Fra Kugelblitz og Pannen-Olli til Titan og Tante Kähte
DDR, Die Wende
FDGB-Pokalfinalen 1990 – Mellem Murens fald og Die Wende