Pokaltitel i 2015. Champions League kvartfinale i 2016. Relegationskampe 2017. Wolfsburg har smidt en enestående chance for succes over bord. Igen. Et resultat af store armbevægelser og et liv i overhalingsbasen.
Lørdag den 30 maj 2015 sænker mørket sig over Olympiastadion. Wolfsburg har netop besejret Dortmund i pokalfinalen med 3-1, og træner Dieter Hecking render rundt med trofæet i hænderne og en lidt for stor, sort kasket på hovedet, hvor der står KING med store, hvide bogstaver. Der er ikke noget at sige til, at man bemærker et selvtilfreds smil på hans læber. Det er den bedste sæson siden mesterskabet i 2009 – den titel vender vi tilbage til – og fremtiden ser ualmindelig lys ud. Kevin de Bruyne har været Bundesligaens bedste spiller. Bas Dost kan slet ikke stoppe med at score. Schürrle er kommet til i vinterpausen, og egne talenter som Arnold og Knoche har gjort deres indtog på holdet.
Spol frem til mandag den 18 september 2017, og situationen er en helt anden. De Bruyne og Schürrle er væk. Det samme er Draxler, der aldrig fandt sig til rette i den lidt søvnige fabriksby. Knoche og Arnold er gået i stå. Sidste sæson bød på Relegationskampe, og mandag fik Andries Jonker så sparket.
Knap syv måneder på posten kunne det blive til for hollænderen. Lidt af en bedrift faktisk. For med ansættelsen af den tidligere Mainz-træner Martin Schmidt har Wolfsburg på under et år haft fire forskellige trænere.
Ingen strategi
Og vi kan godt sætte streg under forskellig. Dieter Hecking, Valérien Ismaël, Andries Jonker og Martin Schmidt. Der er point til de af jer, der kan finde den røde tråd i de ansættelser.
Og her er den første forklaring på, hvordan Wolfsburg har formøblet muligheden for at bliver permanent tophold på bare to år. Strategien. Eller mangel på samme, skulle vi måske sige.
Med sportsdirektør Klaus Allofs og Dieter Hecking havde Wolfsburg endelig fundet noget stabilitet tilbage i vinteren 2012. Det var måske hverken progressivt eller nytænkende, men det var solidt og holdbart. Eller som Dortmunds direktør Hans-Joachim Watzke meget præcist formulerede det i foråret 2013.
”Wolfsburg er blevet en konkurrent, der skal tages seriøst, fordi de har fået en træner og en sportsdirektør, der ved, hvad de laver.”
Wolfsburg havde for første gang længe en plan med det, de lavede. Et klart koncept og en spillestil, der matchede de spillere, der rent faktisk var i klubben. Det kan lyde så simpelt, men nogen gange skal der ikke mere til i fodbold. Og tilføj så de berømte og mange Volkswagen-millioner, og det var svært at være pessimistisk i Wolfsburg i sommeren 2015.
Problemerne opstod, da konceptet skulle forfines. Det er let at være bagklog, men Hecking er ikke en toptræner. Selvfølgelig skal man holde fast i en træner, der sikrer pokaltitel og en andenplads, men Wolfsburg holdte fast for længe. Allofs gode forhold til Hecking ødelagde hans dømmekraft, og havde det ikke været for et Champions League eventyr, var den gode Dieter også blevet vist døren langt tidligere. Sådan som han ret beset burde.
Intet lært af historien
Wolfsburg brugte for lang tid på blot at køre videre ude i overhalingsbanen, hvor de som oftest befinder sig. Det er svært at nå toppen, men endnu svære at blive der, lyder det. En kliché, men enormt præcis måde at formulere Wolfsburgs udfordringer på.
Men man skulle ellers tro, at Wolfsburg havde lært af historien. Da de i 2009 blev mestre og kvalificerede sig til Champions League, var historien den samme. Gode spillere, klart koncept og dygtig ledelse. To år senere sluttede de nummer 15 og undslap kun nedrykning med en sejr i sæsonens sidste kamp.
Den gang var kaosset trods alt mere uforskyldt: Magath ville videre efter mesterskabet, og så var de tvunget til at hente en ny træner ind. Omvendt var der dog ingen, der tvang dem til at hente hverken Armin Veh eller Steve McClaren ind. Vidt forskellige trænere, der ikke passede ind på den profil, klubben forsøgte at etablere. Kan I se, hvor vi gerne vil hen?
På samme måde har Wolfsburg igen formøblet en enestående chance for at bide sig permanent fast i toppen af Bundesligaen. Rent økonomisk var de efter pokaltitlen i 2015 det næst stærkeste hold i Tyskland. Sportsligt ligeså.
Folkevognsklubben kørte videre i fuld fart. Dyre spillere og store navne kom ind, og så gjorde det mindre, at de ikke passede ind i systemet eller mentaliteten i klubben. Få spillere kan holde ud at bo i Wolfsburg alt for længe ad gangen, og spillere som Gustavo, Rodriguez, Schürrle og Draxler kunne med fordel være sendt af sted tidligere, mens Dante nok aldrig skulle være hentet i første omgang.
Da Hecking fik sparket i oktober sidste år, var det op til Allofs at finde afløseren. Men selvom han næsten definerer begrebet vennetjenester, var det alligevel de færreste, der havde forudset, at han ville hive Ismaël op af hatten som klubbens nye træner. Og da særligt ikke som en permanent løsning efter blot få kampe med meget svingende resultater.
Selvfølgelig gik det aldrig godt med Ismaël ved roret, og selvom Jonker fik reddet skuden i land, blev det aldrig, på nær en bunke Mario Gomez mål, helt godt. Jonker havde måske været fin til at tage over efter Hecking, men ikke som brandslukker, og ikke med den trup Wolfsburg har til rådighed nu og her.
Enter Martin Schmidt
Og så er vi tilbage ved mandag den 18 september. Sportschef Olaf Rebbe handlede hurtigt, da først Jonker var blevet fyret. Jonker, som Rebbe i øvrigt havde kaldt en ”topløsning med alle de nødvendige færdigheder” tilbage i februar, men lad nu det ligge.
Pressen nåede ikke at vende mange navne, før det stod klart, at tidligere Mainz-træner Martin Schmidt nu skal forsøge at få Wolfsburg på rette spor igen.
”Hans erfaring og styrker passer godt ind i Wolfsburg,” fortalte Rebbe på et pressemøde, uden i øvrigt at forklare hvad Schmidts styrker var.
Schmidt er næsten ligeså forskellig fra Jonker, som Jonker var det fra Ismaël, eller som Ismaël var det fra Hecking. På den måde passer den 50-årige østriger meget godt ind i fortællingen om Wolfsburg, hvor det at finde en rød tråd i træneransættelser er nogenlunde ligeså svært som at finde en nål i en Volkswagen.
Nuvel, Schmidt førte som første mand nogensinde Mainz i Europa League, men han var også tæt på at hive Karnevalsklubben med ned i 2. Bundesliga igen. En håbløs defensiv organisation var kendetegnende for det meste af sæsonen, hvor boldene susede om ørene på Jonas Lössl.
Wolfsburg foretog en større udskiftning i løbet af sommeren. Gustavo, Rodriguez, Benaglio, Horn og Träsch blev sendt bort, mens Brooks, Diamati, Origi og Camacho kom til. Vi går ud fra, at Jonker var med inde over trupsammensætningen. Jonker der nu er fortid i klubben.
Wolfsburg har endnu en gang gjort det, de gør bedst. De har brugt en masse penge uden at tænke over en decideret strategi. Martin Schmidt skal her og nu forsøge at få Wolfsburg op i omdrejninger igen, men meget mere kan han næppe gøre.
Livet i overhalingsbanen fortætter utvivlsomt i Wolfsburg. Spørgsmålet er, hvor længe Martin Schmidt er manden ved rattet.
