Søndag er der topopgør på programmet i Bundesligaen, når RB Leipzig tager imod Eintracht Frankfurt på Red Bull Arena. Her har gæsterne en af rækkens farligste angribere med i form af André Silva, og derfor får Dayot Upamecano en stor opgave, da han skal holde portugiseren fra fadet.
Der var nok ikke mange, der havde regnet med, at et opgør mellem RB Leipzig og Eintracht Frankfurt i marts måned ville have en stor betydning for topstriden i Bundesligaen. Ikke desto mindre er det netop tilfældet, da gæsterne fra Frankfurt har været en af denne sæsons helt store overraskelser.
Det skyldes blandt andet deres portugisiske angriber, André Silva, der har været godt kørende i denne sæson. Den tidligere AC Milan-angriber står noteret for hele 19 mål i 22 kampe, der gør ham lige så farlig som Erling Håland.
Silva har i denne sæson vist, at han er god i luftrummet, hvor han har haft mange dueller i løbet af et opgør. Det sker 5,4 gange i gennemsnit per kamp, hvor Silva vinder 2,5 af duellerne. Han har desuden scoret fire mål med hovedet.
Hans farligste våben er dog højreskøjten, da han har scoret 11 ud af sine 19 mål med det ben. Det er også Silvas foretrukne, da han i denne sæson har forsøgt sig 43 ud af 86 gange på mål med højrebenet. Det er værd at vide for RB Leipzig inden søndagens opgør.
Her bliver det Dayot Upamecano, der skal holde Silva fra fadet. Vi har tidligere skrevet et stort portræt af franskmandens omvej til toppen af europæisk fodbold, og heri er det tydeligt, hvorfor Upamecano kan gøre livet surt for Silva.
Læs også: Dayot Upamecano – Med raketfart mod stjernerne
Den 22-årige franskmand er stærk i duellerne, forudseende og faktisk også utrolig hurtig. Og det bliver derfor ikke nemt for Silva at komme på måltavlen. I luftrummet er Leipzig-stopperen også en smule bedre end Frankfurt-angriberen.
Upamecano har nemlig vundet 53 ud af 83 dueller i luften. Franskmanden har dog i den grad overtaget, når de kommer til at stå i en en-mod-en-situation. Han har nemlig været utrolig svær at komme forbi i denne sæson.
Blot seks gange er det lykkedes en Bundesliga-spiller at komme forbi Upamecano, da han har vundet 30 ud af 36 tacklinger. Det skyldes blandt andet hans fart, da han er blevet målt til at være Bundesligaens sjette hurtigste spiller i denne sæson.
Upamecano er nemlig blevet målt til at have en tophastighed på 35,43 km/t. Det er en del hurtigere end Andre Silva, som blot er blevet målt til 32,93 km/t, så portugiseren skal nok helt droppe at tage den kamp op med Upamecano.
Det bliver en af de mere spændende dueller, når Dayot Upamecano og Andre Silva brager sammen på søndag. Her kæmper RB Leipzig og Eintracht Frankfurt om vigtige point, og det bliver afgørende, at Silva har tur i den, hvis gæsterne vil have alle tre point med hjem fra Leipzig.
Portugiseren har vist sig at være utrolig målfarlig i denne sæson, hvor han både er stærk i luftrummet og i duellerne. Mod Leipzig får han dog sin sag for, da skal skal forbi Upamecano.
Franskmanden er både brølstærk og en del hurtigere end Silva, så hvis Upamecano spiller op til sit bedste, så kan Silva ligeså godt blive hjemme i Frankfurt, da han dermed får en svær dag på kontoret på Red Bull Arena.
Læs også: Optakt: RB Leipzig – Eintracht Frankfurt
Ugens duel.
Statistik i Bundesligaen 2020/2021:
Dayot Upamecano
Kampe: 21.
Clean sheet: 10.
Bolderoberinger: 26.
Succesfulde tacklinger: 30 ud af 36 tacklinger.
Andre Silva:
Kampe: 22.
Mål: 19.
Skud på mål: 86 (3,9 i gennemsnit per kamp).
Vundne luftdueller: 54 (2,5 i gennemsnit per kamp).