bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nyheder > Tysklands største comeback? Fra 0-7 til 7-7 og sejr via straffe – Nordtyske ”Sontag-kicker” går amok

Tysklands største comeback? Fra 0-7 til 7-7 og sejr via straffe – Nordtyske ”Sontag-kicker” går amok

comeback

Den skøreste kamp i tysk fodbold blev spillet, da SG Oldenburg/Göhl i en nordtysk pokalturnering var bagud 0-7 efter 51 minutter, men alligevel gik videre. Her kommer en beretning fra en tosset kamp og et vildt comeback i den nedre del af tysk fodbold.

”Meister der Meister”

Lad os lige starte med at få fastlagt, hvilken turnering der er tale om. ”Meister der Meister” er en pokalturnering, der indbefatter vinderne af alle ligaer fra den nederste C-klasse og helt op til Oberligaen, som er Tysklands femtebedste række.

SG Oldenburg/Göhl

Göhl ligger i udkanten af Oldenburg in Holstein og er ikke at forveksle med den noget større Oldenburg, der ligger i Niedersachsen og som af og til har været fremme i 2. Bundesliga.
Denne og væsentlig mindre Oldenburg ligger nogle kilometer fra Femern, hvor Danmark om såre år bliver landfast med Tyskland, som en Politiken-journalist med begrænset geografisk viden skrev, da bygningen af tunnelen dengang blev vedtaget.
Klubben kvalificerede sig ved at vinde deres Kreisliga og sikrede sig dermed, ud over kvalifikationen til ”Meister der Meister”, også oprykning til Verbandsligaen, der er Tysklands syvende højeste række, og i ”Meister der Meister” turneringen skulle Oldenburg/Göhl op mod SV Wasbek, der ligeledes spiller i Verbandsligaen.

Spillet ud af brættet i 60 minutter

Oldenburg/Göhls træner Lars Brunner vidste godt, at det ville blive en svær kamp. Wasbek, der ligger 90 kilometer fra Göhl, lå på førstepladsen i deres liga og havde i sommers oprustet med nogle Oberliga-spillere samt nogle spillere, der tidligere havde spillet på Holstein Kiels U19-hold. Samtidig havde Brunner nok af problemer med sit eget hold, der kun er klubbens andethold. Flere stamspillere var skadet, og enkelte andre kunne ikke træne med, da de ikke kunne få fri fra arbejde. Allerede i runden inden blev Göhl dog voldsomt udfordret i kampen mod SpVg Eidertal Molfsee, som bl.a havde den tidligere Kiel og St. Pauli spiller Fin Bartels på holdkortet, men denne modstander blev dog besejret.

Brunners mænd blev spillet ud på røv og albuer i den første time af matchen, hvor Wasbek stort set kunne gøre, hvad der passede dem. ”Vi tabte ikke duellerne, for vi kom slet ikke frem til dem,” udtalte Brunner efter kampen.

Opmuntring i pausen

Da der blev fløjtet til pause ved stillingen 0-6, forsøgte Brunner at være rolig i stedet for at give den skideballe, som det var sket mange andre steder i det tyske. ”Jeg forsøgte at tale til deres ære og samtidig at gøre dem opmærksomme på, at de faktisk godt måtte tackle, men at det naturligvis krævede, at de nåede ind i nærkampene.” Straks i anden halvleg scorede Wasbek dog til 0-7, og det så ud til, at anden omgang skulle være en kopi af første.

Efter det syvende mål skiftede Wasbek så deres to største profiler ud, og efter Göhls reducering til 1-7 skiftede de yderligere tre spillere. Göhl fik reduceret til 2-7 efter 70 minutters spil, og da spurgte Brunner sin bedste spiller Mats Burmeister, om han ville ud. Han bor nemlig i Hamburg og skulle derfor bruge en del tid på at komme hjem. Burmeister mente dog nok, at han kunne klare at spille kampen til ende, hvorefter han satte gang i Göhls vilde comeback ved at score tre mål.
I det 90. minut stod den stadig 5-7, men da Wasbek fik smidt en mand ud mod slutningen af kampen, lykkedes det sensationelt Göhl at få udlignet til 7-7. I den efterfølgende straffesparkskonkurrence var der aldrig tvivl om udfaldet. Göhl var ovenpå, og Wasbek-spillerne havde slet ikke nerverne til at putte deres forsøg i kassen, og således vandt Göhl kampen 12-11 efter straffe.

Hvordan fejrer man sådan et comeback i Oldenburg en tirsdag aften?

”Vi er jo ikke fra Oldenburg i Niedersachsen, men i stedet fra Oldenburg i Slesvig-Holstein, og i vores by er der højest en tankstation, der holder åbent på det tidspunkt. Vi fik dog et par øl i omklædningsrummet, men så tager vi revanche senere.”
Sponsoren for turneringen er således et lokalt bryggeri, der giver to kasser øl pr. sejr, men Göhl har via venlige sjæle fået hele 14 kasser øl, der skal drikkes, når den tid kommer.

You may also like
VfL Bochum, Ruhrstadion, fodboldrejse, optakt
VfL Bochum – Was für ein Comeback
Das Wunder von der Grotenburg – fodboldens største comeback