Bye-bye Fink, hello Bert
Bundesligasæsonen 2013/14 fik sin anden officielle trænerfyring tidligt på ugen, da HSV-træner Thorsten Fink fik sparket efter 6-2 blamagen mod Borussia Dortmund i weekenden. Rygterne om et snarligt exit for Fink havde floreret længe efter en miserabel sæsonstart med komplet kaos i især HSV-forsvaret og en pointhøst på sølle fire styk efter de første fem kampe, og tirsdag aften trak HSV-ledelsen så endelig stikket. Fink selv var ifølge sportsdirektør Oliver Kreuzer ”slemt skuffet og chokeret” over fyringen, men med de manglende resultater og 15(!) mål på minuskontoen stod situationen ikke til at redde. ”Vi var ikke længere overbeviste om at Thorsten kunne vende situationen for mandskabet” tilføjede Kreuzer. HSV-ledelsen har nu hentet en midlertidig duo frem i førersædet i form af ex-spilleren Cardoso og ungdomstræneren Addo, altimens man ”arbejder på højtryk på at finde en erstatning”.
Den erstatning bliver Bert van Marwijk – der har en fortid hos Borussia Dortmund og som hollandsk landstræner, hvor han ofte henviste HSV-kaptajnen Rafael van der Vaart til bænken. van Marwijk bliver den fjerde hollandske træner i klubber, der nu kan se frem til en problemfri fremtid, Champions League-kvalifikation og hæder og ære… eller?
Doppelt-op på Boateng
For første gang i mands minde har de to Boateng-brødre Jerome og Kevin-Prince ladet sig interviewe sammen, og det er der kommet en ganske læseværdig sag ud af hos SPORTBILD. I Interviewet løfter lillebror Jerome blandt meget andet sløret for en opløftende samtale med Bayern sportsdirektør Matthias Sammer, imens storebror Kevin for en stund lader familie være familie forud for opgøret mellem Schalke og Bayern i weekenden: ”Han er min bror, men på banen er der ikke plads til søskendekærlighed. Jeg ville endda blive skuffet hvis ikke han går hårdt til mig.” Begge brødre afslører dog samtidig at de deler en drøm om genforening hos Hertha Berlin hvor det hele startede, når tiden en dag bliver moden. Mon ikke de også drømmer om det i Berlin.
Gomez om Gomez
Kult-magasinet 11Freunde kunne i bladets seneste udgave stolt præsentere et stort interview med den nyslåede Fiorentina-spiller Mario Gomez. Gomez, der som bekendt skiftede fra Bayern München i sommerens transfervindue, har i den forbindelse stillet op til et rigtig spændende interview med masser af detaljer om skiftet, forventningerne til fremtiden og den kritik han ofte har været udsat for.
Det blev blandt andet til en kommentar til Mehmet Scholl, der var en af angriberens hårdeste kritikere under EM sidste sommer. Scholl havde stillet spørgsmålstegn ved brugen af Gomez, der i hans øjne så ”ud til at have ondt”, en kommentar som Gomez tilsyneladende aldrig har glemt.
Det var ham, der sagde de ord, og alligevel var det mig, og ikke ham, som igen og igen skulle forholde mig til dem. Den slags koster naturligvis kræfter. Jeg kan kun sige at jeg aldrig selv ville gøre den slags mod andre.
Derudover forklarer ”Super-Mario” også at udsigten til manglende spilletid under Guardiola var hovedårsagen til hans skifte til Italien – og samtidig også årsagen til at han takkede nej til et ophold i Real Madrid, hvor man også havde en føler ude efter den 28-årige Torjäger. Samlet set et rigtig spændende interview med en af tysk fodbolds mest markante profiler i en spritny tilværelse i en ny liga. Bestemt besværet værd, hvis man kan få fingrene i den seneste udgave af 11Freunde.
Tid til at gøre regnskabet op…
William Kvist nyder godt af Bruno Labbadias fyring som cheftræner i VfB Stuttgart – og lægger ikke skjul på det. Den danske midtbanefighter var helt ude i kulden under Labbadia, og var på rygteplan allerede på vej sydpå mod nye udfordringer i Spanien. Faktisk var Kvists forhold til den nu fyrede træner så dårligt, at han allerede i sommer meddelte at det nok var bedst for alle parter hvis vejene skiltes.
Det afslører Kvist i et længere interview med Stuttgarter Nachrichten. Labbadia syntes ikke at protestere, og Kvist røg kort efter helt ud af holdet, nærmest på rekordtid. Men så kom fyringen, og siden har Kvist igen været en betroet mand på Stuttgarts holdkort.
I interviewet lægger Kvist da heller ikke fingre imellem når der skal gøres status på den fyrede træners præstationer i klubben. Både den overordnede taktik og Kvists egen rolle var misforstået, ifølge danskeren.
Efter min mening gjorde vi ingen fremskridt. Den klare taktiske plan manglede, og i træningsøvelserne blev der ofte lagt for meget vægt på nærkampe. Det spillemæssige kom til kort. Jeg kunne ikke præstere mit bedste under denne træner. Jeg skulle stabilisere forsvaret og samtidig bidrage med det offensive. Det kan man ikke.
Usædvanligt kontante udmeldinger fra den ellers så afbalancerede dansker, der nu altså atter er tilbage i vælten som dynamo-boldflytter på Stuttgart-midten. Her venter der nu en stor opgave idet man skal forsøge at rette op på den dårlige liga start, der indtil nu kun har kastet seks point af sig i de fem første kampe.