Bundesligaen har altid været attraktiv for især danske spillere. Men hvem er egentlig de mest succesfulde nogensinde, hvis vi ser på det skandinaviske marked?
5) Jørn Andersen:
Nordmanden drog til Nürnberg og Bundesligaen i 1985, og her blev det til tre gode år for ham. Specielt hans sidste sæson gik godt, og Nürnberg nåede op på en flot 5. plads i ligaen. Det var på baggrund af denne sæson, at storklubben Eintracht Frankfurt valgte at hente ham til klubben. Han havde en svær første sæson, men i sæsonen 1989-90 havde han stor succes, og blev topscorer i Bundesligaen som den første udlænding nogensinde med 18 mål. Alligevel tog han til Fortuna Düsseldorf, men kun et år senere var han tilbage i Eintracht. Her var han fra 1991 til han i 1994 tog til Hamborg. Her var han i kort tid, inden kufferten igen blev pakket og han tog til Dynamo Dresden, der dengang lå i den bedste række. I Dresden sluttede ti flotte år i Tyskland, hvor han altid vil huskes som historiens første ikke-tyske topscorer i Bundesligaen.
4) Patrik Andersson:
Den svenske centerback kom til tysk fodbold og Gladbach i 1993. I hans første sæson endte holdet i det bløde midterfelt, men året efter var fantastisk for klubben. I ligaen blev de nr. 5, men deres største succes var pokaltriumfen. Succesen fortsatte for den svenske midtstopper, og i 1999 måtte Gladbach konstatere, at de måtte lade ham gå, da Bayern stod klar med tegnebogen. Tiden han bliver husket bedst for, er tiden i det sydtyske. Svenskeren blev godt nok ikke til en sikker mand i start 11’eren, men fik trods alt 16 kampe i sæsonen 1999-00, hvor Bayern blev mestre og pokalvindere. Året, der fulgte blev endnu bedre. Han blev ligesom i sin første sæson en spiller, der var lidt inde og ude af holdet, men fik dog en historisk indflydelse i sidste spillerunde i tysk fodbolds mest mindeværdige sæsonafslutning nogensinde. Bayern skulle som bekendt bruge et eneklt point, da HSV’s målmand i slutminutterne samlede en tilbagelægning op. Kahn spænede frem for at ville sparke, men Effenberg satte ham på plads og overlod bolden til spilleren ”med det hårdeste spark” – resten af historien kender vi.
Han fik også fuld spilletid i Champions League finalen mod Valencia. Selvom han brændte i den afgørende straffesparkskonkurrence, vandt Bayern alligevel Champions League. En kæmpe triumf for både Andersson og Bayern. Han havde imponeret nok til, at den catalanske storklub Barcelona ville købe ham. Her blev han aldrig nogen succes, og resten af karrieren blev ødelagt af skader. Han vil dog ikke blive glemt for sin tid idet tyske.
3) Henning Jensen:
Kom fra syv år i Nørresundby til Gladbach i 1972. Han blev købt til Gladbach i samme år som Allan Simonsen, efter klubben havde sagt farvel til en anden succesrig dansker ved navn Ulrik Le Fevre. Amagerkaneren og vejlenseren kom godt ud af det med hinanden, og de to skulle blive til en dødsensfarlig dansk duo. Henning Jensen blev på kort tid en fast brik på Gladbachs hold, der i 1972-73 vandt DFB Pokalen. Han blev endnu bedre i sæsonen 1973-74, hvor han nu blev en vigtigere og vigtigere spiller for holdet. Gladbach strålede i den sæson, men måtte se sig slået af det eminente Bayern-hold fra 1974. Sæsonen 1974-75 blev dog en kæmpe succes for Gladbach og Henning Jensen, der fik revancheret den forgangne sæsons andenplads og blev mestre. De vandt på samme tid UEFA Cuppen i den sæson. 1974-75 var også individuelt en kæmpe succes for teknikeren med 13 mål i Bundesligaen. Sæsonen efter blev Gladbach igen mestre, og endnu gang var Simonsen og Jensen en dødsensfarlig duo. Gladbach forsvarede deres titel, hvilket var en fin markering på fire sublime år i det vesttyske. Henning Jensen skiftede nemlig i 1976 Gladbach ud med Real Madrid. På trods af hans vellykkede ophold i Spaniens hovedstad, var hans bedste tid i Gladbach. Her blev han en del af det legendariske 70’er hold, og scorede 44mål i 125 kampe for klubben.
2) Ebbe Sand:
Angriberen fra Hadsunds betydning for dansk fodbold er ofte blevet undervurderet. På et rigtig stærkt hold i slut 90’erne og start 00’erne, var han en stjernespiller. Folk glemmer også ofte hvor stor en stjerne han var i Schalke 04. Hans første sæson var en succes med 14 mål, men hans største sæson i Schalke tiden var 2000-01. Her scorede han 22 mål og blev delt topscorer med Sergej Babarez fra HSV. Ebbe Sand blev rygtet til Real Madrid, men det blev aldrig til noget, hvilket Schalkes fans må være lykkelige over. Sæsonerne efter fortsatte han med at bombe, og vandt to DFB Pokal-titler i henholdsvis 2001-02 og 2002-03. Mod de sidste par sæsoner dalede hans niveau stille og roligt, og hans sidste sæson endte han målkonto med sølle fire scoringer. Han scorede dog i sæsonens sidste kamp hjemme på Veltins Arena mod Stuttgart og kunne dermed sige farvel med stil over for Schalkes fans. Han bliver husket som en af de største spillere i sin tid for Schalke, og 11-tallet med Sand bag på ryggen kan stadig ses blandt mange fans den dag i dag, når du går til fodbold i Gelsenkirchen.
Allan Simonsen:
Måske den bedste spiller fra Skandinavien nogensinde. Allan Simonsen rejste til Gladbach som 19-årig. Her blev det til syv uforglemmelige år for ham og klubben. Han skulle dog først falde til og lære stedet at kende de første par sæsoner, men fra sæsonen 1974-75 gik det for alvor løs. Her fik han en nøglerolle på et Gladbach-hold, der både vandt ligaen og UEFA Cuppen. I 1975-76 vandt de den igen. Året efter var hans bedste, hvor “Die Fohlen” for tredje gang i streg sikrede det tyske mesterskab. Holdet nåede også til Mesterholdenes finale, men måtte se sig slået af Bob Paisleys Liverpool. Allan Simonsen vil dog huskes for et supermål i den finale. Året 1977 var også året, hvor Allan Simonsen vandt Ballon D’or som den første og hidtil eneste dansker og skandinav i historien. Det lykkedes ikke de to efterfølgende sæsoner at vinde det tyske mesterskab trods gode præstationer, men Gladbach vandt UEFA Cuppen i 1979. Samme sæson tog han videre til Barcelona, inden Charlton Athletic og Vejle Boldklub blev sidste stop i en karriere, som de aldrig glemmer ham for i Gladbach eller Bundesligaen for sags skyld.
Dem valgte vi fra
Når man laver en så indskrænket liste, som en top-5 er, bliver man nød til at fravælge nogle kandidater. Det har vi også måttet sande. Med i overvejelserne var selvfølgelig Søren Fodbold-er-ikke-for-de-stumme-Lerby, som udover at spille uden skinner også kunne spille to kampe på 24 timer. Han var eminent i sine to sidste sæsoner i det sydtyske, men var med Uli Hoeneß egne ord også “Schwach wie eine Bratwurst” i den første.
Ulrik Le Fevre som blandt andet stod for årets mål i 1971, var også en kandidat, ligesom tidligere landsholdsanfører Per Røntved og Ole Bjørnmose, der har spillet over 300 kampe i den bedste tyske række var det. Generelt er listen præget af danske spillere, da de helt store svenske og norske profiler traditionelt set ikke har valgt Bundesligaen som deres destination. Ronnie Hellström havde også flot succes i Kaiserslautern med flotte præstationer i Bundesligaen samt i Europa, men svenskerne må i stedet sætte deres lid til, at Emil Forsberg fortsætter sin gode form.
