bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Status: Danskerne i Bundesligaen (runde 1-3)

Status: Danskerne i Bundesligaen (runde 1-3)

NYT TILTAG: Velkommen til vores ugentlige overblik over danskerne i Bundesligaen. Denne første artikel vil danne et overblik over de første tre spillerunder, der er afviklet, mens fremtidige opdateringer vil falde efter hver spillerunde.

Bundesligaen huserer i år intet mindre end otte danskere. Tilgangen i sommerens transfervindue har været stor, hvor Andreas Christensen har skiftet Chelsea ud med Gladbach, Frederik Sørensen er skiftet fra Hellas Verona i det italienske, der havde lånt ham fra Juventus, til Köln i det tyske. Også Uffe Bech er skiftet til Bundesligaen og spiller nu i Hannover, der også har danske Leon Andreasen på lønningslisten.

Udover ovenstående er de danskere spillere i Bundesligaen Jannik Vestergaard, der spiller i Werder Bremen, Pierre-Emile Højbjerg, der for nylig er skiftet til Schalke 04 fra Bayern München på en låneaftale, Niki Zimling er ansat i Mainz, mens vores alles Nicklas Bendtner spiller i Wolfsburg.

Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

Andreas Christensen spillede 90 minutter i Gladbachs første kamp mod Dortmund, hvor Gladbach tabte med hele 4-0. Her dannede han midterforsvaret med Marvin Schulz i en kamp, de to unge forsvarere med al sandsynlighed vil forsøge at glemme så hurtigt som muligt. Siden har AC ikke set skyggen af spilletid, og det hænger uløseligt sammen med præstationen i den så horrible første kamp.

AC selv har udtalt, at dumheder i den første kamp har kostet ham pladsen, men at han forventer at kunne kæmpe sig tilbage til en startplads, når han igen har vist sit værd.

Frederik Sørensen, 1. FC Köln:

Frederik Sørensen er én af to danskere, der har fået fuld spilletid i de første tre runder af Bundesligaen. Sørensen har i alle tre kampe dannet midterforsvaret med Dominique Heintz fra Tyskland. Köln har lukket 1 mål ind i hver af de tre første kampe, men der har alligevel været ros at finde til forsvaret og holdet generelt, der er ungt og derfor ikke spiller med samme rutine, som ses andre steder. Köln har fået 7 ud af mulige 9 point og ligger i øjeblikket på en fjerdeplads. Det er uden tvivl på sin plads at kippe med hatten, hvis man husker, at Heintz er 22 år, mens Sørensen er 23. Det er ikke lige sådan at gå ind at præstere i Bundesligaen, når man er ung, men det har Frederik Sørensen og Köln vist sig i stand til.

Jannik Vestergaard, SV Werder Bremen:

Jannik Vestergaard er sammen med Frederik Sørensen de to danskere, der har fået fuld spilletid i de første tre runder af Bundesligaen.

Werder Bremen tabte første kamp 3-0 til Schalke, og anden kamp spillede de uafgjort 1-1 mod Hertha BSC, men i Vestergaards tilfælde er det tredje kamp, der er interessant at snakke om.

Vestergaard scorede til 2-1, der blev kampens resultat, på et hovedstød, og dette mål koblet med en solid indsats sikrede Vestergaard en ”Man of the Match”-titel samt en plads på rundens hold i Bundesligaen og i Europa på hjemmesiden WhoScored.

Vestergaard har sågar tiltrukket sig opmærksomhed fra Premier League-klubber, og ligeledes er der blevet et rejst et spørgsmål om, hvorvidt han i fremtiden skal spille for det tyske eller danske landshold, da han endnu ikke har spillet i en gældende landskamp for Danmark, og derfor vil det være muligt for ham at stille op for Tyskland, da hans mor er tysk.

Vestergaard har altså både spillet fuldtid i Bundesligaen samt scoret et mål på nuværende tidspunkt, og noget kunne tyde på, at han går en lovende sæson i møde.

Leon Andreasen og Uffe Bech, Hannover 96:

Det er svært at efterfølge Jannik Vestergaard i en gennemgang af danske resultater i Bundesligaen i de første tre spillerunder, og hverken Leon Andreasen eller Uffe Bech har præsteret på en sådan måde, at de tillader en at bevare optimismen.

Leon Andreasen har fået to indhop, af 9 og 19 minutters varighed, og i ingen af tilfældene er det lykkes ham at ændre tingenes tilstand efter indskiftning.

Uffe Bech var ikke inkluderet i truppen i de første to runder. Dette skyldes, at han har døjet med en fiberskade; en skade han blev kvit efter første spillerunde, dog lykkedes ham ikke tidsnok at blive klar til anden spillerunde. I tredje spillerunde startede Uffe Bech på banen i Hannovers kamp mod Mainz, men han blev sammen med Felix Klaus ofret i pausen, da Hannover var bagud 3-0.

Det har altså hverken været Uffe Bech eller Leon Andreasen forundt at hjælpe Hannover på vej mod gode resultater, men man må kunne forvente, at Uffe Bech vil kunne opnå en større rolle i truppen, når han kommer sig helt over sin skade.

Pierre-Emile Højbjerg, FC Schalke 04:

Bayern Münchens midtbane er hjemsted for flere verdensklasse midtbanespillere, og man får ikke lige sådan spilletid foræret, hvis man ønsker at ligge i maskinrummet hos de forsvarende tyske mestre. Det har Pierre-Emile måtte sande indtil videre i sæsonen, hvor han stadig har sit første Bundesligaspilleminut til gode. Under Bayerns 5-0 nedsabling af HSV i første spillerunde sad Pierre-Emile på bænken, men i de to seneste kampe har han slet ikke været inkluderet i truppen på kampdagen, og derfor blev der også reageret på dette i transfervinduets afsluttende uge. En lejeaftale til Schalke 04 kom i stand, og med denne må man forvente, at Højbjerg har udsigt til spilletid, da det ellers ikke vil give mening for en klub at leje en spiller. Samtidig tilkendegiver Bayern, at man fortsat har tro på Pierre-Emiles talent, når man vælger at leje ham ud i stedet for at sælge ham.

Pierre-Emile Højbjerg er en af to danskere, der endnu ikke har fået spilletid i Bundesligaen, men med lejeaftalen til Schalke i hus, må man antage, at tingenes tilstand ændres inden længe.

Niki Zimling, 1. FSV Mainz 05:

Der kan siges meget godt om Niki Zimling, men der kan ikke siges meget godt om Niki Zimling i forbindelse med denne sæsons Bundesliga. Zimling har ikke været på banen i Bundesligaen indtil videre; han har sågar ikke engang været på bænken på nuværende tidspunkt.

Zimling var i transfervinduet genstrand for transferrygter, da han blev rygtet til Brøndby, men intet er der sket, og Zimling befinder sig stadig i Mainz, hvor han har lange udsigter til spilletid. Han har kontrakt med klubben frem til 30.06.2017, men det er sandsynligt, at både klub og spiller ønsker, at han skal finde et andet sted for sin fodboldtilværelse inden da. Modsat er det selvfølgelig også en mulighed, at han formår at kæmpe sig tilbage på holdet, så han også kan blive interessant at følge i denne ugentlige gennemgang.

Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg:

Nicklas Bendtner er den evige historie. Enten fordi han leverer en præstation på banen, der er værd at tale om, eller fordi han leverer en historie uden for banen, man ikke kan lade være at tale om.

Der sidder mange med hang til fodbold og danske spillere, der håber, at dette endelig kan blive året, hvor han formår at præstere flere måneder i træk, og Bendtner har indtil videre vist noget, der måske kan indikere, at han kommer til at glæde sine tilhængere i år.

Bendtner har været involveret i alle Wolfsburgs kampe i Bundesligaen på nuværende tidspunkt af sæsonen. Han har dog ikke startet nogle kampe, og det har haltet med minutterne.

I første kamp mod Frankfurt fik han 4 minutter på banen. I næste kamp mod Köln spillede han en vigtig rolle, da han kom ind med 16 minutter igen, og med sit mål var han med til at sikre Wolfsburg det ene point, da kampen endte 1-1. I Wolfsburgs seneste kamp mod Schalke fik han 11 minutter på banen, men han var ikke i stand til at bidrage med den store indflydelse, da kampen var afgjort på dette tidspunkt, hvor Wolfsburg førte 3-0, som også blev kampens resultat.

Udover de tre kampe i Bundesligaen er det selvfølgelig, i Bendtners tilfælde, også vigtigt at nævne, at han spillede og scorede i både den Tyske Super Cup mod Bayern München, hvor han udlignede kampen og scorede det afgørende straffespark, samt i første runde af pokalturneringen mod Stuttgarter Kickers.

Bendtner er blevet skiftet ind i 5 kampe ud af 5 mulige for Wolfsburg i denne sæson, når man også tæller Super Cup og pokalturnering med, og i disse 5 kampe har han scoret et mål hvert 23. minut.

Fortsætter Bendtner med at score mål med samme hyppighed, så gør han det på et tidspunkt umuligt for Wolfsburgs træner, Dieter Hecking, ikke at kigge i retning af ham til en startplads, og det er vi vist mange Wolfsburg- og Danmark-tilhængere, der går og sukker efter.

Hør også vores podcast med særligt fokus på danskerne i Bundesligaen 

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt
TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse
Sæsonoptakt: TSG 1899 Hoffenheim – den upopulære landsbyklub
Eintracht Frankfurt, Maurizio Gaudino, Dino Toppmöller
Sæsonoptakt: Eintracht Frankfurt – topfodbold fra Toppmöller?