bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Simon Terodde – Tysklands bedste angriber på anden klasse
2. Bundesliga, højdepunkter

“Tormaschine Terodde” bliver der sunget blandt Hamburger SV-fans, og det er med god grund. 32-årige Simon Terodde har været ustoppelig foran mål i denne sæson og er ved at sparke HSV tilbage i Bundesligaen. Han har dog ikke altid været en succeshistorie, da han i den grad har manglet skarpheden, når der har stået Bundesliga-bold på programmet.

Du kan nærmest ikke sige Simon Terodde uden efterfølgende at sige “Tor!”. Den tyske angriber har scoret mål på samlebånd i denne sæson for Hamburger SV, hvor han efter 16 kampe står noteret for 16 scoringer. Det er dog ikke noget nyt for 32-årige Terodde, der nærmest har været garant for mål, når han har tiltrådt de tyske græsbaner, eller i hvert fald dem i 2. Bundesliga.

Fordi Simon Terodde har ikke haft meget succes i den bedste tyske række, hvor han gennem karrieren har spillet fire sæsoner. Her har han ikke været nær så farlig foran mål, og det har vist, at forskellen på Bundesligaen og 2. Bundesliga har været for stor for angriberen.

Som type er Terodde en vaskeægte, tysk nier, der er blevet en publikumsfavorit på Volksparkstadion, men Terodde har været vidt omkring for at ende der, hvor han er i dag. Han har sparket bolden i kassen i alt fra Regionalliga Vest til Bundesliga, men hvorfor er det aldrig blevet til mere i den bedste tyske række?

Hvorfor har Simon Terodde aldrig formået at få sit helt store gennembrud på det højeste niveau, og betyder det egentligt noget for hovedpersonen selv? Han har trods alt stor succes i 2. Bundesliga. Det har vi set nærmere på her i dette portræt, hvor vi skal tilbage til en tid, hvor Terodde første gang kom op og snusede til førsteholdsfodbold.

 

Jagten efter gennembruddet

Simon Terodde kom op gennem MSV Duisburgs ungdomsakademi og havde blandt andet imponeret i U19-Bundesliga, hvor han i 2006/2007 scorede 21 mål i 24 kampe. Det store potentiale sendte ham også op i Duisburgs Bundesliga-trup, men den lyse fremtid fik et ordentligt bump på vejen.

Terodde blev ramt af en knæskade, der holdt ham ude i størstedelen af 2007/2008-sæsonen. Angriberen nåede dermed ikke at få debut i Bundesligaen, og nedturen begyndte for alvor for Terodde, der løb ind i en række dårlige år.

Han genfandt aldrig sit niveau hos Duisburg efter skaden og blev sendt videre på leje til Fortuna Düsseldorf i 3. Liga, men heller ikke her kunne den nu 21-årige Terodde få nettet til at blafre, og han blev desuden igen ramt af skader.

For at undgå at hans karriere gik i stå, skrev Terodde under på en kontrakt med FC Köln, hvor planen var, at angriberen skulle ned og spille på klubbens reserve-mandskab. I Köln-trøjen begyndte han igen at score mål, hvor han i to sæsoner scorede i alt 20 mål i Regionalliga Vest.

Teroddes succes sendte ham i 2010 op i førsteholdstruppen, og endelig kom debuten i den bedste tyske række. Der var dog ikke så meget at råbe hurra for, da han blot fik 32 minutter fordelt på fem kampe uden nogen scoringer i den sæson.

Det manglende store gennembrud tog hårdt på Terodde, der faktisk overvejede at lægge støvlerne på hylden og forfølge andre drømme. Han ringede sågar til sin far og fortalte, at han ville stoppe sin karriere.

Jeg gik i skole og studerede til at blive industrimekaniker og spillede fodbold. Min far og hans bedste ven sagde dog til mig, at jeg skulle bide mig selv i tungen, indtil jeg fik min chance, har Simon Terodde siden udtalt.

Angriberen endte med at bide til og skiftede i 2011 til Union Berlin, der spillede i 2. Bundesliga. På anden klasse viste han, at han godt kunne begå sig, hvor han i tre sæsoner scorede 23 mål for hovedstadsklubben, men det store gennembrud kom dog først i blå og hvide farver.

 

Torschützenkönig to år i træk

I 2014 skiftede Simon Terodde til VfL Bochum i 2. Bundesliga, hvor han i sin første sæson scorede 16 mål, som var hans hidtil højeste måltotal på seniorniveau. Men det blev kun bedre for Terodde den efterfølgende sæson, hvor han for alvor fik vist sig frem som en notorisk målscorer, da han nettede hele 25 gange og blev Torschützenkönig i 2. Bundesliga.

Nu var der endelig kommet gang i karrieren, og det skabte interesse fra andre klubber. Blandt andet ønskede VfB Stuttgart at tilknytte Terodde, og de skrev en treårig kontrakt med angriberen i 2016.

Selvom der var tvivl om, hvorvidt Simon Terodde kunne fortsætte de fornemme takter, havde det ikke den store betydning for hovedpersonen selv, som stadigvæk bankede mål ind på stribe.

Terodde viste sig endnu en gang at være 2. Bundesligaens farligste spiller og vandt Torschützenkönig for andet år i træk. Her var han en af grundene til, at Stuttgart rykkede op i Bundesligaen.

Nu var Terodde tilbage i den bedste række, men hans tilstedeværelse i Bundesligaen blev endnu en gang en skuffelse. Han formåede slet ikke at slå igennem, og selvom han faktisk var udnævnt til anfører i en række kampe, fungerede det bare ikke for Terodde rent spillemæssigt.

I slutningen af efterårssæsonen fik han mindre og mindre spilletid, og i sidste ende vægtede Terodde spilletiden højere end ambitionerne. Han skiftede derfor til sin tidligere klub FC Köln under januar transfervinduet i 2018, der på dette tidspunkt var bundhold i Bundesligaen. Terodde har sidenhen indrømmet, at presset i Stuttgart var for stort for ham.

Jeg bemærkede det allerede under min første træning i Stuttgart. Alle forventer, at du leverer. Du er den store transfer, og i sådan en stor klub, der kan du mærke det store pres.

Blot to mål i 15 kampe tydeliggjorde, at Simon Terodde simpelthen ikke kunne håndtere presset i Bundesligaen for Stuttgart.

 

Øst, vest, 2. Bundesliga bedst

I FC Köln formåede Simon Terodde dog at score fem mål i 15 kampe i Bundesliga, inden de blev sendt ned i 2. Bundesliga. Der er noget, der kan tyde på, at presset var for stort for Terodde i Bundesligaen, fordi de mange mål vendte tilbage den efterfølgende sæson i 2. Bundesliga.

Her bombede angriberen nemlig endnu en gang efter behag og scorede imponerende 29 mål i 33 kampe for FC Köln. Det sikrede Terodde sin tredje Torschützenkönig i karrieren og endnu en oprykning til Bundesligaen til 2019/2020-sæsonen. Ved vinterpausen havde han scoret utroligge 21 gange, og der var på et tidspunkt tale om, hvorvidt Simon Terodde ligefrem kunne slå Horst Hrubesch rekord på 41 mål i en ekelt sæson i 2. Bundesliga sat tilbage i 1977/78 sæsonen.

Terodde havde været FC Kölns klart vigtigste spiller i oprykningen, men i Bundesligaen kunne han stadigvæk ikke få tingene til at fungere. Tre sølle mål i 23 kampe blev det til for Terodde i 2019/2020-sæsonen, hvor han som regel blev brugt som en sen indskifter.

Hovedpersonen selv er dog ikke i tvivl om, at han har niveauet til den bedste række i Tyskland, selvom fortiden viser noget andet.

Jeg ved, at jeg også har kvaliteten til at få succes i Bundesliga. Det skal jeg bevise. Angribere bliver målt ud fra deres mål, så det er tomme ord, men det er sandt.

Og netop de manglende mål i Bundesligaen viser, at Terodde, indtil videre, ikke har vist sig værdig i toppen af tysk fodbold. FC Köln overlevede godt nok den forgangne sæson, men Terodde var igen en færdig mand i den bedste tyske række.

Terodde havde kontrakt med FC Köln frem til sommer 2021, men i august sidste år fik han et tilbud, som hverken klubben eller ham selv kunne afvise. Nede i 2. Bundesliga havde HSV brug for en angriber med mål i støvlerne, og de valgte at satse på Teroddes kvaliteter i deres jagt på Bundesligaen.

 

Hamburger SV’s frelser

Skiftet til HSV var en no brainer for Simon Terodde. Han har altid haft en kærlighed for de store tyske traditionsklubber, og han har optrådt for flere af dem. FC Köln, Stuttgart og nu HSV, og det har altid været vigtig for ham at spille for den slags hold.

I podcasten Lieber Fussball fortalte Terodde, at han voksede op med kærligheden til de traditionelle tyske klubber, da de ligger hans hjerte nært, og den kærlighed deler han med sin far.

 Når jeg fortæller ham, at jeg har et tilbud fra Stuttgart, Köln eller HSV, siger han med det samme: “Skift dertil!”.

Og det gjorde Terodde altså i august, hvor han skrev under på en etårig kontrakt med HSV, og der gik ikke lang tid før, at han endnu en gang viste sig som en målmaskine i 2. Bundesliga.

Terodde begyndte som lyn og torden og scorede hele fire mål i de to første kampe. I skrivende stund står han noteret for 16 mål efter 16 kampe, og HSV er nu at finde på 2. Bundesligaens førsteplads, og det skyldes blandt andet Teroddes målnæse.

Det mener HSV-legenden over dem alle, Uwe Seeler, også, og han har kun rosende ord tilovers for Terodde. Han fortæller blandt andet, at erhvervelsen af Terodde har givet ham forhåbninger om en oprykning til Bundesligaen i denne sæson, og han fortæller yderligere:

Han har en meget speciel næse for mål. Det talent kan du ikke lære. Det er noget, som du er født med, udtaler Uwe Seeler.

Simon Terodde har været ustoppelig i denne sæson, og for en gangs skyld ser det ud til, at HSV har fundet sin vej tilbage til Bundesligaen. Klubbens egen træner, Daniel Thioune, mener også, at Terodde har været uerstattelig, og andre trænere i 2. Bundesliga har rost Terodde og udråbt ham som den store grund til, at den nordtyske klub rykker op igen.

 

Den bedste 2. Bundesliga-angriber i historien

Dette portræt af Simon Terodde har vist, at den tyske angriber har to sider til sig. Den ene er en vaskeægte målmaskine, der har vundet flere topscorertitler samt sikret sin klub vigtige oprykninger. Det har også bidraget til, at flere har kaldt ham for 2. Bundesligaens svar på Robert Lewandowski.

Men så snart der står Bundesliga på programmet, er det en helt anden Terodde, der viser sig frem. Blot ti mål fordelt på fire sæsoner i den bedste tyske række viser et billede af en angriber, der bare ikke har haft tur i den.

Tiden i FC Köln og VfB Stuttgart var ikke nem for Terodde, da de lige pludselig blev underdogs. Som oprykker bliver du presset i bund i Bundesligaen, og du bliver nødt til at spille på en anden måde, end hvad tilfældet var sæsonen forinden, hvor du var det bedste hold.

Det har haft en stor betydning for Terodde, der ikke har kunne præstere på samme måde i Bundesligaen, som han har gjort i den anden bedste række. Her har han altid været på en af de stærkeste mandskaber, og derfor kommet frem til langt flere chancer.

Det skal dog ikke tage noget fra, at Simon Terodde har en næse for mål. Selvom det åbenbart kun er på anden klasse, gør det ikke bedrifterne mindre betydningsfulde for angriberen selv. Han er nemlig meget stolt over at have spillet over 200 kampe i 2. Bundesliga, da – det ikke er en hvilken som helst liga.

Simon Terodde har også skrevet historie i tysk fodbold. Grundet hans mange mål, blev han tilbage i 2020 den mest scorende spiller nogensinde i 2. Bundesliga i den periode, hvor rækken har været en enkelt division.

Da Terodde tilbage i september scorede to mål i 4-3-sejren over SC Paderborn blev han den mest scorende i 2. Bundesligaens historie. Her scorede han sit 122. mål i rækken og overhalede dermed den tidligere Mainz- og Hertha-spiller Sven Demandt, og rekorden er Terodde stolt over.

Du kan helt sikkert se tilbage om fem eller ti år. Her kan du sidde med dine drenge i kælderen, drik en øl og tale om det, udtalte Terodde, da rekorden blev officiel.

Tormaschine Terodde

Simon Terodde har dog også mulighed for snart at tage rekorden for flest mål, hvis man tæller tiden før 1981 med i regnskabet. På nuværende tidspunkt (20/01-2021, red.) står han noteret for 134 scoringer, der giver ham en all-time tredjeplads. Foran ham er Karl-Heinz Mödrath (150) og Dieter Schatzschneider (154), der har et lille forspring ned til Terodde.

De to herrer kan dog håbe på, at Simon Terodde sparker HSV op i Bundesligaen, og det er også noget, som Terodde går efter. Han vil gerne tilbage i den bedste tyske række og bevise sig selv, og han er sikker på, at det kan lade sig gøre med det nuværende HSV-mandskab.

Det ville da også pynte på Teroddes karriere, hvis han endelig kunne bevise sig på øverste hylde i tysk fodbold. Men ikke desto mindre er Terodde en spiller, der fortjener stor anerkendelse, og hvis du bare har scrollet ned gennem artiklen, kan vi lige opsummere, hvorfor Simon Terodde er den bedste tyske angriber på anden klasse.

To oprykninger, tre Torschützenkönig-titler og 134 mål i 236 kampe. Terodde er garant for mål og succes, og derfor bliver der i denne sæson i Hamburg sunget – Tormaschine Terodde!

Foto: www.hsv.de

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
HSV, oprykning
Optakt til 10. runde i 2. Bundesliga: Kong Klose og HSV som HSV?