Sidste sæson:
Nummer 12
Med den nye træner Mark van Bommel ved roret og deltagelse i Champions League, var der lagt op til en fin sæson for VFL Wolfsburg. Holdet vandt da også de første fire kampe og måtte først i femte runde nøjes med 1-1 mod Frankfurt.
De næste fire kampe blev så bare tabt og den mangel på konstante præstationer blev et fint billede på resten af sæsonen. I Champions League måtte tyskerne strække våben og røg ud på en sidsteplads i puljen med sølle fem point i en ellers overkommelig pulje.
På det tidspunkt var van Bommel allerede fyret, og pokalen blev også et hurtigt overstået kapitel, da en ekstra udskiftning i den forlængede spilletid betød et skrivebordsnederlag i første runde. Afløser blev Florian Kohfeldt, der fik vendt skuden, men heller ikke mere end det og som blev bedt om at pakke sine sager i midten af maj.
I vinterpausen erstattede Jonas Wind hollandske Wout Weghorst, der blev solgt til Burnley, og danskeren viste hurtigt, at han er en fuldgod erstatning for den ellers så målfarlige hollænder, men det blev resultaterne bare ikke væsentlig bedre af, selvom afslutningen på sæsonen var absolut godkendt.
Wolfsburg var aldrig i direkte nedrykningsfare, men det var helt sikkert en sæson, som klubben havde forventet sig væsentlig mere af.
Transfers:
Wolfsburg har sagt farvel til den østrigske midtbanespiller Xaver Schlager, der fortsætter hos RB Leipzig. Som erstatning har klubben købt en anden østrigsk landsholdsspiller, da Patrick Wimmer er hentet hos Bielefeld. Wimmer der var en af Bielefelds allerbedste i sidste sæson og som stod for sæsonens måske bedste detalje med et rabonaoplæg.
Midtbanen er yderligere styrket, da den svenske landsholdsspiller Mattias Svanberg er kommet til fra Bologna, mens kroatiske Bartol Franjic er hentet hos Dinamo Zagreb. Franjic får selskab af sin landsmand Josip Brekalo, der vender hjem efter at have været udlejet først til Stuttgart og siden FC Torino.
Angrebet er også blevet forstærket, da den polske landsholdsspiller Jackub Kaminski er købt fri hos Lech Poznan.
Til forsvaret har man hentet den tyske ungdomslandsholdsspiller Kilian Fischer hos Nürnberg. Han er dog nok mere købt med henblik på fremtiden og har da også fået en kontrakt, der først udløber i 2027.
Derudover er en del udlejede spillere vendt tilbage, men ikke rigtig nogle, der kommer i betragtning til førsteholdet.
Styrket/svækket:
Styrket
VfL Wolfsburg har erstattet Schlager to til en, og holdet har i forvejen en rigtig stærk offensiv, hvor Wind har vist sig som en stærk og mere spillende angriber, end Weghorst var det.
Det bliver altafgørende, om Kovac kan gøre holdets præstationer mere stabile. Wolfsburg kunne i sidste sæson på gode dage tage point fra alle hold, men bundniveauet var samtidig ekstremt lavt.
Sådan går det VFL Wolfsburg i den kommende sæson:
Klubben kommer til at veksle sidste sæsons skuffende 12 plads til en encifret en af slagsen. Wolfsburg skal, ud fra klubbens officielle målsætning, i det mindste spille med om de pladser, der giver adgang til Europa.
Sportsdirektør Marcel Schäfer har leveret en trup, der er bedre end sidste års, og det er dermed op til Nico Kovac at indfri potentialet. Kovac har af en eller anden grund et lidt blakket ry, til trods for han levende gode resultater med først Eintracht Frankfurt og siden Bayern München, og han skal også nok få styr på Wolfsburg.
Angrebet giver stadig sig selv i form af Wind, Nmecha og gode gamle Kruse. Sidstnævnte var trods sine 34 år fortsat sidste sæsons topscorer, men han er ikke længere under Kohfeldts beskyttende vinger, og Kovac kommer formentlig til at stille større defensive krav til Kruse. Kovac har samtidig fine alternativer i form af Waldschmidt, Marmoush og Bialek. Både midtbanen og forsvaret ser en smule stærkere ud end senest, så jeg spår en Wolfsburg en god sæson, da de modsat mange af de andre hold i toppen af tabellen heller ikke har Europa at skulle ’bekymre’ sig om
Bud på placering:
4-8
Bud på Wolfsburgs Idealopstilling:
4-3-3
Koen Casteels – Ridle Baku – Sebastiaan Bornauw – Maxence Lacroix – Jerome Roussilon – Patrick Wimmer – Mattias Svanberg – Maximilian Arnold – Jonas Wind – Max Kruse – Lukas Nmecha
Hold øje med – Jonas Wind.
Selv hvis man tager de danske briller af, så var det stadig imponerende at se unge Jonas Wind gå direkte ind i startopstillingen og levere et mere end godkendt forår. Det bliver spændende at se, hvordan han præsterer nu, hvor han har været med i hele opstarten.
En anden spændende spiller bliver svenske Mattias Svanberg. Han har scoret ni mål for Bologna i Serie A og vil givet vis være en, man skal holde øje med, hvis man mangler en billig midtbanespiller til sit drømmehold.