bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: Mainz – Er Bo ligeså go’ i sæson to?

Sæsonoptakt: Mainz – Er Bo ligeså go’ i sæson to?

Mainz, holdbillede, Sæson 2021/22

Sidste sæson:

 

12

Mainz sæson 2020-21 bød i den grad på både op- og nedture. Karnevalsklubben fra Rhinen kom så galt afsted i efteråret, hvor en kombination af først Achim Beierlozer, dernæst Sandro Schwarz og til sidst Jan Siewert på trænerbænken kun førte sølle seks point med sig. Aldrig før havde et Bundesligamandskab sikret overlevelse med så få point efter første halvdel af sæsonen – altså lige ind til at en vis dansker trådte ind på scenen.

Mainz brugte vinterpausen på at rokere rundt på stort set samtlige ledelsesposter i klubben inklusiv trænerteamet med stor succes. Under Bo Svenssons ledelse formåede Mainz at hente hele 33 point i foråret. Mest bemærkelsesværdigt var de mange gode resultater mod tophold som Dortmund (1:1), Leipzig (3.2) og Bayern (2:1), og så kunne de ellers fejre en historisk overlevelse.

Læs også: Interview med Bo Svensson

 

Transfers:

Foruden en ny træner, fik Mainz også hentet en ny (gammel) direktør ind i form af Christian Heidel. Heidel, der også var direktør i klubben mellem 1992-2016, vender retur efter et par svære år i Schalke 04, og er altså nu manden der sammen med sportsdirektør Martin Schmidt skal sammensætte Bo Svenssons trup. Mainz er budgetmæssigt langt fra mange af deres ligemænd i Bundesligaen, men netop Heidel har tidligere været garant for at skabe stor værdig ud af meget lidt hos Mainz.

Således lykkedes det ham også i foråret at finde nogle vigtige nøglespillere i januarvinduet såsom Danny Da Costa og Dominik Kohr, der begge ankom på lejekontrakter fra Eintracht Frankfurt. Førstnævnte står i skrivende stund til at vende retur til lokalrivalerne, mens Kohr har fået forlænget lejeopholdet i Mainz med et år mere.

Foruden Da Costa siger Mainz også farvel til den camerounske midtbanespiller Pierre Kunde Malong, der skifter til græske Olympiacos samt stortalentet på målmandsposten Florian Müller.

Müller, der sidste år var udlånt og fast mand mellem stængerne hos SC Freiburg, skifter for en klækkelig sum på 5 mio. euro til Freiburgs sydtyske rivaler fra Stuttgart. Den 23-årige Målmand er pt. i Tokyo med det tyske OL-landshold denne sommer og regnes for et stort talent i Tyskland. Men desværre for Müller er der en del af dem i netop Mainz, hvor han har tabt kampen om spilletid til klubbens klare førstevalg Robin Zentner, mens de også har den nykårede U21-europamester Finn Dahmen i målmandstruppen.

Midtbanemanden Levin Öztunali og den østrigske back Philip Mwene skifter begge transferfrit til henholdsvis Union Berlin og PSV Eindhoven. Det samme gælder for den tidligere kaptajn Danny Latza, for hvem det har knebet med spilletid under Svensson. Latza skifter hjem til ungdomsklubben Schalke.

I angrebet siger Mainz farvel til veteranen Dong-won Ji, der vender hjem til Sydkorea samt Svenske Robin Qauison. Sidstnævnte var en vigtig brik på Mainz-holdet inden Svenssons ankomst, men han er stille og roligt gledet ud på bænken i løbet af foråret. Quaison er kendt som lidt af en flamboyant humørspiller med et ego større, end hvad talentet berettiger til. Derfor er det heller ikke helt uventet, at han skifter til noget så utraditionelt som Al-Ettifaq i Saudi Arabien.

På vej ind i truppen kommer en række spændende forstærkninger i først og fremmest den sydkoreanske offensiv spiller Jae-sung Lee, der skifter transferfrit efter kontraktudløb hos Holstein Kiel. På papiret et regulært scoop af Mainz!

Jae-sung Lee har i flere år været en stor profil i 2. Bundesligaen for et oprykningsaspirerende Kieler-mandskab, hvorfor det virker helt naturligt, at han nu tager skridtet op på øverste niveau. Træner Svensson har i hvert fald stor tiltro til hans nye angriber og roser ofte den alsidige offensivspiller.

En anden prominent tilgang er den 28-årige schweiziske landsholdsspiller Silvan Widmer, der kommer til fra hjemlandets FC Basel. Foruden Basel har Widmer også spanske Granada og italienske Udinese på CV’et, hvor han spillede 117 Serie A-kampe med 9 mål og 17 assist til følge. Her er der tale om en polyvant wingback, der kan spille flere forskellige positioner og med sin store arbejdsomhed virker skræddersyet til Svensson høje defensive presspil.

Den 24-årige Forsvarsspiller Anderson Lucoqui skifter transferfrit fra konkurrenten Bielefeld, mens østrigeren David Nemeth, der ligeledes gør sig i det defensive, vender retur fra leje i hjemlandet og Sturm Graz.

I skrivende stund er der endnu ingen officiel afklaring omkring de to franskmænd Jean-Philippe Mateta og Ronaël Pierre-Gabriel, der begge var udlejet i sidste sæson til henholdsvis Crystal Palace og Stade Brest. Meget tyder dog på, at de ikke bliver en del af Mainz-truppen for den kommende sæson.

Det samme gør sig gældende for den spanske venstreback Aarón Martín, der i sidste sæson var udlejet til Celta Vigo med stor succes. Klubben fra Galicien vil derfor gerne købe ham fri af Mainz, men endnu har de to parter været meget langt fra at nå til enighed om prisen.

Senest begyndte Martín dog inde i en venskabskamp for Mainz mod Liverpool, hvorfor det ikke er helt umuligt, at han alligevel bliver en del af Svensson planer fremadrettet.

Sidst men ikke mindst har de to unge angribere Marlon Mustapha og Issah Abass fået forlænget deres lejeophold hos henholdsvis østrigske Admira Wacker og kroatiske Rijeka.

 

Styrket/Svækket:

 

Umiddelbart styrket

Der er blevet ryddet godt op i truppen, hvor løntunge spillere som Müller, Quaison, Latza og Öztunali alle har forladt klubben.

I stedet har man formået at hente et par oplagte profiler i Lee og Widmer, der begge ligner to spillere med den helt rette spillerprofil, alder og erfaring til at gå ind og være stamspillere i en Bundesligaklub allerede fra første runde.

Når det er sagt, mangler Mainz endnu at hente mindst et par gode spillere til midtbanen, som er tyndt besat. Mon ikke vi derfor kan forvente mere aktivitet på transfermarkedet fra Heidel og Mainz fremmod sæsonstart, førend truppen er endeligt på plads.

 

Sådan går det FSV Mainz i denne sæson:

Kan Svenssons tropper fortsætte hvor de slap? Meget kunne god tyde på det. Svensson virker meget sikker og velovervejet i sit spillemæssige koncept, som ser ud til at kunne bringe Mainz langt, selv mod de dygtigste modstandere i rækken.

Bliv derfor ikke overrasket, hvis Mainz skulle gå hen og blive den kommende sæsons helt store højdespringer med kvalifikation til Europa, efter samme opskrift som Union i den seneste.

Men inden der går alt for meget dansk klaphat-eufori i den, må vi også være realistiske og indrømme, at Mainz stadig er langt fra at have en trup på niveau med de andre Europa-aspiranter fra Frankfurt, Gladbach eller Wolfsburg. Dernæst er spørgsmålet, hvor længe der går, førend de andre hold i rækken formår at gennemskue og nedbryde Svensson Red Bull inspirerede spillestil, da det næppe længere kan komme som en overraskelse for holdets modstandere.

 

Bud på placering:

8-12

 

Bud på Idealopstilling:

 

3-4-3

Mainz opstilling minder på mange måder om den idealopstilling, vi oplevede hos Danmark det meste af EM-slutrunden, med tre centrebacks, to offensive wingbacks, to centrale boks-til-boksspillere på midten samt tre angribere. Svensson fokus er på at stå langt fremme i defensiven, presse højt og angribe på omstillinger.

Zentner – St. Juste, Hack, Niakhaté – Widmer, Barreiro, Kohr, Martín – Burkardt, Lee, Onisiwo

 

 

Hold øje med:

Jonathan Burkardt

Som beskrevet ovenfor, er der alt mulig grund til at holde øje med nyindkøbet Jae-sung Lee. Men en anden angrebskollega, som bestemt også er værd at nævne, er unge Jonathan Burkardt, der endnu har sit helt store gennembrud til gode til trods for 41 førsteholdskampe i en alder af bare 21 år.

Alle der så Danmarks U21-EM-kvartfinale, mod hvad der senere skulle vise sig at blive turneringens vindere fra Tyskland, ved, hvad den unge angriber formår, når han rammer topniveauet. Hvis du endnu ikke har set det, så følger her en video fra kampen inklusiv Burkardts flotte scoring til 1-2 i forlænget spilletid:

 

Foto: www.mainz05.de

 

You may also like
Stuttgart, Sæsonoptakt 2021/22
Sæsonoptakt: VfB Stuttgart – Ny midterplacering eller Neustart vol. 3.0
Bayern München, sæsonoptakt 2021/22
Sæsonoptakt: Bayern München – Kan verdens dyreste træner også skabe verdens bedste hold?
RB Leipzig, sæsonoptakt, Bundesliga 2021/22
Sæsonoptakt: RB Leipzig – En ny begyndelse
Mark van Bommel, Wolfsburg, sæsonoptalt 2021/22
Sæsonoptakt: VfL Wolfsburg – Kan Mark van Bommel løfte Wolfsburg til et nyt niveau?