bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: FC Augsburg – Humlebien flyver højt på 13. sæson

Sæsonoptakt: FC Augsburg – Humlebien flyver højt på 13. sæson

Fodboldcitat, ejerforholdene

Sidste sæson:

Nummer 15

FC Augsburg fik en forfærdelig start på 2022/23-sæsonen, hvor holdet efter fem runder rodede rundt nede i bunden med blot tre point. Herefter fulgte dog tre sejre i rap – bl.a. en flot 1-0-sejr hjemme over selveste Bayern, men rigtig godt blev det aldrig rigtigt i den forkortede efterårssæson.

”Die Fuggerstädter” hentede gennem foråret en sejr i ny og næ, og det var egentlig nok til hele tiden at have 3-4 point ned til stregen, men da holdet i tredjesidste runde tabte 2-3 til Bochum, der ligeledes flirtede kraftigt med nedrykningsstregen, fik Augsburg pludselig kniven på struben.

I runden efter blev hjemmekampen mod Dortmund tabt 0-3, og så lå Augsburg kun tre point foran Stuttgart, der havde en bedre målscore. Augsburg tabte sæsonens sidste kamp i Gladbach men kunne ånde lettet op, da Stuttgart ikke kom ud over 1-1 i deres kamp hjemme mod Hoffenheim.
Enrico Massens tropper er dermed klar til deres 13. sæson i træk i 1. Bundesliga.

Transfers:

FC Augsburg er gået på rov hos oprykkerne fra Darmstadt og har hentet angriberen Phillip Tietz samt forsvareren Patric Pfeiffer. Det kan sagtens vise sig at være lidt af en genistreg at hente spillere hos en af nedrykningskandidaterne, men det er er måske også en stiltiende erkendelse af, at man selv tilhører den gruppe i ligaen. Patric Pfeiffer må dog vente på sin debut for Augsburg, da han fik rodet sig ud i et rødt kort i sæsonens sidste kamp for Darmstadt med tre dages karantæne som resultat.

Den erfarne angriber Sven Michel er købt fri hos Union Berlin. Med tilgangen af Mikkel Kaufmannvar vejen til fast spilletid i hovedstaden blevet lidt længere og den var endda lang nok i forvejen for den 32-årige angriber, der dog har leveret som indhopper i hovedstaden

Hos Bielefeld har klubben hentet den japanske fløjspiller Masaya Okugawa på en fri transfer.

Danske Frederik Winther vender retur til det sydtyske efter at have været udlejet til Brøndby, og så har Augsburg hentet en spændende midtbanespiller i Karlsruhe. Den 21-årige Tim Breithaubt har allerede spillet 56 2. Bundesligakampe og vil nu prøve sig af på øverste niveau.

Hos Mainz er målmanden Finn Dahmen, der har spillet på samtlige tyske ungdomslandshold og bl.a. blev U21 europamestre sammen med sine fremtidige holdkammerater Arne Maier, Niklas Dorsch og Mergim Berisha, hentet til.

Derudover har Augsburg fået en række udlejede spillere retur og forfremmet to fra deres ungdomsafdeling.

Augsburg har skilt sig af med 13 spillere, hvor det bør nævnes, at Kelvin Yeboah vender tilbage til Genua og Daniel Caligiuri samt Andre Hahn ikke har fået tilbudt nye kontrakter.

Største svækkelse er dog sket på målmandsposten, da altid kontroversielle Rafal Gikiewicz nu nikke længere er at finde i klubben, ligesom den engang så hypede amerikaner Ricardo Pepi er skiftet til PSV.

Styrket/svækket:

Styrket

Når man, som Augsburg ofte gør det, befinder sig i den lidt tungere ende af Bundesligaen, så er det altid rart, at ens profiler ikke bliver snuppet af større klubber. I skrivende stund er det således lykkes for dem at holde på eksempelvis Uduokhai.

Augsburg har derudover hentet tre spillere, der bør gå direkte ind i startopstillingen og her tænkes der især på Rahmen, Tietz og Pfeiffer.

Sådan går det Augsburg i den kommende sæson:

Det må være betryggende for Enrico Massen, at truppen fra sidste år både er intakt men også har fået nye og friske ansigter.

Fremme får sidste sæsons topscorer Merim Berisha hård konkurrence af den meget målfarlige Tietz, og i en trup der også råder over Demirovic, bør målene ikke blive e tproblem for Augsburg.

 Læs også: Få rabat på quiz om tysk fodbold 

Finn Dahmen ventes at skubbe det hidtidige førstevalg i målet Thomas Koubek ud på bænken.

Augsburg kan dog sagtens få bøvl i forsvaret, når Bundesligaen starter. Mads Pedersen forventes at starte som venstre back, men pladsen på højre side er endnu ikke besat, så mon ikke Augsburg stadig skal gøre lidt forretning inden vinduet lukker?

Jeg tror dog, at holdet på sigt er for godt til at rykke ned, især da de to nye i Bundesligaen bestemt ikke er økonomiske sværvægtere set i forhold til Augsburg.

Bud på placering:

12-15

Bud på Augsburgs idealopstilling:

Rahmen – Gumny, Pfeiffer, Gouweleeuw, Pedersen – Maier, Engels, Dorsch, Okugawa – Tietz, Demirovic/Berisha.

Hold øje med:

Phillip Tietz

Den 26-årige angriber kan sagtens vise sig at blive et scoop for Augsburg. Han har gennem de sidste to sæsoner været en af 2. Bundesligas allerbedste spillere, og i sidste sæson bidrog han til Darmstadts oprykning med 12 mål og fem assists.

En anden spændende spiller er japanske Okugawa. I sidste sæson var hans fem mål og ni oplæg ikke nok til at holde Bielefeld oppe, men han var en markant spiller, der kunne give de fleste venstrebacks i 2. Bundesliga masser af bøvl. Nu får han chancen for at prøve sig af mod de allerbedste.

 

You may also like
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FC Köln – Baumgart Ball i ny fase
Optakt, Bayern München, højdepunkter
Sæsonoptakt: Bayern München: Alle gode gange 12 – Nu med Harry Kane
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga, tysk mester
Sæsonoptakt: VfL Wolfsburg – Kovac eller kaos
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Sæsonoptakt: Borussia Dortmund: Kunsten at lære fra en tragedie