Sidste sæson:
6
Sidste sæson endte som en relativ stor succes for nyankomne Dino Toppmöller på trænerposten, der formåede at kvalificere Frankfurt til europæisk fodbold. Det holdt dog hårdt for et svingende Frankfurt-mandskab, der kun vandt to af de sidste ni kampe i sæsonen. Største præstation og mest mindeværdige kamp var så klart nedsablingen af Bayern München med hele 5-1 på hjemmebane i starten af december.
En af grundene til at det blev så svingende skyldtes sandsynligvis det delte fokus mellem den hjemlige liga og Conference League, hvor mange nok på forhånd havde regnet med Frankfurt som en af turneringens favoritter til titlen. Sådan skulle det dog på ingen måde gå, da ”Die Adler” måtte se sig slået ud allerede i første knock-outrunde efter gruppespillet til belgiske Union Saint-Gilloise.
I det store hele var det nok ikke den mindst mindeværdige sæson i Frankfurt am Main, men så alligevel mere end godkendt efter så stor rotation i truppen og ikke mindst en ny træners ankomst.
Transfers:
Frankfurt har brugt sommeren på at holde fast i nogle af de største profiler og samtidig supplere med en række lovende talenter i bredden. Først og fremmest har man formået at hente Robin Koch til klubben igen på en fri transfer, efter at han spillede sidste sæson på leje i klubben fra Leeds. Meget af det samme kan siges om Hugo Ekitiké, der er blevet købt fri af Paris Saint Germain efter endt lejeophold i Frankfurt i den seneste sæson. Dermed ser startelleveren fra seneste sæson ud til at være intakt i den kommende.
Derudover har Dino Toppmöller fået en lang række spillere til at styrke bredden såsom danske Rasmus Nissen Kristensen, der kommer til på en lejekontrakt fra Leeds for at styrke defensiven, mens landsmanden Oscar Højlund er hentet til midtbanen i FC København. Foruden Højlund har man også styrket midtbanen med to andre lovende talenter i Krisztiàn Lisztes – der er søn af den ungarske Stuttgart og Werder Bremen legende af samme navn – og Can Uzun fra henholdsvis Ferencváros og Nürnberg. Sidstnævnte Uzun var et stort navn i 2. Bundesligaen i sidste sæson, hvor han var anset for at være et stort talent. Med sig fra Nürnberg tager han klubkollega og forsvarsspiller Nathaniel Brown, der ligeledes skifter det nordlige Bayern ud med Hessen og Frankfurt. Ligeledes til forsvaret hentes også schweiziske Aurèle Amenda til klubben fra Youngs Boys Bern.
Farvel har man sagt til Sebastian Rode og Makoto Hasebe, to aldrende klubikoner der stopper karrieren. Væk er også midtbanespilleren Kristijan Jakic, der skifter til Augsburg, mens stortalentet Sidney Raebiger, der endnu har sit store gennembrud til gode, rykker til Braunschweig i den næstbedste tyske række. To andre unge spillere der søger væk fra Frankfurt i jagten på mere spilletid, er amerikanske Paxton Aaronson og kroatiske Hrvoje Smolcic, der udlejes til henholdsvis Utrecht i Holland og LASK Linz i Østrig. Det samme gælder for de to offensive spillere Jessie Ngankam og Nacho Ferri der ligeledes udlejes til Hannover 96 i 2. Bundesligaen og Kortrijk i Belgien.
Sidst men ikke mindst skifter Philipp Max til græsk fodbold og Panathinaikos, da konkurrencen på venstre wingback nok efterhånden er blevet for stor i Frankfurt for den 30-årige tidligere landsholdsspiller.
Styrket/Svækket:
Styrket
At Eintracht Frankfurt og Dino Toppmöller har formået at holde på stort set samtlige profiler fra sidste sæson og samtidig øger truppens bredde med en række spændende unge spillere, gør, at Frankfurt på papiret fremstår klart styrket. Det var dog også nødvendigt, da netop bredden virkede som holdets akilleshæl i sidste sæson, hvor man havde svært ved at balancere de mange kampe på tværs af turneringer hjemme og i Europa. At Rode og Hasebe har sagt farvel, er der sikkert mange Eintracht fans som begræder. Men i så fald er det nok mest grundet gode minder om fordums styrke, da ingen af de to spillede nogen væsentlig rolle i Frankfurt i sidste sæson.
Sådan går det Eintracht Frankfurt i denne sæson:
Truppen er stærk og bred, og med Dino Toppmöller ved roret har man en af ligaens mest spændende trænernavne for tiden. Spørgsmålet er, om det også er nok til både at kæmpe med om titler i Europa og samtidig byde de helt store klubber op til dans om Champions League pladserne i Bundesligaen? Som vi også så det i sidste sæson, så er top(p)niveauet højt, men spørgsmålet er, om Toppmöller og Frankfurt formår at finde stabilitet over en lang sæson.
Se, hvordan du får billetter til Eintracht Frankfurts kampe
På mange måder er Frankfurt måske nok en af ligaens største ubekendte og samtidig mest spændende hold at følge i den kommende sæson. Bredden på holdet er stor med mange talenter, hvoraf flere såsom Larsson, Chaibi og Ekitiké kan forventes at præstere endnu bedre end i deres debutsæson sidste år. Vi hos Bulibold tror derfor på, at holdet fra Hessen kan få europæisk succes i denne sæson og samtidig byde sig til som en spændende dark horse i ræset om europæiske pladser igen i år.
Bud på placering:
4-7
Bud på idealopstilling:
3-4-2-1
Trapp – Tuta, Koch, Pacho – Ebimbe, Götze, Skhiri, Knauff – Chaibi, Marmoush – Ekitiké
Truppen er så bred, og Toppmöller så glad for rotation, at det næsten er umuligt at sætte en foretrukken startellever. Han kan jo næsten sætte to lige stærke hold overfor hinanden til træning, ser vi bort fra målmandsposten hvor den rutinerede kaptajn Trapp naturligvis er urørlig. På kanterne har han også Buta og Nkounkou til henholdsvis højre- og venstre side. Centralt på midtbanen forventes Hugo Larsson også at få mange starter, mens man i offensiven også råder over Marmoush og Matanovic som afløser for Ekitiké. Både Götze, Ebimbe og kan rykkes frem på banen ift. ovenstående startformation, mens nyankomne Uzun og Lisztes ligeledes må forventes at skulle udfylde pladserne bag førsteangriberen. I forsvaret ligner Nissen Kristensen en duellant til Tuta på posten som højre centerback mens unge Brown byder sig til i venstre side. Med så mange gode wingsbacks i truppen, skal ”NK” nok ikke forvente meget spilletid som wingback -sådan som vi kender ham fra landsholdet – men han har da også vist sig som en yderst kompatibel midtstopper i en trebackkæde i Roma i sidste sæson under især José Mourinho.
Årets gennembrud kunne stortalentet Nnamdi Collins godt stå for. Indtil videre har Toppmöller givet det bare 20-årige talent en del spilletid i midterforsvaret under sommerens optaktskampe. Collins er et produkt af Dortmunds akademi, men skiftede til Frankfurt sidste sommer og kendetegnes ved hans enorme fart af en 191 cm lang centerback at være.
Hold øje med:
Hugo Ekitiké
Her er en spiller, som især Vejle-fans sikkert allerede holder særligt øje med. Som helt ung teenagedreng drog franskmanden Ekitiké nemlig til Danmark for at spille Superliga, udlånt fra ungdomsklubben og hjembyen i Reims. Nu er han så taget til Tyskland på sit andet udlandseventyr i karrieren, hvor han også var i foråret på leje fra Paris Saint Germain. Det gjorde han så godt, at Frankfurt nu har smidt godt 16 millioner euro efter den nu 22-årige angriber. Det tog lidt tid at få hul igennem til netmaskerne i Tyskland, men især i sæsonens sidste kampe fik han for alvor brudt igennem med fire mål i fem kampe for Frankfurt i foråret. Ekitiké er derfor bestemt værd at holde øje med, og hvorvidt han kan tage målstimen med ind i den nye sæson. Også selvom man ikke lige skulle have været en af de heldige, der har haft fornøjelsen af at opleve ham live i Nørreskoven i Vejle.