bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Köln > Sæsonoptakt: 1. FC Köln ”Baumgartmania” hos gedebukkene

Sæsonoptakt: 1. FC Köln ”Baumgartmania” hos gedebukkene

Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga, tysk mester

Sidste sæson:

7

På papiret syner en syvendeplads måske ikke af meget for en stor traditionsklub som 1. FC Köln. Men hvis vi spoler tiden ca. 12 måneder tilbage, så var der nok ikke mange, der havde regnet med så flot en præstation fra de vesttyske ”gedebukke”. Som lidt ekstra krymmel på toppen kan man nu se frem til et europæisk eventyr i domkirkebyen, eftersom Köln har kvalificeret sig til næste sæsons Conference League.

Den store bedrift må først og fremmest tillægges holdets nye træner – og ikke mindst klubbens helt store stjerne, Steffen Baumgart, der på rekordtid har forvandlet Köln fra at være nedrykningskandidat til et subtophold. Foruden de flotte resultater har den karismatiske træner formået at forføre hele Kölns fodboldpublikum med hans rapkæftede kommentarer og energiske gejst på sidelinjen. Klubben har sågar formået at sælge mere end 13.500 eksemplarer af Steffen Baumgarts velkendte sixpence-hue på et halvt år. Det er flere end de solgte trøjer med klubbens angrebsprofil Anthony Modestes navn på ryggen. Normal er klubshoppen god for ca. 500 huer pr. sæson.

Læs også: Steffen Baumgart – manden der insisterer på at underholde

Indenfor kridtstregerne var det først og fremmest hård fight, et godt organiseret kollektiv og ikke mindst Modestes mange mål, der skabte de flotte resultater. Af andre vigtige spillerprofiler bør nævnes holdets nye målmand, Marvin Schwäbe, der efter ankomsten fra Brøndby har slået klubmanden Timo Horn af holdet, samt Forsvarsklippen Timo Hübers, der fik sit helt store gennembrud i seneste sæson.

 

Transfers:

Den mest prominente udskiftning i truppen må være salget af midtbaneankeret Salih Özcan, der skifter til Borussia Dortmund for godt 5 mio. Euro. Salih Özcan har de seneste sæsoner været en stor profil for både Köln og diverse tyske ungdomslandshold, men skal altså nu tørne ud for Dortmund og Tyrkiet, eftersom han har valgt at skifte både klub og landshold i år.

Modsatte vej kommer til gengæld den 23-årige angriber Steffen Tigges, der skal forsøge at få sit helt store gennembrud efter bare 15 kampe og tre mål for Dortmund. Tigges ligner på alle måder en erstatning for svenske Sebastian Andersson, der længe har været rygtet væk fra Köln, men altså endnu ikke er skiftet. Hold derfor fortsat øje med transfermarkedet.

Foruden førnævnte Özcan, har man også måttet sige farvel til unge Yann Aurel Bisseck, der skifter permanent til Aarhus og AGF, forsvarskollegaen Julian Chabot der skifter til italienske Sampdoria, samt den offensive østriger Louis Schaub der skifter til Hannover i 2. Bundesliga. Venstrebacken Jannes Horn forlader FC Köln efter kontraktudløb og skifter til ligakonkurrenterne fra Bochum, mens den unge tjekke Tomas Ostrak skifter til amerikansk fodbold og den nystiftede MLS klub St. Louis City. Sidst men ikke mindst skal vi nævne den unge kantspiller Marvin Obuz som udlejes til Holstein Kiel, samt hans ligeledes 20-årige kollega Bright Arrey-Mbi, der sendes retur til Bayern München efter endt lejeophold.

Lidt mere interessant er det på indkøbssiden, hvor man udover Tigges også har hentet danske Kristian Pedersen, der skal konkurrere med klubikonet Jonas Hector om spilletiden på venstreback. Pedersen har en fortid i blandt andet Union Berlin og senest Birmingham City.

Udover Pedersen, har FC Köln også forstærket sig i forsvaret ved at skrive en permanent kontrakt med sidste sæsons lejesvend Luca Kilian fra Mainz, som altså nu kan se frem til endnu flere kampe i Köln-trøjen.

På midtbanen har man fundet et spændende talent fra Leipzigs Red Bull akademi i unge Eric Martel. Martel gør sig på den centrale midt og spillede senest for østrigske Austria Wien på leje fra Leipzig.

På den offensive del af banen har FC Köln gjort lidt af et scoop og hentet den 23-årige kantspiller Linton Mainafra Hannover. Maina der længe har været omtalt som et stort talent i 2. Bundesliga, kan begå sig på begge sider af banen, og han ligner et direkte bytte for Louis Schaub, der som tidligere nævnt rykker modsatte vej til netop Hannover.

Foruden Maina har man også hentet armenske Sargis Adamyan, der i seneste sæson spillede i belgiske Club Brügge på lån fra Hoffenheim. Adamyan er 29 år og kan varetage flere forskellige positioner i offensiven.

Sidst men ikke mindst har FC Köln hentet den unge midtbanespiller Denis Huseinbasic fra Kickers Offenbach i Regionalliga Südwest.

 

Styrket/Svækket:

 

Svækket

Når pilen mest af alt peger i retning af en mindre svækkelse, skyldes det primært salget af Salih Özcan. En så dygtig spiller kan man ikke bare sådan lige erstatte, Der har da heller ikke været de store spektakulære udskiftninger i Köln-truppen i indeværende transfervindue, hvor selv europæisk deltagelse heller ikke kan få (penge)træerne til at gro ind i himmelen.

Mest interessant er umiddelbart tilgangen af Kristian Pedersen – set med danskerbrillen – men hverken han, Maina eller Adamyan ligner en markant forstærkning af Kölns startellever. Tager man et hurtigt kig ned over bruttotruppen, ligner det på ingen måde et hold, der skal spille europæisk fodbold i næste sæson. Men hvem ved. Baumgart har i den grad tidligere vist, at han er garant for at skabe mirakler ud af stort set ingenting.

 

Sådan går det 1. FC Köln i denne sæson:

Baumgart er dygtig. Ingen tvivl om det. Modeste en fremragende angriber. Men er det nok?

Det korte svar er et tøvende nej, hvorfor undertegnede tvivler på en gentagelse af sidste sæsons fornemme præstation. Truppen har ikke fået tilføjet den fornødne kvalitet og endnu rygtes flere vigtige spillere, såsom Ellyes Skhiri, videre til større adresser. Læg dertil, at holdet nu skal ud at spille et hårdt kampprogram med tilføjelsen af de europæiske kampe.

Når det er sagt, så er der stadig al mulig grund til at holde øje med FC Köln i næste sæson. Om ikke andet så for at høre hvilke finurlige fraser Baumgart vil lange over disken i diverse TV-interviews. Og hvad med Modeste? Kan han overgå sig selv og finde på endnu et underholdende tv-stunt, efter sidste års kreative måljubel hvor han pludselig hev en pose kaffebønner frem? Ingen tvivl om at det nok skal blive farverigt i karnevalsbyen Köln igen i næste sæson. Men sandsynligheden er at det vil blive mere udenfor banen end indenfor kridtstregerne.

 

Bud på placering:

10-14

 

Bud på FC Kölns idealopstilling:

4-2-3-1

I sidste sæson var der hård kamp om pladsen mellem stængerne, da klubmanden Timo Horn blev udfordret af nyindkøbet Marvin Schwäbe. I den kommende sæson er der mindre tvivl, da Baumgart allerede har slået fast, at Schwäbe står i Bundesligaen og Horn i DFB-pokalen. Så mangler vi bare at få at vide, hvem pladsen tilfalder i Conference League.

I forsvaret går Baumgart altid med en klassisk firebackkæde bestående af to relativt defensive backs i Schmitz og kaptajn Hector, samt de to midterforsvarere Kilian og Hübers, der alle spillede fast i sidste sæson, når de ellers ikke var skadede eller i karantæne.

På den centrale midtbane åbner der sig en plads ved siden af tunesiske Ellyes Skhiri, efter salget af Özcan. Det kunne godt gå hen og blive enten Jonas Hector, der tidligere har spillet rollen, eller nyankomne Kristian Pedersen, da der ikke er plads til dem begge på venstrebackpladsen. Undertegnede tror på kaptajn Hector, hvorfor Pedersen placeres på backpositionen.

Foran dem placeres en klassisk 10’er flankeret af to kantspillere. Mark Uth der altid er garant for et par mål hen over sæsonen, virker som en fast mand centralt, mens der nok vil blive roteret mere på kantpositionerne. Et godt bud på hvem der kan se frem til mest spilletid, er den rutinerede østriger Florian Kainz og ungdomslandsholdspilleren Jan Thielmann. Alternativt nyindkøbte Linton Maina.

Første mand på holdkortet er dog så klart ham, der spiller forrest på banen. Nemlig angriberen og fanfavoritten Anthony Modeste. Den erfarne 34-årige franskmand vil igen i år være den FC Köln fansene sætter sin lid til skal afgøre kampene til egen fordel.

 

Schwäbe – Schmitz, Kilian, Hübers, Pedersen – Skhiri, Hector – Thielmann, Uth, Kainz – Modeste

 

Hold øje med: Kristian Pedersen

I manglen på de helt store profiler, kan der ikke være nogen tvivl om at Kristian Pedersen, bliver den klart mest interessante spiller at følge i Köln i næste sæson set med danske briller og klaphat.

Pedersen har ikke optrådt på højeste niveau i sin tid i hverken Danmark, Tyskland eller England, hvorfor han nok er relativt ukendt blandt det brede danske fodboldpublikum. I en alder af bare 22 år skiftede sjællænderen fra HB Køge i første division til Union Berlin i anden Bundesliga. Her blev han hurtigt en fast bestanddel af startelleveren med 61 kampe på to sæsoner.

Pedersen var i fremgang, og det samme var Union, der skulle vise sig, at være på vej til at spille sig op i den øverste række. Ikke desto mindre var det derfor lidt af en overraskelse, at Pedersen skiftede til England og Championship klubben Birmingham City i 2018. Her har han tilbragt fire sæsoner med 155 kampe, ni mål og syv assists til følge.

Tallene taler for sig selv. Her er der tale om en bundsolid og hårdtarbejdende 27-årig venstreback, som passer godt ind i en typisk engelsk firemands-bagkæde, og derfor virker som skræddersyet til Baumgarts spil. Spørgsmålet er nu, hvorvidt han også formår at gribe chancen, når han for første gang spiller på øverste niveau i en af verdens bedste ligaer. Hold derfor øje med rækkens nye danske islæt.

You may also like
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 25. runde i 2. Bundesliga: Er der overhovedet nogen, der vil rykke op?
1. FC Kaiserslautern
Optakt til 24 runde i 2. Bundesliga: Skæbnekamp for Kaiserslautern
Andy Brehme, Kaiserslauterne
Optakt til runde 23 i 2. Bundesliga: Steffen Baumgart til HSV og farvel til Andy Brehme