bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Rundens buli-hold – uge 4

Rundens buli-hold – uge 4

Hver uge umiddelbart efter sidste slutfløjt sætter bulibold.dk rundens Bundesligahold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anderkendelse.

Rundens hold – Uge 4  (4-2-3-1):

Runde 4 bulihold

TOR

Oliver Baumann (Freiburg) – Det har været en hård sæsonstart for Baumann, der har indkasseret syv mål på tre kampe. Mod Bayern München fik han rejst sig og viste det niveau, der gør ham til en af Europas mest spændende, unge keepere. Syv redninger sikrede Freiburg point.

ABWEHR

Oliver Sorg (Freiburg) – Det var godt nok ikke Ribéry han stod overfor, men Sorg vandt sine dueller og var blandt Freiburgs bedste da de fik point mod Bayern München.

Heiko Westermann (Hamburger SV) – Hvem var det der pludselig dukkede op? Efter tre kedelige defensive præstationer hev Westermann en helt anden en af slagsen op mod Braunschweig i weekenden. Selvom modstanderen måske ikke var den bedste, var der ikke en finger at sætte på det Heiko leverede og HSV-fans kunne glæde sig over for en gangs skyld at have en god midterforsvarer.

Naldo (Wolfsburg) – Stabiliteten mangler, men foran hjemmepublikummet viste Naldo sig igen fra sin bedre side og krydrede en fin indsats med en assist.

Zhi Gin Lam (Hamburger SV) – Mallorca-turisten Aogo var ikke savnet i HSV’s venstre side, hvor Lam spillede én af sine bedste kampe for klubben. Fik sat sig igennem både offensivt og defensivt – nok til at erobre pladsen som rundens bedste venstreback.

MITTELFELD

Christoph Kramer (Gladbach) – Imponerende bedrift af Kramer, der styrede midtbanen med næsten 100 boldberøringer, syv tacklinger, en håndfuld succesfulde driblinger og gode pasningsevner. Imens venter vi stadig på at det dyre indkøb fra forrige sæson, Xhaka, lever op til forventningerne.

Henrikh Mkhitaryan (Dortmund) – Henrikh stemplede ind med to scoringer og gav Dortmund-fansene en smagsprøve på de kvaliteter, der gjorde ham til en ombejlet herre i sommerens transfervindue. Han spillede lidt længere fremme, men får pladsen på den centrale midt her.

Jefferson Farfán (Schalke 04) – Med en assist, straffesparksscoring og Man of the Match-præstation mindede peruvianeren os om, at der er andre på holdkortet i Schalke end Julian Draxler. 95% afleveringssuccess og syv succesfulde driblinger kronede ugens præstation.

Alexandru Maxim (VfB Stuttgart) – Stuttgart-offensiven har fået mange hug for at være for afhængige af Ibisevic, men i weekenden viste den unge rumæner sig frem. På under en time leverede han to mål og to assists i 6-2-sejren over Hoffenheim.

Edgar Prib (Hannover 96) – Prib fik chancen på venstrekanten i fraværet af publikumsfavoritten Huszti. Den blev grebet og med et mål, en assist og en god defensiv indsats spillede han sig på rundens buli-hold.

STURM

Vedad Ibisevic (VfB Stuttgart) – Angrebsesset havde en stor andel i Stuttgarts oprejsning. Bosnieren brugte fire afslutninger på at lave hattrick mod sin gamle klub og viste igen, at han er en af ligaens bedste Torjägere.

TRAINER

Thomas Schneider (VfB Stuttgart) – Når eneste anden seniorklub på træner-CV’et hedder FC Dingolfing må man lægge ører til lidt af hvert som nyudnævnt Bundesliga-træner. Efter EL-exitet fik Schneider pumpet ny gejst ind i truppen og 6-2 over Hoffenheim kan være et tegn på bedre tider. Nåh ja – så hev han også William Kvist tilbage i varmen. Bravo.

UGENS KAMP

Stuttgart-Hoffenheim 6-2. Østeuropæisk scoringsdominans, otte mål og en glemt dansker tilbage.

Honorable mentions: Max Kruse, Raffael, Jacques Zoua, Diouf, Diego, Calhanoglu, Patrick Herrmann, Kevin Volland, Shaqiri, Arango, Knoche, Rodriguez.

You may also like
Højdepunkter, optakt, Bayern München, Borussia Dortmund, Optakt: Bayern – Dortmund
Optakt: Bayern München – Borussia Dortmund
Optakt, Bayern München, højdepunkter
DFL fastsætter kamptidspunkter for runde 27 – 30 i 1. og 2. Bundesliga
Champions League finalen 2013, Borussia Dortmund, Bayern München, Højdepunkter, mål, Borussia Dortmund og Bayern München
Optakt: Dortmund – Bayern München: Får Dortmund endelig en sejr mod Bayern München?
Meisterschale, Bundesliga, Optakt
Optakt: Wolfsburg – Bayer Leverkusen: Business as usual for Leverkusen mod Winds Wolfsburg?