bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Roger…over and out

Så gik den ikke længere for Roger Schmidt i Leverkusen. 6-2 afklapsningen mod Dortmund var mere end Völler og bestyrelsens tålmodighed kunne klare, og efter knap tre år på posten blev Schmidt søndag sendt på porten. Tre år, der har vist glimt af en klub og et hold med enormt potentiale, men som trods taktiske innovationer og god indkøbspolitik ikke for alvor har båret frugt.

Debuten kan næsten ikke være mere symbolsk. Med Bundesligaens hurtigste mål nogensinde bringer Karim Bellarabi Leverkusen i front ude mod Dortmund. En kamp som die Werkself ender med at vinde 2-0 til stor jubel for klubbens nye træner, Roger Schmidt. Tyskeren med en fortid i RB Salzburg er hentet ind for at få klubben på ret kurs igen og for at give dem et klart defineret spilkoncept. Mod Dortmund og Klopp, der i de senere år har redefineret gegenpressing i tyskernes bevidsthed, er det Roger Schmidt, der med sin videreudvikling af konceptet denne lørdag aften står som triumfator på Signal Iduna Park. En kamp der på mange måder bliver startskuddet til en formidabel Leverkusen sæson, hvor holdet ender på en fjerdeplads og kommer i ottendedelsfinalen mod Atletico. Jovist er der udfald undervejs, men en samlet tysk presse er enige om, at Roger Schmidt og hans ideer er en tiltrængt revolution i ligaen. Holdet er ungt, men der er så meget potentiale, at Leverkusen er klubben, der på sigt kan udfordre både Bayern og Dortmund.

Spoler vi tiden knap tre år frem er situationen en anden. Eller det vil sige, at Atletico også denne gang ligner overmagten i en Champions League ottendedelsfinale, og at der fortsat er masser af udfald undervejs. Og måske er det netop det, der har været udslagsgivende for, at Roger Schmidt nu ikke længere er manden med ideerne hos Leverkusen. For efter den lovende debutsæson er det ikke bare gået i stå. Det er gået tilbage for medicinvirksomheden Bayers stolthed.

6-2 mod Dortmund, fem nederlag i de seneste syv kampe, og den dårligste sæson i 14 år, var mere end selv Schmidt og Völlers gode forhold kunne bære. I seneste Bulibold podcast nåede jeg at plædere for, at Leverkusen formentlig ville holde fast i Roger Schmidt sæsonen ud for så at finde hans afløser efter sommer. Det kunne de også ligeså godt have gjort, da ansættelsen af hans afløser ikke efterlader meget optimisme for klubbens fans, men mere om det senere.

Ydmygelsen i Dortmund var på mange måder en passende afsked for Roger Schmidts virke i Leverkusen. Det var som tidligere nævnt, der det hele for alvor begyndte, og så var helten fra dengang, Bellarabi, sat på bænken, af sportslige årsager. I øvrigt sammen med resten af den tyske BBC bestående af Brandt og Chicharito. Schmidt fortalte efter kampen, at hvis man ikke yder til træning, kan man heller ikke spille om lørdagen. Som sådan en fornuftig nok tilgang, men når dine tre bedste offensive spillere tilsyneladende ikke leverer på træningsbanen, var det måske på tide at kigge indad. Fungerer mine taktiske ideer fortsat? Har jeg fornyet vores spillestil? Og er min mandskabsbehandling god nok? Alle spørgsmål, som Roger Schmidt med rette burde have stillet sig selv for længe siden, for fyringen har længe været under optræk.

Et hold i ubalance

Når et hold i begyndelsen har udfald, som dem Leverkusen havde i den første sæson, kan de dækkes ind under at truppen fortsat skulle vænne sig til Schmidts ideer, og at grundstammen på holdet var uerfaren. Men når de samme udfald bliver ved med at gentage sig selv efter tre sæsoner, så peger pilen på træneren. Leverkusens presspil er en fryd for øjet, når det klapper, men en torn i øjet, når det kollapser. Det er et fuldbanepres fra hele holdet, og det betyder, at aftalerne og afstanden mellem kæderne skal være på plads. En midtbane besående af Kampl og Aranguiz, og det er bestemt ikke for at forklejne dem, er ikke en midtbane, der skaber balance. Alt for ofte har modstanderne forholdsvis let kunne spille sig ud af presset fra de forreste tre-fire Leverkusens spillere, og så har der være masser af plads bagude. For et hold, der gerne vil score masser af mål på omstillinger, er det bekymrende så ofte, de selv har måtte indkassere scoringer efter kontraer. Schmidt har ikke lykkedes med at finde den fornødne balance på holdet.

Heller ikke selvom han i denne sæson fik forholdsvist frie tøjler på transfermarkedet. Volland, Dragovic, og Baumgartlinger blev hentet ind for i alt €42 millioner, mens ledelsen valgte af afvise Dortmunds tilnærmelser på Toprak og kun Kramer af etablerede spillere, som Schmidt alligevel ikke mente, han kunne bruge, fik lov at skifte.
Ingen af de tre storindkøb har for alvor leveret. Dragovic har lavet flere graverende fejl i løbet af sæsonen, heriblandt i kampen mod Atletico, Baumgartlinger har ikke kunne tage springet fra Mainz, og Volland scorede i weekenden sit blot andet Bundesligamål i denne sæson. Med så store og forholdsvist etablerede navne var det forventet, at Leverkusen som minimum ville sætte sig på en af de fire Champions League pladser. Her 23 runder inde er de nummer ti og helt i fare for at misse Europa.

Det er herfra Tayfun Korkut nu skal forsøge at sejle skibet i land. Syvendepladsen, der kan give adgang til Europa League, er i øjeblikket kun tre point væk, så værre står det trods alt heller ikke til i klubben. Kvalifikation til Europa og sæsonen er som sådan reddet. Går Leverkusen til gengæld glip af Europa, har vi balladen. Selvom Bayer smider en god skilling i klubkassen, så er Leverkusens økonomi ikke i nærheden af de andre topklubbers. Der spekuleres i, at det koster klubben cirka €10 millioner at fyre Schmidt og hans stab, og med investeringerne i sommers in mente så skal der ikke den store doktorgrad til for at se, at penge fra Europa er afgørende, hvis ikke der skal skrues ned for blusset i næste sæson.

Kampl, Brandt, Bellarabi og Chicharito optræder jævnligt på rygtebørsen, mens Toprak allerede er bekræftet i Dortmund fra den kommende sæson. Hovedbrud er der rigeligt af i Leverkusen, men det er ikke længere Schmidts hovedbrud.

Roger…over and out.
De potentielle afløsere
Tayfun Korkut – Den midlertidige løsning
Tyrkeren har fået kontrakt frem til sommeren, men Völler vil ikke udelukke, at kontrakten bliver permanent, hvis Korkut formår at overbevise i de kommende måneder. At Korkut overhovedet er havnet i Leverkusen er i sig selv temmelig overraskende, da hans meritter ikke ligefrem berettiger til et job af den størrelse. I Hannover blev han fyret efter godt et år, hvor det svingede fra lovende, til skidt til himmelråbende elendigt, og hvor han formåede at gå fra banen tretten kampe i træk uden en sejr. I Kaiserslautern opsagde han selv kontrakten efter et halvt år. Vi har tidligere set, hvordan en midlertidig løsning kan overbevise og blive permanent (Schubert i Gladbach), men det er utrolig svært at se, hvordan Korkut på nogen måde skal overtage Leverkusen.

David Wagner – Det ideelle valg
Det bedste bud. Klopps bedste ven har gjort det ganske fornuftigt i Huddersfield, efter han overtog holdet tilbage i slutningen af 2015. Klubben ligger lige nu på en tredjeplads i Championship og en eventuel oprykning kan måske være det, der holder Wagner i klubben. Der var rygter før jul om, at han var klar til at skrive under med Wolfsburg, men han valgte i sidste ende at blive i Huddersfield. Hos Leverkusen får han et hold med et stort potentiale og mange unge spillere, som han kan forme, og Leverkusen får en træner, hvor filosofien fra Schmidt kan føres videre om end i en lidt mere afdæmpet udgave. Det ligner på mange punkter det oplagte valg.

Julian Nagelsmann – Stadig for uerfaren
Bundesligaens yngste træner er også en af de største træner talenter. Ikke bare i Tyskland, men i hele Europa. Hans arbejde med Hoffenheim har været imponerende, og hans navn er selvfølgelig begyndt at poppe op flere steder. Enormt taktisk fleksibel og måske ikke så konceptfast som eksempelvis Schmidt var det. Vil helt sikkert være et spændende valg, men det er nok lige en sæson eller to for tidligt. Er Leverkusen parate til at gamble med så ung en træner, og er Nagelsmann overhovedet parat til at forlade Hoffenheim? Skal måske spille Champions League med Hoffenheim næste år og selvom han mister et par profiler i Rudy og Süle, så er hans arbejde i Hoffenheim ikke fuldført endnu.

Jürgen Klinsmann – Interessant og overraskende
Hans navn er begyndt at dukke op i flere tyske medier de seneste par dage, og flere steder nævnes han endda som favorit til at overtage jobbet hos die Werkself. Han har gået arbejdsløs, siden han blev fyret fra det amerikanske landshold, og det er offentlig kendt, at han fortsat har et godt forhold til sin angrebskollega fra 90’erne, Rudi Völler. Klinsmann sagde i et interview for et par måneder siden, at han ikke ville udelukke et skifte hjem til Tyskland, men at der skulle den del til at lokke ham og familien væk fra USA. Er det, vi godt kan tillade os at kalde en projekttræner. Han har klare ideer og filosofier, men er ikke den største taktiker og har brug for tid. Derudover er han formentlig heller ikke helt billig i løn, så meget afhænger nok også af, hvorvidt Leverkusen formår at kvalificere sig til Europa i næste sæson.

Foto: Bayer04.de

You may also like
Leverkusen, stadion
Sæsonoptakt: Bayer Leverkusen – kunsten at forbedre den perfekte sæson
Tilskuersnit for Bundesligaen
50+1 reglen og Bayer Leverkusen – Pandoras pilleglas?
Sæsonoptakt, Bayer Leverkusen
Optakt: Bayer Leverkusen – Bayern München: Den tidlige duel om die Meisterchale
Leverkusen, stadion
Optakt: Bayer Leverkusen – Gladbach: Gamle bekendte mødes i Leverkusen