Det har været småt med spilletid for Frederik Rønnow i denne sæson, men nu lysner det måske. I hvert fald er førstemålmand Kevin Trapp netop meldt ude med en skade i resten af året, og det baner vejen for den danske landsholdsmålmand.
Det lignede på alle måder et rigtig fint skifte for Frederik Rønnow, da han inden sidste sæson valgte at sige farvel til Brøndby og goddag til Eintracht Frankfurt. Men så fulgte lidt problemer med knæet, et par dårlige præstationer og inden Rønnow havde fået set sig som, havde Frankfurt hentet Kevin Trapp på en lejeaftale fra PSG.
Denne sommer gjorde Frankfurt så aftalen med Trapp permanent, og derfor var det også ventet, at Rønnow ville søge væk for at få spilletid. Men danskeren blev og efter lige præcis nul minutter i sæsonen indtil videre, kan der lige pludselig være masser af spilletid på vej til danskeren.
For Kevin Trapps skulderskade er så slem, at Frankfurt nu har meldt ham ude for resten af året. Han er derfor heller ikke med i truppen, der torsdag møder portugisiske Guimaraes i Europa League, i det der formegentlig bliver Rønnows første kamp i denne sæson.
Danskeren har under hele det svære forløb forholdt sig yderst professionelt, og nu ser det så ud til, at han endelig får chancen for at vise sit værd.
Frederik Rønnow har i alt fået seks kampe for klubben, som han har kontrakt med frem til sommeren 2022. Hvis Frankfurt ikke skulle satse på Rønnow, så har de som tredjemålmand den tidligere Werder Bremen keeper Felix Wiedwald rendende rundt.
Læs mere om, hvordan de andre danskere i Bundesligaen klarer sig