bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Union Berlin – Gladbach: Rider Gladbach videre på bølgen efter Dortmund-sejr?

Optakt: Union Berlin – Gladbach: Rider Gladbach videre på bølgen efter Dortmund-sejr?

Union Berlin, Optakt

Marcus Ingvartsen blev både helt og skurk i sidste weekend, da han scorede et mål, men samtidigt brændte et straffe, der kunne have sikret Union point. Lørdag venter en ny opgave for Ingvartsen og co., der møder et formstærkt Gladbach-mandskab.

 

Kampfakta

Spillested: Stadion An der Alten Försterei, Berlin
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Tv: Viaplay

 

Holdnyt

Union Berlin

Det har været lige ved og næsten for Die Eisern i de seneste to kampe, hvor det er blevet til knebne nederlag til hhv. Leipzig og Augsburg.

Augsburg var modstanderen i seneste spillerunde, hvor Marcus Ingvartsen i øvrigt stod for hovedstadsklubbens eneste mål, der dog ikke var nok til point. For selvom danskeren kom på tavlen – og fik udlignet – så blev han samtidigt skurk. Ingvartsen brændte nemlig et straffespark efter en lille time, og så måtte Union Berlin gå fra banen uden point trods et massivt spilovertag.

Selvom det altså er blevet til to nederlag i to kampe, så skal man stadig huske på, at Urs Fischers mandskab kun har to point op til top-6, og de er kun tre point efter lørdagens modstander fra Gladbach.

Union Berlin er også skarpe på hjemmebane, Stadion An der Alten Försterei, hvor de kun har tabt et enkelt opgør i indeværende sæson til Augsburg. Derudover er det også første gang i indeværende sæson, at Die Eisern har tabt to kampe i træk, mens de faktisk kun er gået fra banen ud at score en enkelt gang, hvilket var mod Leipzig.

Da Union tørnede sammen med Gladbach i begyndelsen af sæsonen endte det med en pointdeling, hvor Marcus Thuram og Nico Schlotterbeck scorede for hvert sit hold.

Urs Fischer er uden Florian Hübner og Christopher Trimmel, der begge afsoner karantæne, mens målfarlige Max Kruse er ude med en skade, og det samme er Anthony Ujah.

 

Gladbach

Der var fodbold-propaganda for alle pengene, da Gladbach i sidste uge trak sig sejrsrigt ud af opgøret mod Dortmund. Det var et opgør, der havde det hele. Dårligt forsvarsspil, masser af chancer og altså hele seks mål.

Det var en kamp, hvor Nico Elvedi først sendte Gladbach i front, men så slog Erling Haaland to gange inden for seks minutter. Elvedi scorede dog selv til 2-2 inden pausen, inden Ramy Bensebaini og Marcus Thuram, der kom ind fra bænken, sikrede en 4-2-sejr.

Sidste rundes sejr sendte Gladbach op på 5. pladsen – kun et point efter Leverkusen på tredjepladsen.

Generelt har Marco Rose og Gladbach fået en mere end godkendt start på kalenderåret 2021, hvor de har hentet 13 ud af 15 mulige point. Gladbach må derfor også anses som værende favoritter mod Union Berlin.

Marco Rose har rent skadesmæssigt ikke meget at spekulere over, da det kun er Valentino Lazaro, der er ude med en skade. Til gengæld kan Gladbach-træneren spekulere i, om han vil spille 3-4-3 eller et 4-2-3-1-system, hvor sidstnævnte kan betyde en startplads til Marcus Thuram.

 

Karantæner:

Union Berlin: Christopher Trimmel og Florian Hübner
Gladbach: Ingen

 

Bud på startopstillinger:

Union Berlin: Luthe – Friedrich (c), Knoche, Schlotterbeck – Ryerson, Andrich, Prömel, Lenz – Becker, Awoniyi, Ingvartsen
Gladbach: Sommer – Lainer, Ginter, Elvedi, Bensebaini – Kramer, Neuhaus – Hofmann, Stindl (c), Thuram – Plea

 

Vidste du, at..:

Union Berlin har scoret 5. flest mål i indeværende sæson? Det er kun Bayern, Dortmund, Gladbach og Eintracht Frankfurt, der har scoret flere end de 33 mål, som Union er noteret for.

 

Dom:

Union Berlin skal forsøge at rejse sig efter en lidt halvskidt periode, mens Gladbach skal forsøge at bide sig fast i toppen. Det kan gå hen og blive underholdende, og hvor ville det dog have givet kampen endnu mere liv, hvis Max Kruse var klar. Det er han ikke, og det kan muligvis blive tungen på vægtskålen. 3-1 Gladbach.

Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane
HSV, oprykning
Optakt til 10. runde i 2. Bundesliga: Kong Klose og HSV som HSV?