bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til runde 7 i 2. Bundesliga: Kaos i Schalke
Schalke 04, maskot, Comebacks

Fortuna Düsseldorf forsvarede med nød og næppe førstepladsen via en sen udligning mod Köln. Schalke kortsluttede totalt i anden halvleg mod Darmstadt og smed efterfølgende træneren på porten. Paderborn kravlede lidt tættere på toppen, og så vandt Braunschweig sæsonens første kamp. Velkommen til optakten til verdens bedste næstbedste liga, hvor bundholdene viste tænder.

SSV Ulm 1846 – Eintracht Braunschweig – fredag kl. 18.30

Franske Rayan Philippe blev dagens mand i Braunschweig, da han scorede begge mål i 2-0-sejren over Greuther Fürth. ”Vores hold tog gode beslutninger,” udtalte co-træner Marc Pfitzner, der vikarierede for Daniel Scherning, der havde karantæne efter et rødt kort senest. Med sejren overlod Braunschweig ligaens dumboplads til Regensburg.
Ulm vandt ligeledes for første gang, da holdet slot Elversberg 3-1 ude. Johannes Reichert gjorde det til 1-0 fra 11-meterpletten, og i anden halvleg fordoblede Felix Higl føringen. Elversberg fik reduceret i det 62. minut, men Ulm sikrede sig tre fortjente point, da Philipp Strompf lukkede kampen med sit mål til 1-3.
Bulibolds tip: SSV Ulm 1846 – Eintracht Braunschweig 2-2

SpVgg Greuther Fürth – Fortuna Düsseldorf – fredag kl. 18.30

Det var en stiktosset Alexander Zorniger, der talte med pressen efter at have set sit hold tabe 0-2 i udekampen mod Braunschweig. ”Vi manglede intensitet og spillede bare dårligt. Det var ikke 2. Bundesliga værdigt, hvad vi præsterede i dag,” lød det fra Fürth-træneren.
Fortunaerne fra Düsseldorf levede i den grad op til sit navn, da holdet heldigt undgik at tabe Rheinderbyet hjemme mod Köln. Gæsterne bragte sig i spidsen efter 21 minutter, mens Emmanuel Lyoha udlignede blot fire minutter senere. Köln scorede igen efter et kvarters spil i anden halvleg, og så lignede det en udesejr, da Düsseldorf pressede på uden for alvor at blive farlige. I dommerens femte overtidsminut ville den indskiftede Jona Niemiech så lægge bolden indover. Han ramte den dog så skævt, så den sejlede ind bag en chanceløs Köln-keeper.
Bulibolds tip: SpVgg Greuther Fürth – Fortuna Düsseldorf 1-1

HSV – SC Paderborn 07 – lørdag kl. 13.00

”Die Rothosen» fra Hamburg var på hælene i udekampen på Fritz Walter Stadion i Kaiserslautern, men udnyttede dommerens overtid til at sikre sig et point, da Davie Selke scorede til slutresultatet 2-2. Inden da havde værterne været foran 2-0. Robert Glatzel fik reduceret efter 58 minutter, og HSV fik altså et point med hjem via Selkes sene udligning. ”Det ene point føles som en sejr,” udtalte Steffen Baumgart efter kampen, der igen hyldede hele sin trup for at arbejde hårdt for sagerne.
Paderborn vandt hjemme forfølgerduellen mod Hannover. Paderborns Koen Kostons lavede en ”Doppeltpack” på under 20 minutter, men desværre for hollænderen så var det andet mål i eget net. Han blev dog reddet af klubkammeraten Ilyas Ansah, der scorede sejrsmålet for Paderborn efter 77 minutter. Med sejren kravler Paderborn op på 4. pladsen blot to point efter KSC og Düsseldorf.
Bulibolds tip: HSV – SC Paderborn 07 3-1

Darmstadt 98 – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 13.00

Darmstadt har haft en rædderlig start på sæsonen, og det så ud til at fortsætte, da holdet efter 44 minutter var bagud 0-3 på Veltins Arena i Schalke. I dommerens overtid fik holdet dog tildelt et straffespark, som Fraser Hornby sikkert omsatte. I anden halvleg tog svenske Isac Lidberg over og scorede et vaskeægte hattrick, og da Sergio Lopez i dommerens overtid også kom på tavlen, så havde Darmstadt vekslet 0-3 til 5-3. Dermed sikrede Florian Kohfeldt sig sæsonens første sejr, som endda var nok til at kravle op over nedrykningsstregen.
Magdeburg kom hurtigt foran i hjemmekampen mod KSC. Xavier Amaechi var hurtigt over en KSC-forsvarer, der stod og fumlede med bolden og passerede sikkert KSC-keeperen. Herefter overtog gæsterne dog spillet og gjorde det forholdsvist nemt til 1-2 inden pausen. I anden halvleg pressede Magdeburg på og sikrede sig det ene point via Philipp Herschers udligning efter 77 minutter. Hjemmeholdet var endda tæt på at tage alle tre point, men overliggeren stod i vejen, da Tatsuya Ito lobbede bolden over KSC´s målmand. Dermed lykkedes det ingen af holdene at gå alene op på førstepladsen.
Bulibolds tip: Darmstadt 98 – 1. FC Magdeburg 2-1

Jahn Regensburg – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 13.00

Die Jahn-Elf fra Regensburg er pt. ligaens dårligste hold. På trods af, at holdet havde kampens to første chancer, så var de chanceløse i oprykkerduellen mod Preußen Münster og tabte helt fortjent 0-3. Regensburg træner Joe Enoch ærgrede sig naturligvis over de misbrugte chancer i starten af kampen, men erkendte, at problemerne er væsentlig større i defensiven.
K´lautern ”tabte” 2-2 i hjemmekampen mod HSV, der sikrede sig et point langt inde i overtiden. Inden da havde Ragnar Ache og Richmond Tachie havde bragt de røde djævle planmæssigt foran 2-0, men på trods af at have spillet en rigtig god kamp, så måtte K´lautern altså nøjes med det ene point. ”Det er til at brække sig over og føles som et nederlag”, erkendte K´lautern keeper Julian Krahl efter kampen.
Bulibolds tip: Jahn Regensburg – 1. FC Kaiserslautern 1-2

SC Preußen Münster – Schalke 04 – lørdag kl. 20.30

For første gang siden 5. maj 1991 formåede Preussen Münster at vinde en kamp i 2. Bundesliga. Dengang gik det ud over Stuttgarter Kickers, mens det denne gang var Regensburg, der måtte lægge ryg til et 0-3-nederlag og det endda på hjemmebane. Joel Grodowski sørgede for pauseføringen, og i anden halvleg sikrede Haralambos Makridis og indskiftede Holmbert Aron Fridjonsson Münster en fortjent sejr. ”Det var specielt. Vores fans fejrer sejren ekstremt, og vi naturligvis også,” udtalte træner Sascha Hildmann efter kampen.
Schalke 04 lever op til den lidt kedelige titel som tysk fodbolds galehus. Efter at have ført 3-0 efter 45 minutter satte Schalke alt over styr og tabte hjemmekampen mod Darmstadt med hele 3-5 i en vanvittig kamp, hvor der også to gange var strømafbrydelser. Klubben besluttede allerede lørdag formiddag at skille sig af med træner Karel Geraerts samt den sportslige direktør, klubikonet Marc Wilmots. Fyringen sker efter en længere magtkamp mod klubbens tekniske direktør Ben Manga. Geraerts har i sæsonens hidtidige seks kampe konsekvent set bort fra de spillere, som Manga hyrede i sommerpausen.
Schalkes hidtidige U23-træner Jacob Fimpel overtager foreløbig posten som Schalke-træner. Tobias Mohr, Moussa Sylla og Ron Schallenberg scorede målene i nederlaget for Schalke.
Bulibolds tip: SC Preußen Münster – Schalke 04 0-1

Hertha Berlin – SV Elversberg – søndag kl. 13.30

Efter hjemmebanenederlaget til Düsseldorf kom Hertha op på hesten igen og vandt en sikker 2-0-sejr ude over Nürnberg. Derry Scherhant gjorde det til 1-0 før pausen, mens Palko Dardai slog sejren fast med sit mål i kampens sidste minut. Uden at komme på tavlen var kampens oplevelse dog den blot 18-årige Ibrahima Maza, der leverede et seværdigt oplæg til Scherhants scoring. Det var samtidig første gang, at Christian Fiel besøgte sin gamle hjemmebane som Hertha-træner. Fiel var træner for ”Der Club” i de tre foregående sæsoner.
Elverbergs ambitioner om ”Klassenerhalt” led et knæk, da de overraskende tabte hjemmekampen til oprykkerne fra Ulm med 1-3. Gæsterne, der gik til pausen med en 1-0-føring, fordoblede føringen efter en times spil. Elversberg fik et halmstrå med Luca Schnellbachers reducering i det 62. minut, men Ulm lukkede siden kampen med deres tredje mål. ”Vi manglede den lethed, som har præget vores spil i de seneste kampe,” udtalte Elversberg træner Horst Steffen efter kampen.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – SV Elversberg 2-1

Hannover 96 – 1. FC Nürnberg – søndag kl. 13.30

Stefan Leitls Hannover 96 er indtil videre to forskellige hold alt efter, om de spiller ude eller hjemme. Et sølle point er det blevet til på fremmed græs, mens samtlige hjemmekampe er vundet. Senest tabte holdet 2-1 i Paderborn, men er til dette opgør tilbage i trygge rammer på HDI-Arena.
Nürnberg er mere en blandet landhandel. Senest blev det til et nederlag hjemme mod Hertha Berlin. Det var i en kamp, hvor ”Der Club” især skuffede offensivt. Vi skulle således helt frem til det 78. minut, før der blev registreret et skud mod Herthas mål. Med foreløbig syv point er Nürnberg, der ellers havde store ambitioner inden sæsonen, ikke sat af, men ”Miro” Klose er nødt til at finde ud af, hvordan han kan slå kapital af et talentfuldt, men ineffektivt hold.
Bulibolds tip: Hannover 96 – 1. FC Nürnberg 2-0

1. FC Köln – Karlsruher Sport Club – søndag kl. 13.30

Denne kamp burde have været en absolut topkamp, men dertil har Köln i de seneste to kampe sat for mange unødige point til. I de to seneste kampe opnåede holdet således blot et enkelt point trods stor overvægt i spil og chancer. Foran en fantastisk kulisse på Esprit Arena bragte Eric Martel kölnerne foran efter 21 minutter, og i det 61. minut genoprettede Linton Maina Kölns føring efter Düsseldorfs mål til 1-1. At værterne så udlignede, med hvad der skulle blive kampens sidste spark, tog cheftræner Gerhard Struber med ophøjet ro og hæftede sig i stedet ved, at hans mandskab forholdsvist let kan spille sig frem til masser af chancer.
KSC fik en decideret ”Fehlstart” i udekampen mod Magdeburg. Marcel Beifus klokkede gevaldigt i det i eget felt, og det blev straks straffet af hjemmeholdet. Gæsterne var dog klart bedst i første halvleg og fik således først udlignet ved Leon Jensen, inden Marvin Wanitzek scorede til 1-2 med et flot langskud. I anden halvleg overtog hjemmeholdet taktstokken og fik udlignet efter 78 minutter, men set over begge halvlege, var resultatet i orden.
Bulibolds tip: 1. FC Köln – Karlsruher Sport Club 2-2

Topscorerlisten

Listen føres fortsat af Budu Zivzivadse fra Karlsruhe med seks træffere. Hele syv spillere deler andenpladsen med fire mål hver.

3. Liga

Da Dynamo Dresden noget skuffende blot fik 1-1 hjemme mod Hansa Rostock, kunne Sandhausen overtage førstepladsen ved at slå Wehen 3-1. Begge hold har 13 point – nøjagtigt som Aue har det efter 2-2 ude mod Unterhaching. Viktoria Köln følger lige efter med 12 point.