bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til runde 30 i 2. Bundesliga: Er St. Pauli gået i stå og Nordderby i Hamburg
HSV, optakt, 2. Bundesliga

Vakler St. Pauli? Og er HSV helt væk? De to Hamburg-mandskaber virker i hvert fald rystede lige nu. Kiel og Düsseldorf spiller begge fremragende pt, så der er sat vand over til en vildt spændende afslutning på sæsonen.
I bunden er det vel slut for Osnabrück, mens alle fra K´lautern på 17. pladsen og frem til Schalke, der spillede sig op på 12. pladsen, skal bævre i de resterende fem runder. Velkommen til optakten til runde 30 i verdens bedste næstbedste liga.

1. FC Nürnberg – SC Paderborn 07 – fredag kl. 18.30

Rundens første opgør står mellem to mandskaber, der ikke har det store på spil.
Der var motivationen til forskel, da Nürnberg gæstede Veltins-Arena og tabte 2-0 til Schalke. Den eneste Nürnberg-spiller, der for alvor kunne være sin indsats bekendt, var målmand Carl Klaus, der længe holdt de veloplagte Schalke-spillere fra fadet.
Paderborn spillede hjemme 1-1 mod KSC. Resultatet var sigende for to mandskaber, der har haft det med at snuble, hver gang tingene begyndte for alvor at se fornuftige ud. Sirlord Conteh bragte ”Die 07’er” foran efter 21 minutter, mens KSC udlignede seks minutter senere. Derefter var højdepunktet vel, da dommeren fløjtede en sløj fodboldkamp af.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – SC Paderborn 07 2-2

SV Elversberg – Schalke 04 – fredag kl. 18.30

Fredagens anden kamp står mellem to mandskaber, der netop har leveret noget af det bedste hidtil i denne sæson.
Elversberg gjorde livet rigtig svært for St. Pauli på Millerntor, hvor Horst Steffens mandskab leverede omstillingsspil af meget høj klasse. Efter værternes pauseføring udlignede Maurice Neubauer kort inde i anden omgang. St. Pauli scorede til 2-1 efter 69 minutter, men minuttet efter udlignede Joseph Boyamba, der var blevet indskiftet blot to minutter tidligere. Afslutningsfasen blev meget hektisk. St. Pauli smed angreb efter angreb i Elversbergs retning, men igen slog gæsterne til via omstillingsspillet. Først øgede Paul Wanner til 3-2, inden Hugo Vandermersch scorede til 4-2. I kampens overtid fik St. Pauli reduceret, men oprykkerne sikrede sig en ny sæson med tre rare point.
Schalke spillede bedre end længe set, da Nürnberg blev sendt hjem med et 2-0-nederlag. Kenan Karaman gjorde det til 1-0 midt i første halvleg, men tillod sig at brænde et straffespark i starten af anden halvleg. Det gjorde dog knap så meget, da Paul Seguin sikrede ”Die Knappen” sejren med sit mål fire minutter før tid.
Bulibolds tip: SV Elversberg – Schalke 04 2-2

Fortuna Düsseldorf – Greuther Fürth – lørdag kl. 13.00

Düsseldorf vandt en suveræn 2-0-udesejr i Wehen, hvor Shinta Appelkamp åbnede scoringen efter 13 minutter. Værterne gjorde det endnu sværere for sig selv, da de blev reduceret til ti mand efter en god halv times spil. I anden halvleg slukkede den fra FCK-udlejede islænding Isak Bergmann Johannesson håbet for Wehen med sit mål til 2-0.
Sædet under Alexander Zorniger er måske blevet knapt så hedt at sidde på, efter hans mandskab fik vendt pausestillingen 0-1 til en 2-1-sejr. Robert Wagner udlignede ti minutter inde i anden halvleg, mens vi måtte vente helt frem til kampens 5. overtidsminut, før samme Wagner kronede sin indsats med målet til 2-1.
Bulibolds tip: Fortuna Düsseldorf – Greuter Fürth 3-0

VfL Osnabrück – Eintracht Braunschweig – lørdag kl. 13.00

Bundholdet fra Niedersachsen startede egentlig den svære udekamp i Kiel fornuftigt, men da Kiel bragte sig foran efter en opdækningsfejl i Osnabrücks forsvar, var det blot et spørgsmål om sejrens størrelse. Den blev på 4-0 efter to scoringer i hver halvleg. Osnabrücks træner, Koschinat, erkendte da også efter kampen, at hans hold havde forsøgt at gøre det umulige muligt, men at de var oppe mod en modstander, der bare var bedre.
Braunschweig fik skrabet et enkelt point ud af lokalopgøret hjemme mod Hannover, hvor det var tilskuernes dårlige opførsel, der tog overskrifterne. 0-0 blev det til, og det point er netop nok til at skubbe Rostock ned på 3. sidstepladsen.

1. FC Kaiserslautern – Wehen Wiesbaden – lørdag kl. 13.00

Lørdagens sidste tidlige kamp er et rigtigt bundopgør med meget på spil. Det var en flok slukørede spillere, som Friedhelm Funkel tog imod efter en ellers fin kamp i Fürth. Ragnar Ache sørgede for, at K´lautern kunne gå til pause foran 1-0, men hjemmeholdet sørgede med to mål i anden omgang for, at pointene blev hos frankerne.
Wehen tabte kun 2-0 i hjemmekampen mod Düsseldorf i en forestilling, der var meget mere ensidig end cifrene antyder. Wehens koreaner Hyun-Ju Lee gjorde efter 35 minutter en svær opgave umulig, da han fik direkte rødt for en stempling på en Düsseldorf-spiller.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – Wehen Wiesbaden 3-0

HSV – Holstein Kiel – lørdag kl. 20.30

HSV-træner Baumgart må have haft svært ved at finde en grimasse, der passede til det 2-2 resultat, som hans mandskab leverede i udekampen mod Magdeburg. HSV leverede et imponerende comeback, hvor de med ti mand fik hentet værternes pausestilling, men samtidig tabte terræn i kampen om oprykning. Guilherme Ramos fik direkte rødt, da han begik straffespark efter 24 minutter, og da Magdeburg scorede på endnu et af slagsen i første halvlegs overtid, så det i den grad tungt ud for HSV. Sebastian Schönlau fik reduceret med tyve minutter igen, og i kampens overtid sikrede Jonas Meffert HSV det ene point. HSV er nu tre point efter Düsseldorf.
Kiel-maskinen kører derimod uhindret videre. Storkene vandt for fjerde gang i træk til nul, da bundproppen blev sendt hjem med en 4-0 snitter. Steven Skrzybski gjorde det til 1-0 efter blot ni minutter, og da anfører Philipp Sander via et flot langskud fordoblede føringen inden pausen, var den kamp afgjort. I anden halvleg scorede Kiel yderligere to gange ved Timo Becker og Alexander Bernhardsson. Danske Mikkel Kirkeskov fik den sidste halve time på banen for Kiel.
Bulibolds tip: HSV – Holstein Kiel 3-1

FC Hansa Rostock – 1. FC Magdeburg – søndag kl. 13.30

“Die Kogge” sejlede på grund, da Rostock fredag aften besøgte Hertha på Olympiastadion. Hele 4-0 vandt hjemmeholdet i en kamp, hvor det var svært at se, at det faktisk kun var Hansa, der havde noget på spil.
Magdeburg smed to dyrebare point væk i hjemmekampen mod HSV. Værterne tog føringen efter 24 minutter, da Mohamed El-Hankouri udnyttede et korrekt dømt straffespark, der samtidig reducerede HSV til ti mand pga. en nødbremse. Samme Hankouri øgede i første halvlegs overtid til 2-0, og så burde den sejr være hjemme. HSV viste dog fin moral og fik reduceret midt i anden halvleg, inden de snuppede det ene point via en udligning i overtiden.
Bulibolds tip: FC Hansa Rostock – 1. FC Magdeburg 2-1

Hannover 96 – FC St. Pauli – søndag kl. 13.30

Kampen måtte flere gange afbrydes pga. brug af pyroteknik, da Hannover spillede lokalopgør i Braunschweig, hvor nogle af Hannovers fans gjorde sig uheldigt bemærkede ved at rive sæderne løs. Selve kampen var lige så trist, da opgøret endte uden scoringer.
St. Pauli var bestemt ikke gode i hjemmekampen mod Elversberg. Målmand Vasilj måtte diske op med flere redninger i første halvleg, inden Johannes Eggestein bragte værterne foran kort før pausen. Billedet fortsatte i anden halvleg, hvor Elversberg havde held til at vinde mange bolde og sætte farlige omstillinger i gang. En af disse resulterede i udligning seks minutter inde i anden halvleg. Marcel Hartel bragte St. Pauli på 2-1, men endnu engang kom gæsterne igen og det hele tre gange. Anfører Jackson Irvine fik reduceret i overtiden, men tættere kom St. Pauli ikke og må således overlade ligaens førsteplads til Holstein Kiel.
Bulibolds tip: Hannover 96 – FC St. Pauli 2-2

Karlsruher Sport Club – Hertha Berlin – søndag kl. 13.30

Dette opgør kan sagtens blive et målrigt et af slagsen. Her mødes to gode offensive hold, der begge har udspillet deres rolle og som derfor kan spille frit. KSC måtte nøjes med 1-1 i udekampen mod Paderborn. Igor Matanovic udlignede for Karlsruhe midt i første halvleg.
Hertha tromlede uden problemer hen over Hansa Rostock. Palko Dardai og Fabian Reese sørgede for berlinernes 2-0 pauseføring. Palko Dardai kom også på tavlen i anden halvleg, inden topscorer Haris Tabakovic lukkede og slukkede med sit mål til 4-0 i kampens overtid.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – Hertha Berlin 2-2

Topscorerlisten i 2. Bundesliga

Herthas Haris Tabakovic er efter sin ene scoring mod Hansa nu alene på førstepladsen blandt kanonkongerne. Christos Tzolis, der ikke kom på tavlen mod Wehen, ligger stadig på andenpladsen, mens Marcel Hartel og Ragnar Ache efter hver deres scoring nu deler 3. pladsen med HSV´s Robert Glatzel. Sidstnævnte virker helt ude af form og måtte således starte på bænken i kampen mod Magdeburg.

3. Liga

Ulm vandt hjemme topkampen mod Preussen Münster, og da Regensburg måtte nøjes med 1-1 hjemme mod 1860 overtog ”Die Spatzen ligaens førsteplads. Dresden skuffede ude mod Freiburg II, hvor de ikke kom ud over 1-1. Det ene point var dog nok til at overtage ligaens 3. plads på en bedre målscore end Münsters. I næste runde tager Ulm hjemme mod Regensburg, mens Dresden og Münster begge spiller hjemme mod hhv. Viktoria Köln og Freiburg II.

Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?