bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Et topholds forbandelse
HSV, optakt, 2. Bundesliga

Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Forbandelsen ved at ligge nr. et?
Efter en velfortjent juleferie er spillerne tilbage og klar til at tage hul på anden turneringshalvdel, der starter fredag aften.
Elversberg løb ind i den forbandelse, der åbenbart nådesløst følger ligaens tophold, da de tabte overraskende klart til Schalke. Det udnyttede Köln til at overtage duksepladsen. KSC og HSV vandt begge, hvilket placerer dem i hælene på geddebukkeklubben, og så viste Regensburg pludselig livstegn.
Velkommen til optakten til runde 18 i verdens bedste næstbedste liga, hvor topkampen må være opgøret lørdag aften, når HSV tager imod Köln.

SSV Jahn Regensburg – Hannover 96 – fredag kl. 18.30

”Die Jahn-Elf” sluttede efteråret af med en gedigen overraskelse, da de påførte Darmstadt det første nederlag i ni kampe. Den tidligere Hansa-profil Kai Pröger bragte Regensburg foran, da han høvlede et langskud ind efter 65 minutter, og da Noah Ganaus fordoblede føringen i første overtidsminut, gjorde det mindre, at gæsterne fik lov til at pynte på resultatet. Med sejren er Regensburg pludselig kun tre point væk fra den 16. plads, der kan betyde overlevelse. Træner Andreas Patz har ovenikøbet forstærket truppen med en spiller til hver kæde. Forsvarsspilleren Tim Handwerker er hentet i Nürnberg, mens Anssi Suhonen er hentet i HSV, og endelig har Regensburg lejet Sargis Adamyan i Köln.
”Ich bin wieder hier, in meinem Revier.” Sådan sang den tyske rocksanger Marius Müller Westerhagen på albummet Radio Maria, men den nye Hannover-træner André Breitenreiter kan givet nynne med på omkvædet, da han er tilbage i Hannover, hvor han tidligere har spillet, og hvor han var den seneste træner, der førte Hannover op i Bundesligaen.
Med kun to point op til en direkte oprykningsplads, var det overraskende, at klubbens ledelse tog skridtet og erstattede Stefan Leitl med Breitenreiter, men de må være overbeviste om, at sidstnævnte er den rigtig mand til at forvalte truppens uomtvistelige potentiale. Det har især knebet med offensiven, som kun har scoret sølle 17 mål i 17 kampe. Senest blev det da også kun til en langgaber af en 0-0 kamp, da Hannover sluttede efteråret af hjemme mod Hertha.
Bulibolds tip: SSV Jahn Regensburg – Hannover 96 2-1

Fortuna Düsseldorf – SV Darmstadt 98 – fredag kl. 18.30

Der var meget stille på Merkur Spiel-Arena, da Düsseldorf tabte hjemmekampen 2-5 mod Magdeburg. Grunden var naturligvis nyheden om det meningsløse angreb på et julemarked i Magdeburg. Düsseldorfs anfører André Hoffmann var da også spot on, da han efter kampen blev spurgt om kampen. ”I sådan en situation er det eneste rigtige at udtrykke vores medfølelse. Det er en nyhed, der ikke tillader nogen som helst sportslige analyser.
Dagens modstandere er svære at blive kloge på. Darmstadt kan spille alle hold helt ud af brættet, men formår også pludselig at gøre selv den på papiret svageste modstander god. Præcis dette skete, da holdet overraskende tabte 2-1 i Regensburg.
Buliboldts tip: Fortuna Düsseldorf – SV Darmstadt 98 3-1

SC Preußen Münster – SpVgg Greuther Fürth – lørdag kl. 13.00

Münster tog inden pausen mod oprykkerkollegaerne fra Ulm, i hvad der skulle blive en ørkenvandring, der da også endte 0-0. Dermed bevarede klubben lige præcist en plads over stregen og over netop Ulm.
Værre gik det dog Fürth, der efter to sejre i træk intet kunne stille op på Volksparkstadion, hvor et veloplagt HSV-mandskab vandt 5-0. ”Die Kleeblätter” har dog stadig betryggende seks point ned til Ulm.
Bulibolds tip: SC Preußen Münster – SpVgg Greuther Fürth 0-0

Eintracht Braunschweig – Schalke 04 – lørdag kl. 13.00

Sædet under Braunschweig-træner Daniel Scherning begynder virkelig at opnå temperaturer, der ikke kan være behagelige. ”Die Löwen” har således kun formået at tilspille sig et point i de seneste fem opgør. I udekampen mod Nürnberg blev det hele afgjort efter pausen. Først bragte hjemmeholdet sig foran fire minutter inde i anden halvleg, og da Christian Conteh ti minutter senere modtog sit andet gule kort, så var kampen afgjort. Kun storspil af svenske Marco Johansson i Braunschweig-målet forhindrede et større nederlag.
Hvis man kigger på topscorerlisten, vil man se, at Schalke har ligaens med afstand farligste frontduo, og når resten af holdet nu nærmer sig deres niveau, så kan det virkelig blive til noget. I udekampen mod Elversberg var det da også Kenan Karamann, der åbnede scoringen for ”Die Knappen.” Elversberg fik lov til at udligne, men så tog Moussa Sylla over og scorede til både 1-2 og 1-4. Ron Schallenberg kom ligeledes på tavlen med sit mål til 1-3. Schalke indtager godt nok kun 13. pladsen med 20 point, men i en historisk tæt liga kan de sagtens nå at spille med om de sjovere placeringer, hvis de da kan holde liv i den gode form.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – Schalke 04 0-3

1. FC Kaiserslautern – SSV Ulm 1846 – lørdag kl. 13.00

«Die roten Teufels» drømme om oprykning led et knæk, da de tabte en ellers lige hjemmekamp mod Köln med 0-1. ”Jeg synes, vi var det bedste hold, men i sidste ende tæller kun resultatet,” konstaterede en nøgtern Marcus Anfang efter kampen. K´lautern ligger dog fortsat lunt i svinget med kun tre point op til andenpladsen.
I udekampen mod Münster gjorde Ulm det, de er bedst til – nemlig at spille uafgjort. Det var fjerde remis i de seneste fem kampe og ottende uafgjorte resultat i denne sæson. Med resultatet ligger Ulm fortsat på ligaens 16. plads.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – SSV Ulm 1846 1-0

HSV – 1. FC Köln – lørdag kl. 20.30

Der er dømt vaskeægte topkamp, når HSV lørdag aften tager imod førerholdet fra Köln. HSV`s ledelse har været så tilfredse med holdets udvikling under interimtræner Merlin Polzin, at de har gjort hans kontrakt permanent. Det var da også et yderst veloplagt HSV-mandskab, der sendte Fürth retur til de sydtyske med en syngende 0-5 lussing. Måske er Polzin virkelig manden, der kan afslutte af for mange sæsoners ørkenvandring og bringe ”Die Rothosen” op i det forjættede land. Han har i hvert fald spillernes opbakning, da en enig trup pegede på Polzin som næste HSV træner.
Köln kunne ikke matche HSV´s 5-0 sejr, men mindre kan også gøre det. Med fjerde 1-0-sejr i træk på fremmed græs, sikrede ”Die Geissböcke” sig titlen som ”Herbstmeister.” Nu skal Gerhard Struber og Köln bare finde ud af, hvordan man undgår den forbandelse i form af nederlag, der næsten uden undtagelser har ramt de hold, der tidligere har lagt sig i spidsen af ligaen.
Bulibolds tip: HSV – 1. FC Köln 1-0

SV Elversberg – 1. FC Magdeburg – søndag kl. 13.30

Elversberg er kendt for to ting. Fodboldholdet og 70´er discobandet Boney M.
SV Elversberg måtte inden pausen erkende, at det er lige så svært at holde fast i førstepladsen i 2. Bundesligaen, som Boney M havde det i sin tid på hitlisterne, da 70’erne blev til 80´erne.
Elversberg var chanceløse i hjemmekampen mod Schalke, der da også vandt en fortjent 4-1-sejr. ”Jeg synes, vi gjorde det ok, men var måske for hektiske i de afgørende situationer. Nederlaget rokker dog ikke ved, at vi har spillet en fremragende efterårssæson,” lød det, da træner Horst Steffen gjorde status efter kampen. Elversberg har allerede været aktive i vinterens transfervindue, da angriberen Casper Terho og midtbanespilleren Marvin Mehlem er lejet i hhv. Union St. Gilloise og Hull City.
Magdeburg viste tydeligt, at de er ligaens bedste udehold, da de vandt udekampen mod Düsseldorf med hele 5-2. Det var den syvende udesejr ud af ni mulige, men nok den, som klubben kunne glæde sig mindst over set i lyset af det meningsløse angreb på julemarkedet hjemme i Magdeburg. Med de tre point er Magdeburg fortsat med helt i toppen, hvor de deler tredjepladsen med HSV, Elversberg og Paderborn.
Bulibolds tip: SV Elversberg – 1. FC Magdeburg 1-3

1. FC Nürnberg – Karlsruher Sport Club – søndag kl. 13.30

Miroslav Kloses Nürnberg kunne for første gang siden 25. oktober sætte tre point ind på kontoen, da de vandt hjemmekampen mod Braunschweig. Det græske stortalent Stefanos Tzimas stod for kampens enlige mål kort efter pausen. ”Det var en svær kamp for os, og man kunne tydelig se, hvor meget den betød,” lød det fra en lettet Klose efter kampen.
KSC sluttede efteråret af med en flot 2-1-sejr i Paderborn. Sebastian Jung scorede KSC´s første mål efter 15 minutter spil, mens Budu Zivzivadse gjorde det til 2-0 efter 34 minutter. Det skulle dog vise sig, at blive georgierens sidste mål for klubben i denne omgang, da han i vinterpausen er skiftet til Heidenheim.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Karlsruher Sport Club 2-1

SC Paderborn 07 – Hertha Berlin – søndag kl. 13.30

Paderborn er et af de hold, der er blevet ramt af topholdets forbandelser. Den 22. november overtog de førstepladsen efter at have slået Nürnberg 3-2, men fik sølle et point i de fire næste kampe. Den seneste blev tabt hjemme til KSC med 1-2, hvilket fik træner Lukas Kwasniok til at kræve handling fra ledelsens side: ”Vi har simpelthen ikke kvalitet nok på holdet. Spillerne gør, hvad de kan, men jeg mangler en 2-3 nye spillere, der kan gøre forskellen, ellers kommer jeg ofte til at stå og sige, at det bare ikke var godt nok.
Meget bedre går det ikke for ”Die alte Dame”. Hertha leder fortsat efter den form, der skal bringe hovedstadsklubben til tops. Isoleret set var et point ude mod Hannover godkendt, men berlinerne spillede 11 mod ti i den sidste halve time, så en sejr havde bestemt været mulig. ”Nu holder vi jul, og så må vi se, hvad der skal ændres, så vi igen vinder fodboldkampe” lød det fra træner Christian Fiel efter kampen.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – Hertha Berlin 1-1

Topscorerlisten i 2. Bundesliga

Budu Zivzivadse sluttede sin tid af i 2. Bundesliga med at score sejrsmålet mod Paderborn. Det bringer ham alene i spidsen med 12 mål. På de følgende pladser kommer Schalke-duoen Kenan Karaman og Moussa Sylla samt Hamburgs Davie Selke.

Stillingen i 3. Liga

Dynamo Dresden udnyttede at Energie Cottbus´ pointtab ude mod Ingolstadt til med en sikker 3-0-sejr ude over Unterhaching at overtage førstepladsen. Da ingen af holdene i subtoppen vandt, slog Dresden et betryggende hul på fem point ned til Saarbrücken på tredjepladsen.
Dynamoerne tager i næste runde mod Viktoria Köln hjemme, mens Cottbus spiller topkamp ude mod Bielefeld.

You may also like
Pyroteknik
Relegationskampe: Når et enkelt skud afgør skæbner
1. FC Kaiserslautern, Relegation, 2. Bundesliga 2022/23
Optakt til runde 34 i 2. Bundesliga – Glückwunsch HSV
HSV, oprykning, Herrmann Rieger
Syv års mareridt er slut for HSV – men venter nu 27 år med masser af nedrykninger?
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til 33. runde i 2. Bundesliga: HSV rykker op i Bundesligaen!